På godt og ondt er der sket meget i Spanien de sidste 20-30 år. Der er ting, der tager for lang tid. Og der er ting, der kunne gøres bedre. Men ser vi på helheden, og skimter samtidig til de øvrige Middelhavslande (Portugal, Italien og Grækenland) har Spanien avanceret stærkt. Rigtigt stærkt. Men det sidste år eller to, er vi desværre gået lidt i stå.
Ledigheden reduceres slet ikke i samme omfang som tidligere, udstedelsen af nye byggetilladelser er faldet markant, og nye store landsdækkende reformer og projekter skal man lede langt efter. Det er der sikkert flere årsager til, men den politiske blokade, er umulig at komme udenom.
Jeg har intet problem ved at bekende kulør. Problemet er, vi i dag bliver opdelt i røde og blå eller som højre- eller venstreorienterede. Det er nogle gammeldags, firkantede betegnelser, som sætter os i nogle ligegyldige og utidssvarende båse. At kunne og ville noget, er det eneste, der tæller – også i politik. Det gælder ikke mindst nu, hvor Spanien står foran store udfordringer: usikkerheden om Cataloniens tilhørsforhold stikker fortsat kæppe i hjulet på lokomotivet i spansk økonomi. Politiken overfor den stigende mængde immigranter, der skyller ind over kysterne, er tvetydig. Underskuddet på de offentlige budgetter er fortsat et stykke fra den fastsatte grænse i EU, og så falder den høje arbejdsløshed næsten ikke længere – heller ikke over sommeren.
Det er indlysende, Spanien har brug for en stærk regering og et stærkt projekt. Det er ikke let, når man ser på de forudgående ”rodede” valgresultater. Men valget den 28. april gav os en klarhed og et håb, som vi ikke har set siden 2011. Med samlet 180 mandater har socialistpartiet PSOE og Ciudadanos absolut flertal og dermed alle kort på hånden for at bygge videre på og udføre det projekt, de to partier i 2015 gav hinanden hånden på.
Men nej… for igen går små tvister og store egoer forud for nationens fælles interesser.
Da de to partiledere, Pedro Sánchez og Albert Rivera, ikke kunne samle flertal i ’15, blev der udskrevet nyvalg i ’16, med Partido Popular som den store sejrherre. Her valgte Rivera så at støtte Rajoy og Partido Popular for at få løst datidens politiske blokade. Det har Sánchez aldrig tilgivet ham for – også selvom de to ikke havde mandater til noget som helst. Det har de til gengæld nu, men fortidens synd kan ingen af dem lægge bag sig.
Drenge; er I okay?
Bag jer har I jeres parti, jeres medlemmer og vælgerne. Foran jer har I en hel befolkning.
I repræsenterer de to partier, der rent politisk ligger tættest op ad hinanden i parlamentet.
Hvordan kan I sætte hele nationen på ”pause” grundet en gammel intern strid? Vi har alle vores konflikter, glæder og skuffelser her i livet – både arbejdsmæssigt og på privatfronten. Og vi må alle tilgive, indgå vores kompromisser og gøre vores indrømmelser for at komme videre. Det gælder også jer.
At vi nu får et nyvalg til november er helt grotesk. Det er et valg, der næppe ændrer det politiske billede markant, og med fem parlamentsvalg på ti år sætter vi en standard for politisk ustabilitet, hvor selv italienerne har svært ved at følge med.
I må se at komme i gang og tænke fremad. Vi må ikke gå i stå nu. Både Spanien er spanierne har fortjent bedre. På godt og ondt er der sket meget i Spanien de sidste par årtier – men det her er noget af det værste.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com
