Boganmeldelse: ‘At dø for at leve’ af Anita Moorjani

Boganmeldelse: 'At dø for at leve' af Anita Moorjani

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

For nylig genlæste jeg Anita Moorjani’s bog ”At dø for at leve”, “Dying to be me” fra 2012. En bog, der gør indtryk. Derfor disse linjer.

I 2006 havde hun en nærdødsoplevelse, der satte livet i et andet perspektiv. Lægerne gav hende ikke mange chancer for at overleve, da hun lå i koma, efter at lymfekræft havde plaget hende i over tre år. Lymfeknuderne var store som citroner, og organerne var ved at lukke ned. Anita beskriver sin nærdødsoplevelse som at gå ind i en anden dimension, at få valget om at vende tilbage til livet eller ej. Hun oplevede klarhed, indsigt og formålet med sit liv. Hun bestemte sig for at vende tilbage, da hun fornemmede, at ”himlen” ikke er et sted – men en tilstand. Dette førte til en bemærkelsesværdig helbredelse.

Med frygten som drivkraft

Anita er vokset op i Hong Kong som barn af indiske forældre med dybe religiøse rødder i hinduismen, og en streng kristen engelsk skole, hvor det var nødvendigt med kirkegang hver søndag for at få en plads i himlen. Der var mange modsatrettede dogmer og overbevisninger, bl.a. arrangerede ægteskaber, i kontrast til den veluddannede og frigjorte kvinde, hun blev. Anita bestemte sig tidligt for ikke at være til besvær for sine forældre eller andre mennesker. Hun levede altid i angst for ikke at kunne leve op til andres forventninger. Hun gav således sin livskraft væk igen og igen og gjorde sig selv til offer for omgivelserne i stedet for at “skabe” sit eget liv.
 
Det ændrede sig efter nærdødsoplevelsen, hvor hun fornemmede, hun tog sin egen livskraft til sig og var forbundet med det universelle. Hun beskriver sin indsigt som at gå rundt i et mørkt supermarked og lede efter varerne med en lommelygte. Vi ser det, der er i lyskeglens skær. Når lyset bliver tændt, kan vi se det hele. Når lyset slukkes igen, har vi stadig bevidstheden om helheden, selvom vi ikke kan se den med det blotte øje. Livet bliver aldrig det samme.
 
Hun indså, at hun var ved at dø pga. sin frygt. Bekymringerne tog hendes livsvolumen. Hun opfattede ikke mere sin kræftsygdom som en “straf” eller noget udefra kommende, men en manifestering af sin egen frygt. Hun oplevede, at det hun hadede og fordømte ved sig selv, kom indefra – ikke fra andre. Hun behøvede ikke “gøre sig fortjent” til at blive elsket – det faktum at hun eksisterer “berettiger” hende til at elske sig selv og være tro mod sin indre livskraft og hun følte sig stærkere, når hun ikke modarbejdede den.
For hende stod det klart, at sygdom ofte starter på “energiplan”, før det bliver fysisk. Helingen består derfor af “oprydning” både psykisk og fysisk. Efter at hun havde været “ude at vende” og kom tilbage til livet, helede kroppen hurtigt. Efter et par uger kunne lægerne ikke finde mere kræft. Hun er overbevist om, at healingen skete, da hun lod sin egen livskraft strømme og var ét med universets helende kræfter. I kinesisk medicin kaldes livskraften chi, og den løber gennem alt levende. Livskraften dømmer eller diskriminerer ikke, den flyder igennem os uanset hvem vi er.
Det vigtige er at være sig selv, at være tilstede i nuet og mærke, om det vi gør er baseret på frygt eller passion. Der er det levende liv til forskel.

”Slip dine begrænsende overbevisninger, der forhindrer dig i at elske dig selv, du er nok”

I 2016 udkom Anita Moorjani’s anden bog: ”Du er nok”, ” If this is heaven”. Her dykker hun dybere ned i det, hun lærte af sin nærdødsoplevelse og kigger nærmere på de begrænsende overbevisninger, som vi alle i højere eller mindre grad lider under, og som forhindrer os i at elske os selv – fx at vi er ofre for livet, at det, vi gør, aldrig er godt nok, at det er egoistisk at elske sig selv, at vi ikke passer ind, at kvinden er det svage køn osv.
Moorjani kalder disse overbevisninger for myter, som de fleste af os blot har accepteret som sande, og hun viser, hvordan de ofte er usynlige for os, på trods af at de faktisk gennemsyrer vores liv. Vi er derfor nødt til at blive bevidste om de destruktive mønstre, slå hul på myterne og afsløre de løgne, som har dannet grundlag for vores tankegang.
I bogen kommer hun med mange fine eksempler fra både sit eget og andres liv samt effektive metoder til at overvinde de tillærte vaner, så vi atter kan finde vores egen indre styrke og visdom og begynde at leve ud fra vores egen sandhed.
Begge bøger er for alle, der ønsker forandring og transformation. Er der noget, vi ønsker os anderledes, er det en god ide at kigge indad. Sjovt nok ændrer verden sig, når vi selv får en anden tilgang til livet i overensstemmelse med vor egen essens.

”Din eneste opgave er at elske dig selv, værdsætte dig selv og legemligøre denne sandhed om selvværd og selvkærlighed, så du kan være kærlighed i praksis. Det er en sand måde at tjene både dig selv og dine omgivelser på” – Anita Moorjani

Læs og se mere på www.anitamoorjani.com
 
Køb bogen på saxo.dk, her kan bogen fås med bog-covers.
Af Pernille Knudtzon

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa