Han er stor, stærk og har både selvtilliden og talegaverne i orden.
Men bag facaden gemmer der sig også en blød og meget tryghedssøgende familiefar.
”Jeg er jo bankmand, og har altid været og tænkt meget forsigtigt, selvom det måske ikke er det første indtryk, folk får af mig,” forklarer Kent Malling – eller rettere: Kent Kruse Malling. For sidste år sneg efternavnet Kruse sig ind. Om det var hans forsigtighed eller ’tidens mands’ frygt for at gifte sig, der gav ham brug for 18 års tilløb, må stå hen i det uvisse.
Social festabe
Kent Malling havde knap rundet de 18, før han begyndte som bartender i weekenderne. Tilsvarende blev han formand for festudvalget på handelsskolen. Der var fest, farver og altid masser af mennesker omkring ham.
”Og det er der stadigvæk,” bebuder han. ”Jeg har altid været meget social. Det sætter ikke bare kulør på min dag. Det giver mig også tryghed at være omgivet af gode mennesker.”
De gode mennesker gav ham og familien besøg 22 uger sidste år. I nogles ører kan det lyde opslidende, men Kent Malling nyder de mange besøg. Tilsvarende værdsætter han, at han og fruen har opbygget en venne- og omgangskreds her i Spanien, som er næsten lige så stor som kredsen i Odense.
”For nogle er det måske en overraskelse, at jeg er faldet så godt til her, for hele mit liv og alle mine værdier har altid været samlet i Odense. Jeg har aldrig haft et sabbatår i udlandet eller rejst voldsomt meget. Det var nærmest et stort spring, da jeg flyttede til Svendborg,” fortæller den danske bankmand med et smil på læben. Til gengæld reagerede han prompte, da Nykredit internt for et par år siden søgte en medarbejder til kontoret i Marbella. Intuitionen sagde ham, at her ville han falde til.
Kun til låns
For Kent Malling blev skridtet starten på en drøm. Og det er en drøm,
han gerne deler med andre.
”Mit job er meget mere end salg og rådgivning. Det er kontakt med mennesker og opfyldelse af folks drømme. At få et boliglån i Spanien er for mange en drøm, der går i opfyldelse,” fortæller han og indskyder, at det naturligvis også sker, han må briste nogles boligdrømme.
For hans eget vedkommende leves drømmen fuldt ud. Også selvom den kun er til låns, for om et par år udløber hans udstationering.
”Det er underligt at tænke på, fordi vi alle fire stortrives. Det gælder også mine børn på syv og ti år som er godt på vej til at blive tresprogede og generelt er blevet modnet af at bo her. Vores ophold vil være med til at åbne verden for dem,” mener Kent Malling, som dog håber, familien vil blive boende sammen i mange år fremover. Faktisk synes han bedre og bedre om det spanske familiemønster.
”Jeg kan ikke altid se, hvorfor forældre har så travlt med at få deres børn ud. Det skader absolut ikke at tage nogle af de spanske værdier til sig, herunder familielivet, hvor man passer lidt på hinanden,” er Kent Kruse Mallings næstsidste ord. I aften skal familien og et par gode venner grille på terrassen. Livet nydes.
”Fyn er fin – men det er Solkysten også.”
Ti skæve til Kent
Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?
Igennem tre-fire år gik jeg til lambada og latinamerikansk dans med min kusine.
Hvad er din mærkeligste vane?
Fra barns ben har jeg haft for vane ikke at træde på striberne på fliserne, når jeg går. Og jeg er ikke helt sluppet af med det.
Jeg har det også med at tænke på engelsk – og jeg ved ikke hvorfor.
Hvad er det bedste og værste ved at bo på Costa del Sol?
Det bedste er livsstilen, fordi alt ikke ligger i faste rammer. Man går meget ud, spiser ikke på faste tidspunkter, men når man er sulten, og så er her plads til børnene. Det er værste er klart bureaukratiet.
Hvornår viste du, hvad du skulle bruge dit liv på?
Det fandt jeg ud for 15 år siden, da jeg sorterede post hos Post Danmark. Det var for kedeligt, og fik mig i gang med min bankuddannelse.
Er der noget, du for alvor har fortrudt i dit liv?
Nej, når en beslutning er taget, er der ingen vej tilbage. Og har du taget fejl, gælder det om at få det bedste ud af det.
Hvornår bliver du bange eller bekymret?
Jeg bliver aldrig bange, men som forælder har jeg de vanlige bekymringer for mine børn. Og jeg er mere bekymret for Danmarks fremtid, for jeg tror, mange virksomheder og gode skatteydere vil forlade landet. Hele vores knowhow-industri behøver ikke længere befinde jeg fysisk i Danmark. Med vores skattetryk og vejr er der andre himmelstrøg, der trækker.
Hvad er det største dilemma, du har stået i?
I mit job er jeg både sælger og rådgiver på samme tid. Og det kan stille mig i et dilemma.
Hvilke tre personer ville du helst have en rundbordsdiskussion med?
Min far og brødre. Vi kan snakke om hvad som helst og ender altid med at diskutere. Vi kan diskutere alt. Fra små åndssvage ting til livets alvor.
Lige nu går jeg og overvejer at…
Rejse til Los Angeles med Malene sidst på året. Min svigerinde skal studere i byen og det ville være et fint motiv for et besøg og en rejse.
Jeg overvejer også at tilmelde mig et spanskkursus. Det er på tide at gøre noget ved det.
Et godt tip til kommende boligejere på Costa del Sol?
Giv dig tid og vær sikker, inden du køber. Søg diversificering, så du en dag kan få boligen solgt igen. Tendensen går mod byerne, så det er nok her, man gør den bedste investering. Har du brug for finansiering, så indhent flere tilbud og sammenlign.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001