Spanien har næsten 5.000 kilometer kystlinje, hvoraf 1.000 kilometer tilhører Andalusien. Costa del Sol har omkring 161 km af disse med mere end 125 strande, hvilket gør strandene til en af Solkystens største turistattraktioner.

Men ikke alle drømmer om en hvid strand, som man kan nyde i ensom majestæt. Nogle ønsker en sikker strand for børnene, andre kan lide et generøst udvalg af strandbarer og atter andre foretrækker strande, hvor man kan beundre halvnøgne kroppe.
Her får du en lidt anderledes strandguide, som vi håber vil inspirere til nye og spændende strandudflugter. Prøv dem!

Stranden med det fineste sand:
Leder du efter en kridhvid strand, bliver sandet med garanti bedre og hvidere ved Atlanterhavet i Cádiz-provinsen, men samtidig risikerer du at blive sandblæst på disse strande. For muligheder på Costa del Sol anbefales de såkaldte ’boutique-strande’ i bugterne lige vest for havnen i Puerto Banús. Eller prøv Playa Real de Zaragozas gyldne sand, som ikke er så overfyldt som andre kyststrande selv om sommeren, muligvis fordi det er 13 kilometer fra Marbella.

Stranden med de mest muskuløse kroppe:
Nogle mennesker bruger hele vinteren i fitnesscentret for at se godt ud til sommersæsonen, men har Costa Del Sol en strand, der ligner Muscle Beach i Venedig, Californien? Ifølge vores venner, der bruger mere tid i fitnesscentret end os, er Nao Club, Ocean Club og Puerto Banús-stranden de tre steder, man kan tage hen for at spænde musklerne – eller se andre gøre det.

Den bedste snorkelstrand:
De behagelige vandtemperaturer på Costa del Sol gør det til et perfekt sted til snorkling og dykning. Nerjas Playa Maro siges at være en af Andalusiens bedste. Stranden er især populær blandt padlere, snorklere og andre vandforskere på grund af det utroligt klare vand og de spektakulære naturomgivelser. Der er også en kiosk og gode parkeringsmuligheder. Playa Calacete, Playa de Caleta, Cala del Pino og Playa Alberquillas (alle nær Nerja) er også gode snorkelstrande.

Stranden med de bedste strandbarer:
De fleste af os har vores yndlings chiringuito, men La Carihuela-stranden i Torremolinos siges at have nogle af de bedste chiringuitos på Solkysten. Strandpromenaden, som fortsætter til Benalmádena Havn, har et fristende udvalg af barer og strandrestauranter. Til paella og grillede sardiner på spyd er Playa Pedrogalejo i Málaga en af de bedste langs hele kysten, og ellers hyldes de to fiskerestauranter på El Saladillo i Estepona og strandbarerne på Cajaval-stranden øst for Fuengirola også for deres chiringuitos.

Den bedste surfstrand:
Tarifa er naturligvis det sydlige Spaniens surfinghovedstad, men kan du lide at lege i bølgerne, er der også steder på Costa del Sol, hvor ‘the surf’s up’! El Chanquete-stranden, som er forbundet med El Candado Sports Club i Málaga by, er det foretrukne sted for lokale surfere for både Poniente (vestenvind) og Levante (østenvind). Samtidig er der flere barer på strandpromenaden, hvor du kan slukke tørsten efter en dag på bølgerne. Cabopino i Marbella er også en af de mest populære surfstrande i provinsen, hvor sandbankerne altid sikrer gode bølger mellem molen og Cabopino Marina. For surfskoler, prøv Life Adventure i Nerja eller Nalusur i Marbella.
Den bedste strand for kørestolsbrugere:
Costa del Sol ønsker at være uden grænser, og her finder du kørestolsvenlige restauranter, gader og museer – og nu også strande. Den første kørestolsvenlige strand i Andalusien var Las Gaviotas-stranden i Fuengirola, hvor man har en rampe, vandstole og strandpersonale til at hjælpe. Strandene Misericordia og El Palo i Málaga by, San Pedro de Alcántara og La Bajadilla i Marbella, Playa Maro og Burriane i Nerja og La Carihuela i Torremolinos er nogle af de mange kørestolsvenlige strande langs solkysten.

Stranden med mest ‘action’:
Hvis du leder efter action (ikke af typen ‘hanky-panky’…), skal du selvfølgelig tage til Puerto Banús. Pedros-stranden siges at have de hippeste mennesker, de mest implanterede kropsdele og de dyreste bikinier, så der er ingen mangel på underholdning her. Der er også groovy musik og afslappet atmosfære og caribisk-inspirerede fiskerestauranter.

Den bedste sandslotsstrand:
Næsten alle børn nyder at lege på stranden, og forældre og bedsteforældre har mange børnevenlige strande at vælge imellem. Playa del Cristo lige uden for Estepona har krystalklart vand og hvidt sand. Stranden er også let tilgængelig for en tungt belastet familie med børn, som skal slæbe legetøj og oppustelige krokodiller med sig, takket være en nærliggende parkeringsplads. Det er perfekt til familier med små børn, da bugten ligger i læ for vinden. Andre børnevenlige strande omfatter Playa Torreblanca (mellem Fuengirola og Benalmádena) og Playa Burrita i Nerja og Playa Pedregalejo i Málaga by, som også har sine egne legepladser for børn.

Stranden med den bedste strandmassage:
Selvom professionelle kurbade og kystkommuner advarer mod uregulerede strandmassører, er massage på stranden livet for nogle. Selvfølgelig skal man ikke acceptere en massage hvor som helst eller fra hvem som helst. En strandmassage, der er sikker, og hvor alle behandlere er kvalificerede, er zenkitherapy.com i Marbella. Massagerne foregår i en balinesisk-inspireret friluftskabine, hvor de tilbyder alt fra 20 minutters let massage til en 2-timers himmelsk behandling. Zenkitherapy har massagekabiner ved Nicki Beach, Playa Perla Blanca, Playa Las Chapas og Estrella del Mar – alle i Elviria, og på Marbella Country Club, The Beach House og Playa del Pinillo i Marbella.

Den bedste nudiststrand:
For dem, der foretrækker at solbade nøgen eller svømme uden en tråd på kroppen, er der flere muligheder. De mere professionelle nudister foretrækker nok Cabo de Gata og Bolonia uden for Tarifa, men ifølge vores letpåklædte kilder siges Solkystens bedste naturiststrande at være Maro, uden for Nerja, Benalnatura (Benalmádena Costa) og Cabopino (Marbella). Se ellers efter skilte med Playa Naturista.

Stranden hvor VIP’er opholder sig:
For VIP’er, kendisser og dem, der kan lide at se og blive set, skal man tilbage til Marbella-området, som er kendt for at have nogle af verdens bedste strandklubber. For eksklusive strandklubber, luksuriøse strandtjenester og fine middage ved stranden, prøv The Marbella Club Beach Club, Ocean Club, Finca Cortesin Beach Club, Trokadero Arena og La Cabane.

Den bedste strand at læse en bog:
Playa Viborillas i Benalmádena er en smuk strand omgivet af palmer, der får en til at tro, at man er kommet til en tropisk strand. Da det er lidt isoleret og afsondret fra folkemængderne, er det et perfekt sted at tilbringe en afslappet og rolig eftermiddag med en god bog. Glem ikke at medbringe din snorkel – vandet er klart og roligt.

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001