Det danske magasin i Spanien
Den Skæve Vinkel – Conny Boa

Lidt luft under vingerne og sol i ansigtet var lige hvad den 19-årige Conny Boa havde brug for. Men hun havde også brug for at samle point for at komme på kunstakademiet i Danmark. De point kunne optjenes ved at blive au-pair. Au-pair opholdet i Málaga skulle vise sig at blive til en livslang rejse.

Hun virker stille og genert, når man møder hende bag skrivebordet på arbejdspladsen. Men skindet bedrager, for man behøver kun en halv kop kaffe med Conny Boa for at finde den livsglade, rejselystne og muntre sjæl, hun er.

Når tøser fester

Bussen er fuld af kvinder. De både synger, danser og skåler. Det er Conny og veninderne på vej til Córdoba for at fejre hendes 50 års fødselsdag. Conny ved præcis, hvordan den runde dag skal fejres.
”Jeg elsker at planlægge og arrangere fester og rejser. Og så er der intet bedre end en ren tøsetur. Det bliver jeg aldrig træt af, og jeg er sikker på, det er sundt for både krop og sjæl,” fortæller hun med et stort smil. Conny Boa ved, at det til syvende og sidst er gæsterne, der skaber festen, og derfor sætter hun så stor pris på sine venskaber.
”Jeg er så heldig altid at have været omgivet af dejlige mennesker. Både danskere og spaniere. De fleste af mine venskaber stikker dybt, og det er selvfølgelig, fordi vi har været sammen i så mange år.”
Med i bussen til Córdoba er der blandt andet fire barndomsveninder fra Danmark samt andre danske og spanske veninder, som Conny har kendt, lige fra den gang hun kæmpede sin kamp for at få lov til at blive i Spanien.

Stemplerne i passet

Spansk politi havde to gange mindet om, at hendes ophold i landet ikke var helt lovligt.
”Det var lige da, Spanien kom i EU, så der var endnu ingen frie grænser. Jeg læste på kunsthåndværkerskolen i Málaga, men i myndighedernes optik var jeg en turist, som kun kunne opholde sig i landet 90 dage. Den var helt skæv,” forklarer Conny, som måtte søge alternative løsninger for at kunne blive i sit nye land.
”Jeg fløj enten til Danmark eller kørte over grænsen til Portugal for at få stemplet mit pas. Det lyder helt tosset i dag, men det var eneste måde, jeg kunne blive her på.”
For blive her ville hun. Conny var ikke bare blevet glad for solen. Hun var også blevet glad for den unge spanier, Blas.
”Jeg havde bestemt ikke travlt, men alligevel gik det hurtigt. Da min au-pair tid var overstået, skulle jeg have noget andet at bo i, og så kunne Blas lige så godt flytte med,” fortæller Conny, og minder om den gevaldige udvikling samfundet var gennemgået de sidste 30 år. I slutningen af 80’erne var det hverken normalt eller velanset, at to så unge mennesker flyttede sammen uden at være gift, men det tog det nyforelskede par knap så højtideligt. De vidste, hvad de ville: Have hinanden og nyde livet. Og det gjorde de så. Fem år senere blev de gift, og yderligere fem år efter kom der børn.

25 år i køkkenet

Conny Boa fyldte rundt i det forgangne år. Men det var ikke det eneste jubilæum, hun fejrede, for igennem præcis 25 år har hun nu solgt og designet skandinavernes køkkener på Costa del Sol. De nostalgiske Costa del Sol-veteraner husker forretningerne Interiores Daneses i Centro Idea og Dan Hogar i Tres Coronas i Fuengirola centrum. Her holdt Conny til. De sidste elleve år har hun været hos Nordic Muebles. ”Det er min branche. Jeg elsker kundekontakten og atmosfæren i forretningen. Det er her, jeg hører til,” siger hun.
Hjemme føler hun sig også i nabolaget i Alhaurin de La Torre.
”Jeg bor i et kvarter, hvor de fleste kender og hjælper hinanden. Den ånd elsker jeg. Hver aften er vi flere, som lufter vores hunde sammen. Det er én af de små ting, der beriger min hverdag. For mig ligger lykken i de små, nære sociale ting,” fortæller Conny ærligt. Hun har hverken stort hus, stor bil eller dyre vaner. Til gengæld rejser hun meget.
”Når jeg hører om sygdom eller dødsfald blandt familie og bekendte, bliver jeg hver gang mere og mere bevist om at livet skal leves”
Det er med at komme af sted, mens vi kan.” Den indstilling har bragt hende vidt omkring.
Conny kom som au-pair pige for at få et par point på studiekontoen.
30 år senere bugner kontoen for livsglæde af point.

Conny Boa2Ti Skæve til Conny

1. Jeg er lidt flov over det, men…
… jeg har været aktiv ryger i mange år. Jeg er god til at stoppe – men også god til at begynde igen. Siden nytår har jeg været røgfri. Denne gang skal nytårsforsættet holde.
2. Hvad er det værste ved spanske mænd?
De er ikke gode til at indrømme deres fejl. Går noget galt, tager de ikke ansvar, men forsøger at bortforklare.
3. Jeg har den største respekt for…
… folk, der arbejder frivilligt for en god sag. Jeg er selv frivillig i ”Galgo en familia” et hundeherberg i Cartama.
4. Fortæl én ting som (næsten) ingen ved om dig.
Jeg er vild med rockmusik – specielt rockbandet ”Kiss”. De kommer ikke til Spanien på deres turné i år, så jeg har givet mig selv og familien billetter til deres koncert til maj i Stockholm i julegave.
5. Jeg har en stor svaghed for…
… dyr og chokolade. Det skal helst være mørk- eller mælkechokolade. Ingen mandler, rom eller rosiner, tak.
6. Hvad er den bedste beslutning, du har taget?
At blive mor. Jeg har to dejlige døtre, og anede ikke jeg skulle blive så glad for dem, inden de kom til verden.
7. Jeg kunne aldrig finde på at…
… prøve euforiserende stoffer og køre spirituskørsel. Jeg er meget korrekt på nogle områder.
8. Du ved det nok ikke, men jeg er ret god til at…
… til at udnytte hvert et minut på dagen; jeg er altid igang med noget.
Og desuden tror jeg, at jeg er god til at hjælpe andre. Det sker i hvert fald rigtig tit, at jeg bliver bedt om det.
9. Kogeø, samtalekøkken og højglans. Er det ren markedsføring eller er det begreber, der er kommet for at blive?
De er kommet for at blive. Køkkenet er i dag familiens rum – ikke kun kvindens, som vi kender det fra gammel tid.
10. Hvor meget tid bruger du selv i køkkenet?
Før i tiden var vores køkken samlepunktet i hjemmet, hvor der foruden mad blev lavet lektier, håndarbejde, hygget osv. Nu, efter at pigerne er flyttet hjemmefra, bruger jeg det meget mindre – nok kun to-tre timer om ugen.
 
 
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.