Det danske magasin i Spanien
Den Skæve Vinkel – Janne Valentin Lassen

Vi kender hende som den søde, stille blomsterpige. Men bag det bløde smil og den rolige sjæl gemmer der sig også en rebelsk kvinde, som aldrig har været bange for at sige sin mening og gå sine egne veje.

Med De Olympiske Lege i Barcelona og Verdensudstillingen i Sevilla var 1992 for spanierne begivenhedernes år. Det var det også for en ung Janne Valentin.
Hun havde mødt Benny og brugt alle sine overtalelsesevner på at få sin nye kæreste med på 4 ugers Interrail-togrejse. De pakkede rygsækkene og tog ud på en rejse, der skulle vende op og ned på Jannes liv.

Mad fra bunden

Hun elsker at vandre i naturen. Specielt når hun får følgeskab af sine hunde, Boston og Karla. I bjergene bag Mijas bjerget og langs floden Rio Seco finder hun ro, harmoni og reflekterer over livet. ”I 25 år har jeg boet her nu. Det er halvdelen af mit liv,” fortæller Janne, som på ”rejsen” både er blevet gift og mor til to teenagere.
Ro og harmoni finder hun også på søndagens farmer-marked i hjembyen Coín, som er fyldt med økologisk frugt og grøntsager, brød, ost, honning og andre gode sager. ”Jeg elsker at lave mad fra bunden med gode råvarer. Oftest bliver det til let og sund mad, men der spares ikke på sovsen og den gode rødvin i weekenderne,” smiler Janne og fortsætter: ”Jeg elsker at hente inspiration udefra og læser også opskrifter. Men jeg følger dem aldrig fuldt ud, for der skal være plads til at være kreativ undervejs. Sådan har jeg det med alt, jeg laver.”

De følelsesladede buketter

Kreativiteten får også frit spil i blomsterbutikken. Janne suger inspirationen til sig fra de farver, grene og sten, hun ser på sine lange vandreture i naturen.
At drive sin egen blomsterbutik er én af de drømme Janne har levet ud.
Men det er absolut ikke en dans på roser. ”Det er hårdt at være selvstændig her. Jeg lægger mange flere timer i mit arbejde, end de fleste kan forestille sig. Specielt i weekenderne,” fortæller Janne med reference til de mange bryllupper, hun i dag leverer til. ”Vi kan bruge dage på et enkelt bryllup. Én ting er arbejdet med blomsterne. Noget andet er forberedelserne med at finde de rigtige blomster og udsmykningen til stedet, hvor brylluppet skal afvikles. Men både jeg og mine kollegaer kan li’ det. Ellers ville vi jo ikke gøre det,” fortæller den danske blomsterpige med en tone, så man ikke er i tvivl om, hun lægger sjælen i sit arbejde. Og det er faktisk et meget følelsesladet job at være blomsterbinder, forsikrer Janne. For hun kan blive rørt, når en ældre herrer kigger ind for at bestille 50 langstilkede roser til sin kone forud for deres guldbryllup.
”Alle buketter er smukke, men det er indtrykket, der tæller,” mener Janne, som først på året havde en af sine mest følelsesladede oplevelser. ”Jeg skulle binde buketten for en pige, der skulle giftes, men vidste hun var uhelbredelig syg af kræft. Det skete med tårerne løbende ned af kinderne på mig.”
Men buketten blev flot og brylluppet gik godt.

Postkortet, der ændrede det hele

Det samme gjorde Jannes Interrail tur med Benny. De kom bl.a. hele Portugal og Spanien rundt, inden de endte i Coín, hvor Benny skulle besøge en kollega på et gartneri. ”I toget videre på vej til Barcelona sendte vi et postkort for at sige tak for gæstfriheden. Mere lå der ikke i det. Men da vi kom hjem, fik vi en opringning, vi ikke havde ventet. Gartneriet tilbød os begge et job,” fortæller Janne, som hurtigt fik pakket sit grej. Og denne gang var Benny let at overtale.
Siden da fik de sat Laura og Sebastian til verden. Og et gammelt, klassisk andalusisk byhus i Coín er blevet totalrenoveret. ”Det er her, jeg har hjemme i dag. Der er her familien og venner samles,” slutter byens søde blomsterpige. Men det er også byens flittige pige. På natbordet ligger forfatteren Ken Folletts skildringer om historiske begivenheder. Her har de ligget længe. Janne får aldrig tid til at læse.

Ti Skæve til Janne

1. Hvad er din mærkeligste vane?
Jeg sover altid med en ekstra hovedpude ovenpå hovedet.
Ellers kan jeg ikke sove.
 
2. Hvornår viste du, hvad du ville bruge dit liv på?
Jeg er meget impulsiv og kan hurtigt ændre mening eller gå nye veje.
Men fra mine helt unge år har jeg været indstillet på at leve af min kreativitet.
 
3. Et godt tip til andre som vil prøve lykken i Spanien?
Man skal være forberedt på hårdt arbejde. Man får intet foræret her.
 
4. Er der noget, du for alvor har fortrudt i dit liv?
Jeg elsker at synge men fik aldrig udviklet min stemme. Jeg kunne godt have tænkt mig at have prøvet lykken i et kor eller i et Big Band.
 
5. Hvad er den største forskel på dagens spaniere og danskere?
Spanierne lever i nu’et – danskerne planlægger sig ihjel
 
6. Det bedste og værste ved at bo på Costa del Sol?
Det bedste er alt det kolonariske vi har; maden og vinen. Og så er det måden, vi lever og mødes på.
Masseturismen midt på sommeren kunne jeg godt undvære.
 
7. Har du en tilbagevendende drøm?
Ja – at være kreativ på en anden måde end jeg er i dag. Jeg kunne godt tænke mig at male eller arbejde med indretning.
 
8. Hvad skal der til for at gøre dig tosset?
Hvis folk kommer for sent eller ikke overholder aftaler. Og hvis folk ikke behandler hinanden og deres dyr ordentligt. Jeg kan blive mere tosset, end de fleste tror.
 
9. Hvordan fejrer du jul? – hvad ønsker du dig i julegave?
Jeg fejrer jul med familien og vores engelske naboer, som altid har været en slags bedsteforældre for mine børn. Julebordet er derfor et miks af det danske og engelske julebord. En ny mobiltelefon står øverst på min ønskeliste i år.
 
10. Hvem bandt din brudebuket?
Det gjorde Jeanett Christensen, som havde sin blomsterbutik ”Estillo” her, da jeg blev gift for 15 år siden. I dag bor hun og driver ny butik i Danmark.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com, foto: Mugge Fischer

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.