Her er bare en superfin dagsudflugt, hvor vi besøger et fint anlæg med lodrette haver og spændende huler samt et sympatisk kildeudspring i Vélez de Benaudalla. Dernæst kører vi ned mod Motril, hvor vi lidt udenfor byen finder den spændende park Cerro del Toro med en herlig, lille bjergtop og stier, som fører hen over slugten Barranco de Las Provincias til et sted hvor der boede mennesker før bronzealderen samt et uhørt sjældent geologisk fænomen. Derefter begiver vi os op på et mystisk plateau, hvor stor magi har fundet sted. Vi afslutter turen hos El Nuevo Rex i Motril med kaffe og kage.
Hvor tit har vi ikke suset forbi skiltet med Vélez de Benaudalla på vej til Granada ad motorvejen? Men i dag skal det være slut, så fra A 7 / A 44 tager vi afkørsel 181 mod Vélez de B. og kører ned til byen. Vi parkerer lige ved indkørslen til byen, hvor en stor plade byder velkommen i en rundkørsel. Nu begiver vi os hen ad hovedgaden. Efter 700 m. ser vi på højre hånd et skilt med El Nacimiento og det betyder jo kildeudspring, så det skal vi se. Faktisk er dette kildeudspring årsag til, at allerede romerne slog sig ned her, og kilden har givet vand til byen lige siden. I dag er der en lille dam ved kilden, hvor man kan læse de fine ord: ”Hvis du ikke er født i syden, så skal du væde dine hænder i mig, for så vil du få kærlighed og helbred, og med herfra vil du bringe den livsglæde, som det andalusiske folk har”. Vi sætter os derfor på knæ for at dyppe hænderne og få mere livsglæde. Vandet er ganske lunt, så det må komme langt nede fra. En fin sti førte os hen til udspringet og nu fortsætter vi videre ad stien hen forbi den gamle vaskeplads, hvor kvinderne sad på knæ for at vaske og skrubbe i hine dage før vaskemaskinen blev opfundet.
Stien går ned på hovedgaden igen og vi går tilbage mod bilen, indtil vi ser et skilt med Jardín Nazarí og nu følger vi bare skiltene. Denne have er byens hovedattraktion og den er anlagt af dynastiet Nazarí i 1300 tallet. Kilden, som vi lige besøgte, gav og giver vand til hele byen, og den dag i dag løber det i kanaler ned mod slugten, som byen ligger ved. El Jardín Nazarí blev og bliver også vandet af kilden og derefter løber det bare ned over klippen. Dette konstant løbende vand har givet anledning til at en masse drypstenshuler opstod og dem kan man bese i haven. Haven har åben fra 11-13 og 16-18 ons-lør. Søndag kun 11-13 og mandag og tirsdag er der lukket.
Havens indgang er ved turistkontoret og for os pensionister koster det kun 1 € at komme ind. Man får udleveret et kort over haven og får at vide, at denne have er nr. 2 i Granadaprovinsen efter El Generalife ved Alhambra. Hm, helt så fin er den nu ikke, men den har nogle interessante træk: Ligesom den oprindelige have bliver den nu brugt dels til prydplanter og dels til grøntsager. I den ene ende af haven er der en flot løvsal dannet af jasmin og i den anden ende stiger man ad en trappe ned til de lodrette haver eller huler. Her kan man gå ind i meget specielle huler med vand der drypper konstant, og de er både flotte og spændende. Ja, faktisk går dette vertikale have / hulehalløj helt ned til den gamle hovedvej mellem Motril og Granada. Inden man går helt derned skal man tænke på, at man skal op igen.
Haven blev først genåbnet i sin nuværende form i 2014, efter at have været ødelagt under Napoleonskrigene og derefter ligget hen i glemsel i flere århundreder. Man kan derfor glæde sig over, at den nu er genåbnet og den er bestemt et besøg værd, især pga. de mystiske huler. Inden vi forlader byen kaster vi lige et blik op på det store arabiske tårn, som troner over byen.
Nu kører vi tilbage mod motorvejen og i rundkørslen for oven tager vi vej A 4133 mod La Gorgoracha og Motril. Ca. 1,1 km efter vi har passeret tunnellen ved La Gorgoracha skal man holde udkig efter skilte på venstre hånd. Der står et stort et med: Adecuación Infraestructuras Parque Periurbano del Cerro del Toro, Motril. Nedenfor står et lille hvidt skilt med Aparcamiento. Her drejer vi ind og kører ned ad grusvejen tv. til en kegleformet figur og derefter op på en stor flad P plads. Her holder vi. Lige ud for næsen ser vi den lille top, som hedder Cerro del Toro, 314 moh. Den skal vi op på! Der er ikke mere end 65 højdemeter derop, så det er et must. Det er lidt stejlt i starten, men derefter zigzagger det og så er det let. Til sidst skal vi lige kravle lidt hen over nogle klipper, men på mindre end 15 minutter står vi oppe på toppen.
