Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Tid er et abstrakt begreb. Tid er absolut. Tid er relativ. Tid er filosofi.
Hvordan forholder du dig reelt til tid? Og hvad er tid også?

 
Som vi kender tid i dagligdagstale, kan vi tale om ikke at have nok tid, at have for meget tid, at tiden går hurtigt, at tiden går langsomt, etc. For de fleste af os anses tiden i relation til uret; at tiden går. At tiden er en bevægelse, og vi mennesker følger troligt med, for vi har intet andet valg end at følge med tiden.
 
Ja man kan sige, at tiden er en bevægelse. Men kan vi mennesker stoppe op i denne bevægelse, og ikke bevæge os? Kan vi for en stund lade være med at følge med tiden, og lade tiden gå uden, at vi følger med?
 
Tiden er som sagt et element, vi alle kender til, som er, som går og som vi umiddelbart tager for givet i forhold til, at tid bare er tid.
 
Tid er mere end som så. Når tid sættes i relation til mennesket, viser tiden sig som et eksistentiel vilkår. Og det gør tiden i forhold til menneskets endelighed. Menneskets endelighed får derved en betydning i forhold til den tid, som ligger mellem fødsel og død.

Denne tid er menneskets tid til livet.

 
For Søren Kierkegaard er tid et etisk element i tilknytning til menneskets forvaltning af tid. Ifølge Kierkegaard er mennesket derved bestemt af tid, som en tid mennesket skal forvalte.
 
Han forklarer denne bestemmelse ved at opstille en syntese mellem sjæl og legeme samt en syntese mellem det endelige og det uendelige. En syntese er to sammenfatninger, som bliver hinandens forudsætning via en tredje sammenfatning. Tredje sammenfatning og dermed det bindende led er henholdsvis ånden og øjeblikket. Dog er der egentlig ikke tale om to uafhængige synteser. De hænger uvilkårligt sammen på den måde, at når ånden forbinder legeme og sjæl, opstår øjeblikket. Tiden i hele denne sammenhæng viser klart en bevægelse, en bevægelse som dermed viser, at mennesket er bestemt af tid.
 
”Synthesen af det Timelige og det Evige er ikke en anden synthese, men Udtrykket for hiin første synthese, ifølge hvilken Mennesket er en synthese af Sjel og Legeme, der bæres af Aand. Saasnart Aanden er sat, er Øjeblikket der. Derfor kan det med Rette siges dadlende om Mennesket, at han lever kun i Øjeblikket, da dette skeer ved en vilkaarlig Abstraktion”.
 
At tale om ånden kan eventuel skabe forvirring og måske en formodning om, at der tales om noget spirituelt.
 
Når Kierkegaard taler om ånden, taler han om angsten. Angsten skal forstås filosofisk på den måde, at den refererer til menneskets frihed. En frihed som handler om menneskets mulighed for selvbestemmelse. Denne mulighed for at bestemme selv kan skabe en vis uro hos mennesket, derfor benævnes denne frihed som angst. Friheden skal som sagt forstås som mulighed, derved menneskets mulighed for at forme sig selv. Netop denne frihedens mulighed er Kierkegaards filosofi i forhold til menneskets frihed til at være sig selv.
 
Og tiden har naturligvis en betydning i denne sammenhæng, da denne menneskets frihed er endelig. Tanken om menneskets endelighed kan skabe en form for angst. Derved er denne frihed, som Kierkegaard taler om, bundet op af en realitet om, at mennesket skal forholde sig selv til sig selv og forme sig selv inden for en endelig tidsramme.
 
Vi skal alle dø. Den menneskelige eksistens er rammesat af fødsel og død. Det er en realitet, som vi alle skal forholde os til. Frihedens mulighed ligger mellem menneskets fødsel og død, og netop dette mellemrum er essensen af den mulighed, mennesket har som menneske. Heri ligger menneskets frihed.
 
Det er dermed ånden som det bindende led, der gør syntesen til en syntese, og som på den måde forbinder de to synteser til værende én. Man kan sige, at Kierkegaards syntese er en beskrivelse af mennesket som menneske som et selv, der forholder sig til sig selv i både timelighed og evighed.
 
Menneskets selv-forhold gør os derved bekendt med, at det menneskelige liv er endeligt. Samtidig er vi også bekendt med, at livet som sådan fortsætter efter vores endelighed. Men er vi bevidste omkring denne bekendelighed?
 
Jeg mener klart, at en bevidsthed om ”øjeblikket” gør mennesket i stand til at stoppe op og være i det øjeblik. Hvorfor skal mennesket stoppe op?
For at give sig selv tid til tid. Tid til øjeblikket. Tid til at være nu og her.
 
Samtidig kan man sige, at tiden for mennesket konstituerer sig i en begrænsning, hvor livet ifølge Kierkegaard er en etisk opgave i et tidsligt perspektiv af at bruge tiden og ikke misbruge den.
 
Ifølge Kirkegaard er mennesket som sagt i et forhold til sig selv og skal derved forholde sig til dette forhold.
 
Reelt set betyder det, at mennesket skal forsøge at være bevidst om sig selv for derved at lære sig selv at kende. For Kierkegaard er dette menneskets opgave. En mulighed mennesket har og som derved er menneskets frihed.
 
Jeg kunne vove den påstand, at Kierkegaard måske vil mene, at vi ikke tager os tid til denne frihed, og derved ikke påtager os den opgave at lære os selv at kende.
 
Jeg kunne spørge, om du kender dig selv. Det spørgsmål gemmer jeg. At kende sig selv er en snak for sig selv.
 
Jeg tænker, at mange mennesker har en fornemmelse af, at tiden stjæler tiden. Forstået på den måde at tiden som en bevægelse stjæler den tid, som Kierkegaard betegner som øjeblikket. Her og nu tiden. Tid til tiden.
 
Menneskets liv er en proces i tid, hvor mennesket på én gang skal forholde sig, forme sig samt varetage sine muligheder. Samtidig skal mennesket forholde sig til tiden som værende endelig, evig samt øjeblikkelig. Alt dette er menneskets frihed.
Menneskets frihed til at forvalte sin tid og ikke bare lade tiden æde sig selv som en ubetydelig selvfølgelighed.
 
Med denne reflekterende betragtning er min pointe blot at skabe bevidsthed om den tid, som mennesket har brug for til at lære sig selv at kende.
 
Den tid som hverken ligger tilbage eller ligger fremme, blot den tid som er her og nu; øjeblikket. At give sig selv tid til at stoppe op, se, dufte, lytte, mærke, mærke sit hjerte banke og være.

Så spørgsmålet er blot:
Hvad bestemmer din tid? Hvem forvalter din her og nu tid? Giver du dig selv tid til tid?

Af Selina Paldan, Praktiserende filosof

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa