Det danske magasin i Spanien
Når Sting kommer til byen

Når de store internationale artister kommer til Spanien, er det oftest i Madrid, Barcelona og Sevilla. Og hvis sidstnævnte skulle udskiftes, kunne det en sjælden gang blive til fordel for Granada eller Málaga. Men sommerens største koncert afvikles i år i Fuengirola, som har taget helt nye initiativer for at få selveste Sting til byen.

Kigger man blot fem somre tilbage, finder man et udbud af koncerter, som de fleste i dag sandsynligvis vil betegne som en tynd kop te. 10-12 koncerter spredt over hele kysten, var hvad sommerprogrammet lød på. Antallet er i år blevet firedoblet. Eller sagt på en anden måde; hvad der tidligere skete på de to gode sommermåneder, sker i dag på to gode uger. Starlite Festivalen i Marbella har et tæt booket program og det traditionsrige spillested Puerto Romano i Puerto Banus præsenterer, efter et par stille år, fem spændende koncerter. Men den største af alle sommerens koncerter afvikles på Fuengirolas nye koncertsted ”Marenøstrum”.

Fuengirola tog skridtet

Det er en tilfreds og forventningsfuld Fuengirola-borgmester, der viser rundt på byens nye spillested i parken for foden af Castillo Sohail. Området bliver i løbet af de næste uger indhegnet, tribuner bliver opstillet og en infrastruktur med alt lige fra ind- og udgange til backstage-faciliteter, toiletter, barer og spisesteder bygges op.
”Det var en stor satsning og et stort projekt, da vi sidste sommer fik Simply Red til byen. Men det gik rigtigt godt, og det kan meget vel gå endnu bedre i år, når Sting kommer,” fortæller Ana Mula, som sammen med sit byråd og den lokale koncertarrangør Fox Group står bag det nye koncertsted.
”Castillo Sohail er vel Costa del Sols smukkeste spillested, men kapaciteten er ikke stor nok til store internationale artister,” forklarer borgmesteren og fortsætter: ”Marenøstrum får plads til 10.000 publikummer, som alle får udsigt mod havet og med borgen på venstre hånd. Vi får et både stort og flot spillested.”
 
Det er selvsagt dyrt og risikabelt for arrangøren at hyre Sting, men Fuengirola kommune gør sit for at få store artister til byen.
”Vi kan ikke give økonomisk støtte til en koncertarrangør, men vi stiller stedet til rådighed og står for dele af den produktion og infrastruktur, som skal til for at få projektet realiseret,” fortæller Ana Mula.
Borgmesteren understreger, at koncertstedet Marenostrøm er en langsigtet projekt.
”Jeg føler, byen står bag projektet, for vi har kun fået ganske få klager fra naboerne. Tilsvarende er jeg sikker på, både borgere og erhvervsdrivende kan se det gavner at få store artister til byen, for det giver turisme og opmærksomhed. Fuengirola har masser af sol og strand, men vi bliver nødt til at differentiere os,” slutter byens borgmester.
En ting er at differentiere sig. En anden ting er at få Sting til byen. Fuengirola har virkelig formået at komme ud af de større byers skygge.

Den syngende aktivist

Sting er på flere måder i en klasse for sig selv. Med over 100 millioner solgte album har han sikret sig en fin plads i historiebøgerne over tidens største musikere. For Stig er musiker til fingerspidserne. Han komponerer selv al musik og håndterer stort set alle instrumenter.
Talentet sås allerede som otte-årig, da han begyndte at spille på sin onkels gamle guitar. De første store sange skrev han med bandet The Police, som sidst i 70’erne og først i 80’erne lagde musikverden ned. Men Sting formåede at få endnu større succes som solist. En bedrift som kun ganske få har gjort efter. Flere af hans største hits er skrevet for ét årti siden eller to, men alligevel hører de i dag til de mest spillede på alverdens radiostationer.
”Jeg arbejder skam også hårdt på at levere noget ordentligt. Min ambition har altid været, at mine sange skal stå for evigt, for det er mit liv, jeg fortæller om,” fortalte Sting for et par år siden i et større engelsk dokumentarprogram.
”Jeg har mange ting, som skal fortælles med få ord. Jeg har aldrig været til ”I love you and you love me”- tekster, for det er for simpelt og uinteressant. Der skal være en bedre historie, som sætter mig på en prøve. Og det kan være hårdt arbejde, – men jeg elsker det,” forklarede Sting, som trods overvældende succes, altid har formået at holde begge ben på jorden. Han har ingen fine fornemmelser og er ikke bange for at eksperimentere med nye koncepter og musikere – blot de kan deres kram. Derfor bliver violinisten Ara Malikian gæstesolist til koncerten i Fuengirola.
 
