Sierra Bermeja - nationalpark eller ej?

 

De fleste træer, der vokser her, er nåletræer, der klarer sig bedre end andre træer, fordi de med deres tusindvis af nåle fanger den ’falske regn’, der falder på bjerget. Dvs. fugten fra skyer og tåge. Jorden på Sierra Bermeja er nemlig gold og jernholdig, og det hårde miljø har gjort, at nogle arter sågar har udviklet helt specielle egenskaber, for at kunne gro her. På bjergets godt 6000 hektarer findes der 23 typer planter, der kun vokser på dette bjerg, samt 14 arter insekter, der også kun findes her. Bjerget er dog mest kendt for sine pinsapo-træer, der er en type spansk ædelgran, der i Spanien kun findes på meget få steder.

“Her på Costa del Sol kigger vi jo altid imod havet og det, der ligger os i ryggen, har det med at blive glemt,” siger Javier Martos om hans store passion – Sierra Bermeja bjerget. Til dagligt arbejder Javier med IT, men i sin fritid arbejder han sammen med et hold andre frivillige fra organisationen ”Plataforma sierra bermeja parque nacional” for at få gjort bjerget til det, der kaldes en nationalpark. Dette vil betyde en helt anden beskyttelse og interesse for bjerget. Foreløbig har bjerget dog en status af ZEC (Zona de Especial Conservación), hvilket vil sige, at det er et fredet området, og hab. 2000, der sikrer en lang række sjældne og truede dyrearter og planter. Begge dele betyde, at der ikke må bygges noget på bjerget.

 

Bliver det tilkendt status af nationalpark, kommer det til at indgå under en lov, og så vil beskyttelsen samt bevarelsen af bjerget vil øges markant.
”I så fald vil der blive tildelt midler til at foretage undersøgelser, turismen vil stige og dermed vil der også skabes flere arbejdspladser,” fortæller Javier og tilføjer, at det forskningsmateriale man har om bjerget, kun stammer fra de sidste 30 år, hvor man er begyndt at ”tage bjerget alvorligt”. Alene de sidste 15 år er der skrevet 16 afhandlinger fra universitetsstuderende, der har valgt at skrive om dette spændende bjerg, med dets specielle komposition af enestående plante og dyrearter.
”Områder med disse særlige karakteristika bliver erklæret nationalparker i resten af verden, hvorfor skulle det ikke også kunne ske på Costa del Sol?” spørger Javier.

 

I øjeblikket er der tale om, at Sierra de las Nieves skal gøres til nationalpark. Sierra de las Nieves er bjerget lige ved siden af Sierra Bermeja, og det har fået sit navn efter dets karakteristiske hvide farve.
”Det vil ikke have den store betydning for Sierra Bermeja, da forslaget kun inkluderet 36 % af Sierra Bermeja, og vi går jo efter at få hele bjerget erklæret nationalpark,” fortæller Javier. De 36 % forslaget dækker, drejer sig om østdelen af Sierra Bermeja og indbefatter altså ikke den frodige grønne plet, trækfuglene bruger som navigeringspunkt, det ligger i den vestlige del af bjerget.
Det bliver spændende, om Sierra Bermeja skal opnå at blive en nationalpark. Forskellige kræfter har arbejdet på det siden 2007, og til et nyligt foredrag om Sierra Bermeja i Marbella, blev der også samlet underskrifter ind for sagen. Der arbejdes fortsat hårdt for at gøre Sierra Bermeja til nationalpark og debatten omkring det er ophedet. Problematikken ligger i høj grad i, at nationalparken vil gå ind over flere bygrænser, og det er dermed flere forskellige kommunale instanser, der skal forsøge at nå til enighed.

Hvis man er forberedt på at lade bilen klatre lidt på bjergvejene, er det rimeligt nemt at komme op til det frodigste punkt på toppen af bjerget. Besøger man stedet på det rigtige tidspunkt af året, kan man se mange fugle, der ikke hører til egnen, da trækfuglene navigerer efter og gør holdt på denne frodige grønne plet. Man kører fra i Estepona ad MA-8301. Herfra går vejen opad i 20 minutter og så møder du et vejkryds, hvor du skal dreje skarpt til venstre op med ”Los Reales”. Der er skiltet af der op til fra krydset. Herfra slår vejen nogle gevaldige hårnålesving, men den er dog asfalteret næsten hele vejen derop. Når du næsten når toppen, vil der i et af de sving, hvor du svinger mod venstre, være et kort over vandreruter samt en ”indgang” til ruten, der hedder ”ruta de los pinsapos”. Man kan også køre videre op og starte ruten derfra, men jeg anbefaler at starte her og altså gå højre om bjerget, da man så slutter ruten lige ved en lille kiosk, der sælger is og sodavand, hvilket er tiltrængt efter turen. Det er ikke fordi, selve ruten er så lang (4 km), men der går nogle højdemeter til, før ruten peaker på toppen ved antennerne og går nedad igen.
Begynder man ruten her fra ”ruta de los pinsapos” skiltet, skal man gå et par hundrede meter, før man kommer til en lille plads, hvor der står en stentavle med et meget sødt digt af Frederico García Lorca, der er en ode til træerne. Her skal man svinge til venstre og gå op direkte bagved stentavlen, for at kunne slå ring og ende ud ved kiosken. Resten af ruten giver sig selv, da stien ikke er til at tage fejl af.
Da vi gik ruten var det på en rigtig varm dag, og det var dejligt, at træerne på noget af ruten gav skygge. På et tidspunkt samlede jeg en sten op, der var helt petroleumsblå, og fik et chok, da jeg næsten ikke kunne holde stenen i hænderne. ”Stenen” med den flotte farve, var naturligvis oxideret jern, der havde ligget i solen og suget varmen til sig hele dagen og var altså brandvarm. En oplevelse, der i sig selv understreger, at man virkelig går rundt på en stor jernklump, når man vandrer på Sierra Bermeja.