Salobreña - en ægte attraktion

Salobreña ligger mellem Motril og Almuñecar, og byens beliggenhed er så specielt, at man skal rejse langt for at se noget lignende. På en kæmpestor klippe har man over tusindvis af år bygget en by, der, med sine hvide huse, har taget hele klippen i besiddelse, så den ligner toppen af en lagkage belagt med flødeskum. Kronen på værket er en pragtfuld borg, og hele herligheden ligger kun få hundrede meter fra det blå Middelhav. Bagved byen troner det ene smukke bjerg efter det andet, og når man står oppe på borgen og beundrer sceneriet, må man knibe sig i armen for at se om man drømmer eller er vågen.

Den første tanke man får, når man nærmer sig Salobreña fra øst, er, at det er løgn. Sådan noget findes ikke. Men jo, her mod øst skråner klippen i en passende vinkel, sådan at der kunne bygges huse hele vejen op til borgen. Mod vest, derimod, falder klippen lodret ned, så her kan der ikke bygges huse, men borgen er bygget på kanten af dette lodrette drop, og det kildrer i maven at stå deroppe og kigge ned mod sletten. En flottere beliggenhed for en by og en borg findes vist ikke. Lige midt mellem havet og bjergene ligger Salobreña og praler med sine ynder, så et besøg i byen er et must.

Det første man bør gøre, når man kører ind i byen, er at opsøge turistkontoret for at få et bykort. Turistkontoret (åbent fra 9.30 til 13.30) ligger på Plaza de Goya, lige når man kører ind i byen fra hovedvejen, så det kan ikke være lettere. Hvis man kører lidt længer ned imod havet ad Avenida de Mediterráneo, finder man let en P-plads. På bykortet har turistforeningen indtegnet en rute, der fører op til borgen, og et besøg i Salobreña bør starte med at man besøger borgen, som er åben fra 10 til 13.

Man starter ved turistkontoret og det er lidt af en opstigen at komme derop, men pile viser vejen og inden længe står man ved indgangen til denne borg, som  blev grundlagt af fønikerne og hed Selambina. Navnet stammer fra de indoeuropæiske sprog og sel ambina  skulle betyde ”omgivet af vand”. Klippen var nemlig på det tidspunkt en ø, og det er først senere at aflejringer fra de nærliggende floder gjorde øen landfast med sletten.

Senere kom jo romerne og de efterlod krukker og redskaber på klippen, men det var maurerne der, i 900 tallet, byggede den første borg. Borgen fik stor strategisk betydning pga. sin beliggenhed og den var et vigtigt knudepunkt for trafik og handel.

Den nuværende borg hviler på den mauriske, men der er bygget ovenpå siden. I 1489 faldt borgen i de kristnes hænder, men beboerne i byen ville ikke være kristne, for de var jo maurere og dermed muslimer. De gjorde oprør i 1490 og blev fra da af besat af de kristne. I 1568 blev de sidste maurere smidt ud af byen. I 1400 og 1500  tallet levede byen af at dyrke sukkerrør, kommen, bananer, linser og bønner.

Den gamle bydel, kaldet Albaycín (ligesom i Granada) ligger den dag i dag ligesom da maurerne grundlagde den, og den er et fint eksempel på en oprindelig maurisk by med smalle gader. Den var helt omgivet af en bymur, men det eneste, der i dag er tilbage af den, er et enkelt tårn. Resten af muren er blevet brugt til at bygge huse af.

Et besøg på borgen er en sand fornøjelse, for den sidste del af vandringen derop går ad en smuk, blomsterprydet gade ved navn Andrés Segovia, og borgen er nem at besøge, for pile viser vej hele tiden. Prisen for at komme ind er 4 € for ”voksne” og 2 € for pensionister.