Tilsvarende støtter han fortsat aktivt sine to gamle hjertesager; miljøet og humanitære rettigheder. Præcis som i sin karrieres spæde start giver Sting gerne et par årlige støttekoncerter.
Sting har tre ægteskaber og syv børn på CV’et og er et stenkast for at nå den spanske pensionsalder på de 67. Men det hverken ses eller mærkes på den britiske musiker. Masser af musik, sund kost, yoga og hinduisme holder ham ung.
Den 17. juli står han på scenen på Fuengirolas nye ambitiøse koncertsted, Marenøstrum. Billetter fås på www.marenostrumcastlepark.es

Andre internationale artister gæster Fuengirola i år

– Den kreative og meget alternative jazzmusiker Jamie Cullum giver en ny koncert på Castillo Sohail, hvor han optrådte for fulde huse i 2011.
 
– Den franske pianist Richard Clayderman gæster Castillo Sohail den 6. august. Richard Clayderman har i sin karriere solgt over 70 millioner albums og er en af tidens højst rangerede pianister.
 
– Den verdenskendte QUEEN tribute ”Good Save the Queen” giver alle de bedste hits fra det legendariske rock band. Det sker den 22. juli og på Marenøstrum, da bandet er normalt spiller for tusindvis af publikummer.
 

Det bedste fra Michael Bolton

Efter en årrække med ganske få koncerter har det velkendte Hotel Puente Romano i Marbella igen fået et flot koncertprogram på benene. Det sker i samarbejde med den lokale koncertarrangør Crazy Music productions, som sætter sin lid til at Michael Bolton, George Benson og Billy Ocean vil fylde hotellets center court med plads til 2.000 publikummer. Specielt førstnævnte er der store forhåbninger til. Op igennem 1980’erne og starten af 90’erne var Michael Bolton en af verdens mest efterspurgte musikere. I denne periode udgav han otte album som solgte 53 millioner eksemplarer. Hans hits ”How Am I Supposed To Live Without You”, ”I Found Someone” og ”When a man Loves a Woman” kan alle mindes og synge med på. Og han lover at give alle de store hits, når han kommer til Marbella den 10. august.
”Publikum får kun det bedste, og jeg har også et par overraskelser med,” lover Michael Bolton i en mail til La Danesa. Ved udgangen af 90’erne valgte den i dag 64-årige musiker at skrue lidt ned for plusset uden dog på nogen måde at forlade det rampelys, der siden han som 16-årig underskrev sin første pladekontrakt, har lyst på ham.
”Mine turnéer er blevet kortere, men mere selektive, med årene. Det giver mig overskud til at yde mit bedste på scenen. Sådan nyder jeg det mest,” skriver Michael Bolton, som glæder sig til at komme tilbage til Puente Romano, hvor han sidst optrådte for en håndfuld år siden. Billetter til koncerten koster fra 35 til 275 euro og kan købes på www.crazymusicproductions.com
En af tidernes største jazzguitarister giver også i år en ny koncert i Marbella. George Benson optrådte sidst for fulde huse. Den 21. juli bliver der givetvis rift om billetterne til hans koncert på Hotel Puente Romano.
Grazy 80s live er et nyt koncept fra Crazy Music Productions.
På tre timer lanceres alt det bedste musik fra 80’erne anført af selveste Billy Ocean i selskab med promenente navne som M People, Right Said Fred og den lokalkendte musiker Paul Maxwell.
 

Starlite

Også i år bliver der strøget masser af stjernestøv over Starlite Festivalen. Hele 42 koncerter har festivallen på programmet i juli og august. Flere nationale og internationale artister optræder i år. Udvalget er større end nogensinde. Der bliver noget for enhver smag og pengepung. Her blot en lille appetitvækker.
20/7 Elton John
10/8 Eros Ramazzotti
15/8 Andrea Bocelli
 
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.