Fest på det lokale ældrecenter

Årets store Romería-fest i Torremolinos har sat byen på den anden ende. Gaderne er afspærrede og fyldt op med farverige processioner, hestevogne, oksekærrer og tusindvis af mennesker, der fejrer det, som oprindeligt var en pilgrimsfærd, men nu er blevet en traditionsrig og elsket folkefest med egnsretter, drikke, musik, dans og fest. Det er spansk, det er andalusisk og folk elsker det.

‘Deres udsendte medarbejder’, er med på sidelinjen og følger processioner og menneskemylder gennem byens gader. Da vi nærmer os det gamle centrums lokale ældrecenter ‘El Pozuelo’, får jeg lyst til at kigge indenfor – midt under festlighederne – for at se, om feststemningen også var nået helt ind til den ældre generation. ‘Det skulle ikke undre mig’, tænker jeg – for dette ældrecenter har før vist, at de er gode til arrangere forskellige, positive aktiviteter.

Jeg stikker hovedet indenfor og ganske rigtigt: Der er linet op til fest i haven – og det er ikke til blødt brød og kaffe…

Der er pyntet op med borde, stole, parasoller og farvede flag, der hænger mellem de snart blomstrende figentræer. Det er midt formiddag og der er allerede masser af mennesker. Baren er sat op udendørs og inde fra køkkenet dufter der af mad. Det er ganske tydeligt: Dette bliver til en fest.

At det er et ældrecenter, betyder ikke nødvendigvis, at alle deltagere er ældre. Her kommer også børn og børnebørn, naboer, venner – og så alle os andre der bare synes det lyder ‘eksotisk’ godt med en fest hos de gamle. Så der er en skramlen med kørestole og lyden fra legende unger på samme tid. Sikke en vidunderlig kombination.

Der spises og guffes. Hvem kan ikke lide et par lækre rejer eller et godt grillspyd, selv om man er oppe i årene. Og hvad har god mad egentlig med alder at gøre? Burde de ældre ikke netop være dem, der har ret til det bedste af det bedste? Her fortæres der i alt fald med fuld appetit ved alle borde. Og så drikkes der iskold ‘Manzanilla’ til – det er jo La Romería, og det er den slags lokale, traditionelle drikke, man nyder ved disse lejligheder. Og dog – jeg kan jo se et par ældre gubber, der er gået i baren og har hentet sig et par fadøl. Det blev måske alligevel for sødt med den sherry…

Selv om man betaler for sin mad og drikke her på ældrecentret, er det ikke dyrt. Der skal ikke tjenes mere i baren og i køkkenet, end det lige kan løbe rundt. Hvor sympatisk. Jeg vil tro, en overdådig middag med drikkelse og avec koster det samme som en industrialiseret frikadelle på et dansk plejehjem. Og hvad bedre er, så skinner solen og der er sat musik på.

Det betyder, at der skal danses. Ikke fordi man skal – men fordi man ikke kan lade være. Specielt damerne er gode til at komme op af stolene og vrikke med hofterne. Gubberne skal jo lige drikke fadøllen færdig, og ok med det. Men den kombinerede bartender, paella-mester og DJ har sat salsamusik på – og pigerne skal på dansegulvet. Og når jeg siger piger, så mener jeg smukke, pyntede damer med en gennemsnitsalder på mindst 65. Pas på, der kommer en kørestol susende i salsarytme…

Jeg ønsker ikke at glorificere noget. Spanierne har også deres problemer. Men midt i dem har man altså en evne til at finde glæden frem og nyde øjeblikket. Det skal de ha’, de spaniere. Livet og glæden kommer først – så kan man tage problemerne i morgen.

Stedet synes at emme af livsglæde og patina. Sikke dog et vidunderligt sted med liv og atmosfære. Indenfor i den smukke, gamle bygning finder jeg både bibliotek, cafeteria, endnu en bar og så en stor aktivitetskalender, hvor der bydes op til både lørdagsdans og musikkoncerter. Til den kommende koncert beder man deltagerne om bidrage med 1 euro til musikerne – jo, det både kan og vil de fleste godt være med til.

Udenfor fortsætter festen. Der er flere på dansegulvet og musikken er skruet en tand op – denne gang med sydamerikansk bachatamusik. Et par af herrerne er nu blevet lokket med ud til en svingom og oppe i baren er de to bartendere ved at få sved på panden.

Jeg sætter mig og kigger på de ældre – eller, ‘den tredje alder’, som det så respektfuldt siges på spansk – og kommer til at tænke på, hvor lidt der egentlig skal til for trives godt. Det handler måske slet ikke så meget om penge og midler, men mere om viljen til at ville gøre noget med det, man allerede har.

Det er med en god fornemmelse, jeg går videre ud i byens gader, hvor La Romería er ved at fylde byen helt op med festglade mennesker. De ‘gamle’ på centret danser videre. Og selv om flere af dem kunne have været mine forældre, onkler eller tanter, så er festen absolut ikke slut endnu. For fest, det er noget, der respekteres og tages meget alvorligt her i Spanien – også selv om man er blevet ‘gammel’.

Jeg selv er ved at være godt træt i stængerne efter snart en hel dag med fest og hyggelig snak. ‘Nu går de unge hjem’, tænker jeg med et smil.