Heroppe fra er der en herlig udsigt ned mod havet og Motril, ned over parken vi nu besøger og op mod sneen i Sierra Nevada. Efter en fin stund på toppen kravler vi ned igen og tager vores madpakker i bilen. Nu begiver vi os nu ned imod kløften Barranco de las Provincias. Der er en kæde over en grusvej på højre hånd, og den fører hen til indgangen til selve minen og minemuseet. Desværre er begge dele lukket. Jeg ringede til Motrils kommune for at få at vide, hvornår minen var åben, men fik at vide, at den er lukket indtil videre. Øv og øv! Ingen ville ud med hvorfor. Det virker mærkeligt, når man nu har brugt en masse penge på nogle sjove bygninger og broer, som vi nu skal ned og se. Men på trods af minelukningen er stedet alligevel et besøg værd.
Vi tager derfor nr. 2 vej på højre hånd og går ned ad den indtil vi når en gaffel, hvor en vej går skarpt til højre, hvor der står ´coto privado de caza´. Her går vi ned og står inden længe på en slags plads med bænke og toiletter, som aldrig er kommet i brug. Her slår vi os ned og spiser vores madpakker.
Nu tager vi broen over slugten og kommer hen til endnu en stor plads flankeret af en del bygninger, der er åbne ud mod pladsen. Det ser ud som om man har haft en masse penge at bruge til dette projekt, og så er det alligevel gået i frø. Hvor ærgerligt. Her ser vi to store skilte med interessante oplysninger.
Det første skilt beretter om, at her ved slugten har man fundet spor (potteskår) fra menneskelig bosættelse fra kobberalderen, altså den periode, der ligger mellem stenalderen og bronzealderen. Fundene er muligvis udstillet i det lukkede museum oppe ved minen, men det er alligevel sjovt at tænke på, at dette sted har så meget historie.
Det andet skilt beretter om et meget voldsomt geologisk fænomen, som fandt sted for 251 millioner år siden. Man mener, at der da fandt en meget stor geologisk begivenhed sted, som betød, at store kontinentalplader flyttede sig. Det var så voldsomt, at mange dyrearter uddøde efterfølgende. Dette fandt altså sted 186 millioner år før den store begivenhed der medførte at dinosaurerne uddøde. Det er længere tid siden end man lige kan fatte. Men lige her, hvor vi nu står, kan vi se resultatet af denne geologiske begivenhed, kaldet el límite Permotriásico, mellem de geologiske tider Paleozóica og Mesozoica. Når man kigger over på bjergsiden lidt til venstre for toppen ser man tydeligt to forskellige klippearter, der er mast op imod hinanden. Til højre er klippen rødlig og til venstre er den grålig. Det er el límite Permotriásico vi her kigger på og specielt er det.
Efter at have beundret dette sjældne fænomen går vi op imod La Cartuilla. På vejen op ad denne lille stigning kigger vi flere gange over mod toppen og klippen, hvor vi også kan se nogle mineåbninger, herunder den, der nu er lukket. Det er et meget specielt sted. Oppe på det flade går vi til højre ad en sti, der går langs med en mindre klippe. Stien fører op til et lille plateau mellem nogle klipper. Her mærker vi alle en meget speciel energi, som om der her i fordums tid har været en offerplads eller en form for helligdom. Det giver jo mening, at de folk, der boede nede ved kløften havde et helligt sted. Vi kan i hvert fald alle sammen mærke ´noget´, ja Kristian fik gåsehud op og ned ad armene. Det er en god og behagelig energi, vi her suger til os. Her sidder vi for en stund og overgiver os til landskabet og fordums tider. Derefter følger vi en lille sti der går længere op til en kam med en fin udsigt.
Nu mangler vi bare at gå ned på den store plads og kigge ud over de mange vandrestier, der ligger nedenfor og derefter at gå op til minetårnet, der er rejst til ære for de minearbejdere, der herfra udvandt så sjældne mineraler som spalerit som giver zink, galena (en form for bly), smithsonite (også zink) og fluor. Det var især i 1970erne at den moderne minedrift fandt sted. I 2013 blev tårnet indviet til minde om de mænd, der havde det hårde arbejde i minerne.
Der hviler en særlig stemning over hele området, og derfor er det et besøg værd, selv om det nu er lidt forsømt og lukket. Men pyt. Nu tager vi ind til café El Nuevo Rex i Motril, hvor vi får herlig kaffe. Ja, stor var vores sorg, da den oprindelige café Rex lukkede da gammelfar døde. Der skulle gå mere end 10 år, inden den ene af de 10 børn fik åbnet Cafe Rex igen. Men nu ligger den der med en dejlig fortovscafé og helt den samme dejlige kaffe og croissant a la plancha con mantequilla som før. Og nu har de også kage. Hvad mere kan man forlange? Adressen er Avenida de la Constitución 5, Motril.
Man kan se og downloade vores ruter i Cerro del Toro på
elsebyskov.com under Hikes / Maps and routes / La Danesa. Ruterne hedder Op på Cerro del Toro (0,8 km) og Cerro del Toro (3,8 km.).
Af Tekst og fotos af Else Byskov
