La Cascada de los Bolos

– en vild og uforglemmelig tur op til Durcal-flodens vandfald

Denne skønne tur må være områdets bedst bevarede hemmelighed, for Durcals kommune (30 km. syd for Granada) har intet gjort for at sætte skilte op og beskrive turen på deres website, og hvorfor mon nu det? Jeg gætter på, at ruten er så vild og potentielt farlig, at ingen offentlig myndighed vil anbefale den af frygt for erstatningskrav i tilfælde af ulykker. Ad listige omveje hørte jeg om turen og det krævede lidt af et detektivarbejde at finde frem til turens start.

Turen op til vandfaldet er på 10 km. i alt – ud og hjem – med næsten ingen højdemeter. Der er ganske vist omkring 150 højdemeter, men dem mærker man ikke. Ruten består først af en helt uskyldig grusvej, der løber langs med en lukket vandkanal. Dernæst går man på en smal kant langs med den nu åbne vandkanal og skal et sted klemme sig igennem en smal korridor, dernæst kommer man ned i selve floden og går nu i vand de resterende ca. 2,5 km. Der er masser af klipper at forcere, og en udfordring er det, for selv midt i september var der masser af vand, der bruser og har travlt med at komme nedad. Det kan derfor være svært at få fodfæste, så tag for Guds skyld stave med. Turen er forbudt for børn under 7 og små hunde, siger jeg. Vi så adskillige grædende børn, der var bange for det fossende vand og små hunde, der stod og peb fortvivlet midt i vandmasserne. De store hunde og større børn elskede det.

Når det er sagt, er det en fantastisk tur, som man passende kan gå om sommeren, da man går i vand halvdelen af turen og dermed konstant bliver afkølet. Man går nede i bunden af en slugt, og hele landskabet er uendeligt smukt. Med spisepause tager turen ca. 4 timer. Husk madpakke og vand. Tag fortøj på, der sidder godt fast på foden, såsom tennissko eller sneakers. Det er umuligt at gå i klipklapper og den slags løse sandaler.

Turen starter på den P-plads, der hører til skolen “El instituto de Enseñanza Secundaria del Valle de Lecrín”. Adressen er: Camino de las Arenillas s/n 18.650 Dúrcal (Granada), så det kan man fortælle sin GPS. Indkørslen til skolen går af fra den gamle hovedvej N323A.

Vi gik turen en lørdag, og der var pænt mange mennesker på færde, men det var kun godt, for så var der folk, man kunne spørge om råd, samt hjælp at hente, skulle man få brug for det. Alle var flinke og venlige. Hvis man vælger at gå ruten en hverdag, vil der nok være færre homo sapiens.

Fra skolens P-plads går man ned ad asfaltvejen, forbi skolen og straks derefter, ved en brun port (med ordene: por favor no aparcar) i en gul væg, drejer man væk fra asfalten og går ned langs en mur på en grusvej.  Når muren ender, drejer man til højre og så er man på ruten på en skøn, bred grusvej. Ret fremme i det fjerne kan man se en kløft åbne sig, og det er der, man skal hen. Nede til venstre ligger bunden af dalen, og den kommer langsomt op i niveau med vores sti.

På et tidspunkt ender vores sti, og nu skal vi ned i en lille slugt ad en slags trapper, for derefter straks at skulle op ad en lille skrænt på den anden side af den smalle slugt. Når vi er oppe, starter strabadserne for alvor, for her skal vi ud at gå på den smalle betonkant, der afgrænser vandkanalen. I starten er den meget smal og temmelig tvivlsom at gå på, men man kan støtte sig til den modsatte væg. Hvis man synes, det er for vildt, kan man med det samme bare gå ned i vandkanalen og gå der. Der er det helt sikkert at gå, og man får jo alligevel våde fødder før eller siden.

På et tidspunkt støder vi på en smal korridor, som vi skal klemme os igennem. Her nytter det ikke at være for omfangsrig, for så sidder man fast!

Inden længe ender vandkanalen, og vi kommer til en slags sluse, hvor flodens vand kanaliseres ind i kanalen. Herefter foregår vandringen i bunden af selve floden, og vi har stejle klippevægge på begge sider det meste af tiden. Af og til støder vi på strandede damer, som ser ud til at have givet op, og sidder og venter på, at resten af familien eller gruppen kommer tilbage.

Jeg er ledsaget af to yngre mennesker, som hjælper mig op over de sværeste steder, og uden dem, var det ikke gået. Det er under ingen omstændigheder en tur, man kan tage alene.

Et sted er der et meget højt klippeparti med fossende vand, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme op og er på nippet til at opgive, men jeg blev skubbet op, og derfra var der nok kun 15-20 min. op til vandfaldet. Her ender ruten, for vandfaldet er umuligt at forcere, for de brusende vandmasser drøner uhæmmet 5-6 m. lodret ned. Og nu er man ærligt talt glad for, at man kan vende om. En del unge mennesker tager iskoldt brusebad under vandfaldet, og der er megen munterhed og benovelse at spore.

Ved vandfaldet er der ingen steder at sidde, men lidt længere nede finder vi et godt sted, og der spiser vi vores madpakker, for vi er skrupsultne. Underholdningsværdien er høj her, for der kommer hele tiden folk forbi, som er sjove at observere.

Og så er det bare om at gå retur, ned ad floden. Nu går det lidt hurtigere, fordi vi har medstrøm, men let er det alligevel ikke. På et tidspunkt skvatter jeg og hamrer hovedet ind i en glat klippe, men undgik større men – en bule var alt, det blev til. Spørgsmålet er vist om 73-årige bør tage ruten, men jeg er en slags aldersfornægter, så det gjorde jeg. En af de mænd, vi havde fulgtes med, kom da også hen til mig da vi nåede vandfaldet, klappede mig på skulderen og sagde: ”campeona” (heltinde), så det var jeg stolt over.

Lad det være sagt:  Jeg fralægger mig ethvert ansvar for skader under turen. Den foregår, ligesom alt andet, på eget ansvar og ufarlig er denne rute ikke. Gå aldrig aldrig ruten i regnvejr. Pøj, pøj….