Er monogami nærig kærlighed?

Dating er blevet en sportsgren, der dyrkes i alle dens afskygninger. Dating-apps, som Tinder og Happn, er blevet et kræsent søgekriterium, hvor kærlighed skræddersyes og måske udelukker den eneste ene, ’la media naranja’, for ikke at nævne den polygame datingside Victoria Milan, der opfordrer til utroskab. Faktum er, at det moderne og anderledes muliggøres, og individet kan få svært ved at opgive det igen, når han/hun indleder et parforhold.

Det kan gøre mig sur i bøtten, når den alternative surdejstype peger på et samfund, hvor monogami er ikkeeksisterende, fordi vi åbenbart lever i en verden med uendelige muligheder. Vås. Det er ikke ensbetydende med åbne forhold og ’kom da endelig indenfor i min kones vagina’. Ikke i min optik. Måske negligeres manden i mange surdejsforhold, hvor rollen som alfahan er ikkeeksisterende, og hvor samlejet ender i en slags insektparring, hvor hunnen æder hannen. I stedet for at være andenviolinen i ’det moderne forhold’, må han, som edderkoppen, binde hende med spindetråde for at overleve. Men hvad med hende? Der findes også mænd med affærer, hvor det seksuelle behov er årsagen.

Og nu kommer jeg så på banen. Inden jeg siger for meget, vil jeg lige understrege, at ja, jeg er gammeldags og typen, der ligger i badedragt på stranden. Og hvad så? Jeg går i byen i All Stars og store T-shirt. Med andre ord: Jeg efterlader altså meget til fantasien. Hvad jeg så gør med min faste partner bag lukkede døre i mit eget hjem, er klummen uvedkommende. Men gammeldags, det er jeg så. Jeg synes, der er noget særligt i, at man ikke dyrker sex med 117 partnere. At en kvinde er promiskuøs, gør hende let og mindre værd. Det er sikkert idioti at påstå, og mange vil måske kalde det uvidenhed. Men jeg synes, en kvinde bør holde på sin værdighed, der både gør hende smuk og interessant. Det uberørte står altid flottest i min optik. Så hold slikposen lukket og åbn den lørdag.

Jeg er ikke monogam, da jeg har haft andre partnere, men jeg holder mig til en ad gangen. Min kæreste, gennem mere end fire år, er den mand, jeg har lyst til, og så strejfer tanken om intimt samvær med andre mig ikke. Snakken om, at ”vi skal være mere frigjorte”, er drevet totalt af sporet. Sexologer, der udtaler, at vi som kvinder i et parforhold ikke er som i 60’erne og 70’erne, men faktisk er meget private omkring vores sexliv, er sikkert sand nok, hvis vi generaliserer. Men helt ærligt. Er det så fristende at leve efter, som Lina Rafn også tidligere har udtalt i æteren i Danmarks Radios bedste sendetid, at vi må lade os friste af og få stillet behovet hos andre end vores partner? Det er et decideret vammelt udsagn, og jeg håber aldrig nogensinde, 7, 9, 13, at det bliver sådan, at løfter om et frigjort sind, som 70’ernes blomstring for blomsterbørn, er reglen og ikke undtagelsen.

Vi stod forrest i den revolution. P-pillen blev legaliseret i Danmark i 1966, seks år efter dens frigivelse på markedet i USA, og aborten blev fri i 70’erne, som vores kære folkesanger også sang det. Vi kunne nu have sex uden at tænke på konsekvenser som det at få børn. Faktisk faldt fødselstallet i Danmark fra 88.000 til 70.000 på bare tre år, efter p-pillen blev frigivet i landet. Og nu var der ikke længere nogen begrænsning for udløsningen, for sex kunne nu være 100 procent styret af lyst uden de helt store forbehold.

Skal vi i dette årti være mere frigjorte, end vi i forvejen er? Eller skulle vi ikke tage og lade det være på et niveau, hvor vi stadig er blot en smule sofistikerede, og hvor det at gå i seng sammen stadig er noget specielt, en næroplevelse mellem to individer? Eller er det bare mig, der er nærig, mens jeg ligger i min sorte badedragt på Malagueta og tror på evig kærlighed til døden os skiller uden polygame tendenser?