Denne gang skal det handle om Pamper-Lars, smudspresse og høviskhed. Og lad os da bare begynde med Danmarks oppositionsleder (hvilket Løkke overraskende nok stadig var ved redaktionens slutning). Tyksakken (pamp på en svensk dialekt), der propper sig (sich pampen på en afart af tysk) med fryns, som han ikke engang gider at forsvare eller beklage denne gang, men med vanlig nedladenhed og kryptisk bilagsretorik giver pressen skylden for. Så irriterende gådefuld er man kun, når der er ugler i mosen – eller hvis man er i gang med at forberede et surprise party. Og det er han nok næppe. Trods tydelig vildfarelse. Og jo, set med en dansk optik (en hvilken som helst optik egentlig) er mere end 150.000 kroners tøjbudget på 10 måneder temmelig kraftigt ude af proportioner, medmindre man hedder Michael Jackson, som i øvrigt er genopstået i form af et hologram. Virkelig genialt, synes jeg, der ellers ikke var den store fan, mens manden var af kød og blod. Nå, men mega-nederen må det være, ikke for Bette-Lars åbenbart, men for de fleste andre, at man kun holder skindet på næsen, fordi der ikke er andre formandskandidater at tage af. Og det siger vel egentlig mere om Venstre, om dansk politik, om al politik, om alle valgbare borgere end om Lars Løkke Rasmussen. Gør det ikke? Se bare på vores eget land. Det er jo en jammer at være vidne til. Vi kan vælge mellem Rajoy og Rubalcaba… Tænk Italien, tænk USA, tænk Frankrig… Det er sgu sølle!
“Det er smudspressen, der holder demokratiet rent,” sagde en af socialdemokratiets grand old men, Erling Olsen, engang. Og det er så det, den gør, mens Løkkes hovne måde at tackle bilagssag nr. ‘virkelig mange’ på må føre til et særdeles rimeligt spørgsmål om, hvorvidt mandens moralske habitus er af statsmandskaliber. Helt blottet for politisk ladning er Løkke ikke, men Solkongeformat har han langt fra.
Det er forhåbentlig i ren afmagt, når Søren Pind igen igen forsvarer sin partiformand ved at svine pressen og dens metoder med ord som ‘hæleri’-journalistik og ‘nyfigenhed’, og flere gange sammenligne Ekstra Bladets afsløringer af Løkkes tøjkøb på Venstres regning med Se og Hørs overvågningsmetoder af kendte danskere. “Høviskhed findes ikke”, har han under et tidligere forsvar for sin tilsyneladende uangribelige chef udtalt. Jeg giver ham ikke ret. Høviskhed findes i høj grad. Hr. Pind kan faktisk nøjes med at vende sig om og kaste et blik ind i eget bagland. Mediemaskinens centrifugering af Løkke er hverken ‘uhøviskhed’, ‘overgreb’ på manden eller en ‘offentlig gabestok’. I stedet for at brokke sig over pressen er tiden så ikke kommet til at løfte brokkeriet over politikere meget højere op? Det er altså ikke journalisterne men Løkke, der er ansvarlig for sit rod, sit pamperi – når han nu endelig var i gang, hvorfor fik han så ikke ordnet sine tænder?
Nej, journalisterne, de passer sådan set bare deres arbejde. Selv Se og Hør-sagen siger vel mere om vores samfund end om bladet. Det er selvfølgelig virkelig, virkelig frækt af redaktørerne, journalisterne og computernørden at lade ulovlig overvågning ligge til grund for magasinets kulørte afsløringer af de kendtes gøren og laden, men det, at de gør det, viser bare, at der er et behov for den slags sladder. Læserne vil have det, har det vist sig – som det for alvor gjorde allerede i 1997, da paparazzier tilsyneladende var medansvarlige for Prinsesse Dianas død i Paris. Og det siger igen mere om os, end det gør om journalisterne. Selv Qvortrup, der i sin nye stuerene forstandighed, nok hellere vil afsløre blacklisting af østarbejdere midt i den danske offentlighed – og hovestad end kendte danskeres rejsedestinationer, silikonebryster og indkøbsvaner, er jeg ret sikker på. Hvordan kan sådan noget som bemandingsfadæsen på Metrobyggeriet overhovedet ske uden nogen nævneværdig reaktion? Helt åbenlyst, simpelthen. I et land hvor man ikke engang kan få vasket bilen af en spejder uden at blive anklaget for at gøre brug af sort arbejdskraft. Nej, den slags reagerer vi på med et skuldertræk, fordi vi ikke helt kan finde ud af, hvad vi skal mene, hvis vi samtidig skal bevare facaden som udøvende udi inklusion, sammenhængskraft og multikultur – og ikke save den gren over, vi selv sidder på. Det meste af det kunne faktisk løses ved at sænke skatten på arbejde for alle. Hvorfor er det så svært at forstå? Apropos det der med ikke at kunne finde ud af, hvad vi skal mene, var det da også netop sådan en diskussion, der lagde grunden for denne måneds artikel om prostitution i Spanien anno 2014. Er det mon lovligt sådan bare at byde sig til for penge på åben gade? Ambulant handel, som fx gadesælgerne med bylten fuld af kopivarer, er ulovligt, men tålt, fordi vi ikke kan finde ud af at løse problemet. Et tilsvarende initiativ kan man se på Paseo’en, hvor afrikanske damer med fodboldspillerben og vindjakke (hvad blev der lige af Pretty Woman-stilen med lårlange lakstøvler og platinblond paryk?) lokker promillebelastede mandlige turister ind i smalle baggyder. Hvad mon de lokker med? – for det må da være marginalt, hvem der tænder på ‘kedelig-husmor-i-udkantsdanmark-stilen… Det satte jeg mig for at finde ud af: De tilbyder blowjob til 5 euro. Simpelthen. For billigt til at være sandt – og ja, det er det også. Med G&T-relateret tunnelsyn, bukserne nede om hælene og flaget på halv står den ulyksalige nemlig snart ude på strandpromenaden igen rullet for alt, hvad han havde. Og her tænker jeg: Gad vide om hemmeligheden bag succes ligger i at gå analog? Dem, der bliver opdaget af politiet, skattevæsenet eller journalisterne, bliver det jo netop, fordi de lever et online-liv og betaler med kreditkort. En af den forgangne måneds jokes var således: Qvortrup bryder tavsheden: “Da Lars Løkke jo sjældent bruger sit eget hævekort, har vi undertiden haft svært ved at følge ham…”
Glædelig midsommer!
he
