Det danske magasin i Spanien
Trolderuten og skyttegravene ved Granada

Trolderuten og skyttegravene ved Granada

I naturparken Sierra de Huétor, lige nordøst for Granada, findes der nogle interessante skyttegrave fra borgerkrigen og dem kan man besøge den dag i dag. De flottest beliggende og bedst bevarede skyttegrave hedder Las Trincheras de Maúllo og det er dem, vi skal se. Det er et både rørende og gribende besøg, som giver basis for en superfin dagsudflugt, som byder på smuk natur, historie og god motion. Efter skyttegravene begiver vi os ud på en vældig vandretur på 8,4 km. gennem et landskab med en masse troldelignende klipper, og vi har derfor kaldt den ´Trolderuten´. Turen inkl. skyttegravsbesøg tog ca. 4 timer (uden kørsel), så tag madpakke med. Kom med på en spændende udflugt til Sierra de Huétor.
 
Generelt kan man sige, at fronten under den spanske borgerkrig fra 1936 til 39 ret hurtigt blev lagt fast, og den gik fra Motril i syd tværs over Sierra Nevada og derfra nordpå. Fronten delte Granada provinsen i to, og den passerede lige øst om Granada by. Det er republikanernes stillinger, vi her skal besøge. Skyttegravene blev naturligvis anlagt der, hvor man havde bedst udsyn, så man kunne se, om fjender nærmede sig. Derfor ligger alle skyttegravene meget smukt med flot udsigt. De er ofte gravet ned i jorden / klippen og derefter er der bygget brystværn med skydehuller. Der er også små rum, hvor de vagthavende kunne sove / bo, men nogen luksustilværelse har det ikke været. Nej, det var ensomt, koldt og usselt at være frontkæmper, og det er som om elendigheden stadig hænger i luften og giver en helt speciel stemning, som maner til eftertænksomhed og en form for andagt. For der var mennesker her, der ofrede deres liv for en sag, de troede på.
 
For at komme hen til ruten skal man køre forbi Granada og tage autovía A 92 i retning af Murcia. Efter et par km. tager man afkørsel 253 og derefter kører man en lille km. tilbage i den retning man kom af, ad A 4002. Man drejer derefter til højre ad Gr 3101, som fører under motorvejen. Man følger nu blot denne vej op til Centro de Visitantes Puerto Lobo. Der parkerer man. Man kan også parkere ved Area recreativa Puerto Lobo – det gjorde vi.
 
Nu fatter vi stavene og tager al vores tøj på, for det er megakoldt på denne aprildag med både tåge og senere også regn, men 2018 er jo også den koldeste og vådeste vinter i Andalusien i over 25 år. Vi stiger op til Centro de Visitantes Puerto Lobo (som var lukket) og går forbi, indtil vi ser et skilt på venstre hånd, hvor der står Trincheras (skyttegrave) de Maúllo. Her går vi ned ad en lille sti og så er det bare om at følge den og skiltene. Vi passerer forbi det nedenfor nævnte skilt og står lidt og tænker på den evige kamp for demokrati og retfærdighed. Efter en lille opstigning står vi pludseligt ved en vældig bastion med flot udsyn til alle sider. Nu står vi midt i skyttegraven og mens vi går rundt dernede i en lille halv time for at få det hele med, kan vi ikke lade være med at sende en venlig tanke til de mænd, der har opholdt sig her under barske forhold med livet som indsats. Det var en hård og ulige kamp, som republikkens mænd kæmpede – og tabte til sidst. Som vi ved, førte det til næsten 40 års diktatur, som heldigvis i dag er historie.
 
På vejen passerede vi et skilt med følgende ordlyd: Lugar de memoria histórica de Andalucía. En torno a Granada, las tropas y milicias leales a la república española lucharon para defender la legitimidad democrática frente a los golpistas apoyados por la Alemania nazi y la Italia fascista. El Cerco de Granada, las trincheras del Cerro de Maúllo de Víznar son un digno ejemplo de la lucha por la justicia y la libertad frente a la tiranía del franquismo. Verdad, justicia y reparación! Og på dansk: Sted med historisk mindesmærke i Andalusien. Rundt om Granada kæmpede de tropper og militser, der var loyale overfor den spanske republik for at forsvare det legitime demokrati overfor kupmagerne, der var støttet af det nazistiske Tyskland og det fascistiske Italien. El Cerco de Granada, skyttegravene ved el Cerro de Maúllo de Víznar er et værdigt eksempel på kampen for retfærdighed og frihed overfor frankismens tyranni. Sandhed, retfærdighed og forsoning!
 
Det er meget interessant at opleve dette lille stykke spansk historie, som ligger gemt i dette vilde og betagende landskab. På trods af at vi er i begyndelsen af april, er det bidende koldt heroppe i højden, kun 4 grader, så vi har huer, handsker, halstørklæder og alt udstyret på. Alligevel småfryser vi, så nu må vi ud at gå os til varmen. Vi går derfor tilbage ad stien og ned forbi Centro de Visitantes. Her drejer vi til højre ad GR 3103, for vi har fundet en rute som går rundt om den top, vi så mod nord, da vi stod i skyttegraven. Ruten er en rundtur, der ender nede ved vores bil. Den fører os op til Cruz de Víznar, som er det højeste punkt her. På det tidspunkt vidste vi ikke, at vi på ruten ville møde en mængde sjove klipper, som lignede trolde og andet godtfolk – ja, vi så også en klippe, der lignede en haj. Vi måtte derfor døbe ruten Trolderuten og efterhånden som vi vandrer fremad, ser vi flere og flere ´trolde´.
 
På et tidspunkt skal vi dreje væk fra grusvejen og tage en lille sti på venstre hånd og gå op ad Barranco de la Umbria op mod Cruz de Víznar. Og det er her, at de fleste trolde står langs med stien og følger os nysgerrigt. Nu har en tyk tåge sænket sig, så den troldske stemning og en vis uhygge breder sig, mens vi kæmper os opad mod Cruz de Víznar. Men så er vi pludseligt oppe ved en vejviser, der peger i mange retninger. En af de mange er Cruz de Víznar, men i dag er det omsonst at gå derop. Der er ellers kun 300 m. så det ville være en smal sag at smutte derop, men ikke i dag. Vi kan ikke se en hånd for os, for vi står midt i en sky, og nu er det ærligt talt ved at være nok med det her vejr. Vi haster derfor nedad mod venstre, hvor vi kan se en sti. Vores retning er ikke angivet på skiltet, men vi har Jesper stifinder med, så på den måde og hjulpet af GPS vælger vi den rette sti. Nu pisregner det og stien er glat og den går nedad, så vi går forsigtigt og er glade for vores vandrestave.
 
Endelig er vi nede ved bilen og må våde og forkomne sætte og ind i den og spise vores madpakker der. Jo, sig ikke, at det altid er solskinsvejr i Andalusien. Men jo flere strabadser, jo sjovere er det bagefter, så vi er bare glade.
 
Man kan se og downloade vores rute på elsebyskov.com under Hikes, Routes and Maps, La Danesa, Trolderuten. God fornøjelse!
Af Else Byskov

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.