Nu er det måske ikke de gamle tårne og mure, der er hovedattraktionen, men snarere den helt fantastiske udsigt man har ud over havet, sletten, byen og ikke mindste bjergene mod nord. På sådan en solbeskinnet septemberdag går det hele op i en højere enhed, og jeg var i hvert fald overvældet af al denne skønhed. Borgen har en masse tårne, en aljibe (stor vandbeholder – som man ikke kan komme ind og se), et arabisk bad og en masse mure man kan gå hen ad. Den tidligere fyrstebolig (El Palacio) er der intet tilbage af. Men flot er det og betagende at kigge ned på den side der har de lodrette drop.

Neden for borgen, på den nordlige side, ligger den fine ”gade” Paseo de las Flores. Man kommer ned på gaden ved at dreje til venstre ad Calle Rosa når man kommer ud af borgen og går ned ad Andrés Segovia. For enden af Calle Rosa drejer man til venstre og så er man der. El Paseo de las Flores ender omme på vestsiden af klippen og før i tiden kunne man, ad en spændende sti, gå ned på sletten herfra. Jeg har selv gjort det og det var sjovt. Men nu var stien lukket, måske fordi den var for farlig. Men det er under alle omstændigheder sjovt at kigge op mod borgen nede fra Paseo de las Flores for tårnene og murene ser imponerende ud i dette perspektiv.

Nu skal den gamle bydel Albaycín besøges, så man går tilbage og fortsætter lige ud, der hvor Calle Rosa kommer ned fra højre. Her møder man baren Cervecería de Martín, som serverer en billig menu og masser af kolde øller. Så går man videre hen over den fine rådhusplads, hvorfra man har en flot udsigt ned over byen mod syd. I rådhuset ligger det lokale museum, men det var af uransagelige grunde lukket.

Ved hjælp af kortet fra turistkontoret finder man frem til La Bóveda, som er en overdækket passage fra maurertiden. Den forbandt Albaycín med den gamle Medina, hvor moskeen lå. Moskeen er i dag en kristen kirke ”Iglesia del Rosario” og bygget i mudéjar stil. Den var også lukket for besøg.

Men pyt, nu går fodturen nedad mod havet via diverse miradorer og inden længe står vi nede på det flade land: la vega.

Et besøg i Salobreña bør omfatte El Peñon,  som er en ret flad klippe, som man kan gå op på, og hvorfra man kan beundre strandene både mod øst og vest samt byen fra syd.

PÅ vejen hen imod El Peñon passerer man den fine park Parque de la Fuente, som har en meget flot kopi af løvespringvandet fra Løvegården i La Alhambra. Hvis man trænger til et hvil i skyggen er denne park et dejligt åndehul.

Lige foran porten ind til parken ser man et stort skilt over tre vandreruter her i området. De ser dejligt flade og indbydende ud.

Vest for El Peñon, kun en lille kilometer væk, ser man den lille forstad La Caleta, hvor en stor fabriksbygning præger billedet. Det er den gamle sukkerrørsfabrik, som i 2005 definitivt ophørte med at producere sukker fra rør. Dermed lukkede Europas sidste sukkerrørsfabrik. Hvorfor nu det?

Jo, det skyldtes ganske enkelt, at det er både lettere og billigere at producere sukker af sukkerroer, hvilket man begyndte at gøre i midten af 1800 tallet i Tyskland, og dermed over hundrede år satte en stopper for sukkerrørsproduktion. Det er tankevækkende at fundere over, at det var jagten på sukker, der fik danskerne til at kolonisere de danske Vestindiske øer og tilmed indføre slaveri der, når det senere viste sig, at de kunne dyrke al den sukker de ville hjemme på Lolland. Dyrekøbte erfaringer, må man vist sige.  

Sukkerrørsfabrikken er i dag erklæret ”Bien de interés cultural de Andalucía” – altså et andalusisk gode med kulturel værdi. Der er planer om at åbne fabrikken for turister, og det kunne jo være en god ide, for det er nok interessant at se sådan en fabrik indvendigt.

Hvorom alting er, så kan et besøg i Salobreña passende afsluttes med at man kaster sig i de blå bølger fra en af de mange skønne strande og således få sveden fra byvandringen skyllet af.