Forunderlige liv – TAKE 107: Zoom ud2015 har været et uroligt år. Det har vi vist alle mærket. Nogle kloge hoveder siger, at det bliver bedre her i 2016. Der skulle komme mere ro på. Vi vil få overblik. Jeg tror, tiden er kommet til at zoome ud. Ikke lidt. Meget. 2015 kunne meget vel markere mætningspunktet… Nej, overmætningspunktet for navlepilleri, indadkigning og superindividualisme. Se bare på alle de Ironmænd og -kvinder, der svømmer, cykler og løber så stærkt, at både helbred, sjæl og omgivelser har vanskeligt ved at følge med. Slap sgu da af!, bliver jeg nødt til at sige. Og det er der så til gengæld andre, der gør af samme årsag som jernfolket men i den anden ende af skalaen. De melder sig nemlig helt ud af samfundet en dag en gang imellem for at være sammen med sig selv. Den ret har de, synes de.
Vi har zoomet så tæt ind på os selv, at vi har mistet kontakten til det store billede. Og det må tages i betragtning, når vi træffer beslutninger. Alt, hvad vi gør, er resultatet af de beslutninger, vi hver især træffer. Det er ikke samfundets skyld, ikke vores forældres, vores kuldsejlede parforholds, jobbets, økonomiens, vejrets, alderens eller politikernes. Det handler alt sammen og kun om vores egne beslutninger om, hvordan vi ser på tingene og hvad vi gør ved dem. Livet har ingen fjernbetjening. Vi må rejse os op og ændre det selv.
Forunderlige liv – TAKE 108: Øvdage, plastikperkere og djøfisering
… er alle nyoptagede ord i det officielle danske sprog. Det er at fucke med og tweenår så også. Og både skideglad og skideligeglad er nu avanceret fra at være simple adjektiver med latrinære forstærkere til fuldgyldige medlemmer af Den Danske Ordbog. Med er også røvbillig, mens skidebillig åbenbart ikke har tilstrækkelig folkelig opbakning. For som ordbogsbossen, Lars Trap-Jensen, siger, er der tale om en korpusbaseret ordbog – altså vælger man ordene ud fra analyser af en række forskellige tekster bredt fordelt på genrer. At jeg især er faldet over øvdage hænger sammen med nytårshåbet om superindividualismens endeligt jvf. TAKE 107, mens plastikperkere simpelthen bare er det mest underlige fænomen i nyere tid. Hvad i alverden får en dansk dansker til at forsøge at efterligne en indvandrer ved at rende rundt og sige wallah (som ved Gud, hvilket det rent faktisk betyder, også er optaget i Den Danske Ordbog), gå i hængerøvsjeans og en for lille læderjakke og køre i BMW med nedrullede ruder og jala-jala-musik drønende ud af højtalerne. Og så er der den moderne tids svøbe: Djøf’erne, som nu har fået deres helt eget substantiv med i ordbogen. Det fortjener sit eget TAKE.
Forunderlige liv – TAKE 109: Virkelighedsfjernt skråsikkeri
Det føles som om, en af mine kæpheste få en hel balle frisk hø, når jeg er så heldig at få en djøf’er til bords. Engang indgik jeg gerne lange ørkesløse diskussioner med disse alt for ofte snævertsynede, skråsikre, overbetalte og ganske virkelighedsfjerne personer. I dag læner jeg mig tilbage og nyder at lade dem tro, at de rent faktisk er væsentlige. Deres lange statsfinansierede uddannelser forlod de med mappen fuld af fastlåste overbevisninger kopieret direkte fra deres djøf-lærere, sikkerhed i statsansættelsen (antallet af djøf’er i det danske statsapparat er steget med 60% de seneste 10 år) og et medlemsskab DJØF – og af Det Radikale Venstre – og nu har de så også deres eget substantiv. Deres helt eget skældsord, som jeg bruger flittigt, når jeg ser danske nyheder, hvor de djøfiserer (nu verbum) sig ind på alt, hvad der overhovedet er muligt at besværliggøre og fordyre bare lidt mere.
Forunderlige liv – TAKE 110: Letfattelighed er in
Og det kan betyde, at Trump bliver USA’s 45. præsident? Politikere, der siger tingene lige ud, er nemlig det nye sort. Glem ikke, at den amerikanske åndselite udgør en forsvindende lille del af den samlede befolkning. Resten vil høre noget, de umiddelbart kan forstå og relatere til. Og det må man da sige, at det er, når manden foreslår et forbud mod muslimsk indrejse i USA, indtil man finder ud af “hva’ fanden de har gang i”. På samme måde som Pia K gjorde det igen og igen. Alle husker nok, og i bagklogskabens ulideligt klare lys, da hun for nogle år siden foreslog grænsekontrol. Havde vi dog bare… Man behøver jo ikke ligefrem at være Nostradamus for at have forudset de enorme flygtningsstrømme. Spørgsmålet var bare hvornår – og det havde Pia åbenbart set i sin krystalkugle. Også Putin, som jeg bestemt heller ikke er fan af på den generelle bane, udtrykker sig, så selv de mest fattesvage kan følge med: Når han ikke vil finde sig i noget, så finder han sig ikke i det. Det kan vi ligesom regne med. Også i hans land er langt de fleste slet ikke med på, hvad der foregår på de bonede gulve, og langt ude i de enorme sibiriske skove er de nok også ret ligeglade. Men når de så alligevel får nys om, at nogen eller noget kan true deres russiske hverdag, ja så bakker de selvfølgelig Putin op i kampen mod det.
Måske er tiden inde til at erkende, at vi europæere ikke er så universelt kloge, som vi tror. Lad også os få noget klar og meget enkel tale. Tænk bare på, hvor meget fattigdom, der kunne være bekæmpet, hvor mange klimaaftaler, man kunne effektuere etc. etc., hvis politikerne brugte tiden på at lave noget, som de selv kunne forstå i stedet for at kæmpe om en magt, som de alligevel ikke kan finde ud af at bruge.
Forunderlige liv – TAKE 111: Demokratiets fald
At det netop overståede parlamentsvalg får månedens sidste TAKE, overrasker selv mig. Jeg kunne ikke stemme til valget, fordi jeg har valgt at forblive dansk. Men går op i det, det gør jeg. På den ildsjælsagtige måde. At valget så alligevel ender på sidstepladsen denne gang, skyldes min ærgrelse over det vattede resultat. Det handlingslammer landet. Super er det, at det tunge topartisystem er blevet udfordret, men hvad får vi ud af det, når der ikke er en klar vinder? Ikke en skid, er jeg bange for. Ligesom sidste valg i DK. I dyreste, men måske også bedste fald ender det her med endnu en valgrunde om et par måneder. Hvilket, hvis spanierne virkelig bruger denne mulighed, kan få ting til at ske. Tænk på Belgien, der for nogle år siden ikke havde en regering i hele 541 dage. Hvad med den årelange Berlusconi-farce i Italien – eller Hollande, der i panik over Marine Le Pens succes trak sine socialister til fordel for Sarkozy’s republikanere ved valget i december. Og så var der Stefan Löfvens valgudskrivning forrige år, hvilket han så aflyste igen tre uger senere. Er disse absurditeter mon et signal om, at demokratiet, som vi kender det i dag, står for fald? Alt er et resultat af vores beslutninger, og en af disse er netop de politikere, vi vælger til at repræsentere os. Og til at tegne ledelsesformen i vores verden. Er det næste skridt et slags demokratur, hvor man taler klart og letfatteligt – og så rent faktisk gør noget ved tingene? Lad os se, hvad 2016 bringer.
Godt nytår!
he
