Det bliver festligt. Meget festligt – Kirsten Siggaard om sine oktober-koncerter i Sydspanien

Det bliver festligt. Meget festligt - Kirsten Siggaard om sine oktober-koncerter i Sydspanien

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
 K8A6458 OK 2
Kirsten Siggaard har sunget, spillet teater og optrådt i revyer, og denne genremæssige variation er medvirkende til, at hun i over 30 år har kunnet fastholde eller måske genvække danskernes bevågenhed, mener multikunstneren selv.
I oktober måned giver hun tre koncerter på Costa del Sol, og i den anledning har La Danesa talt med hende om vejen til at blive denne folkekære personlighed og om hvilke forventninger hun har til det, som skal blive hendes første bekendtskab med den sydlige del af Spanien.
___

Hvordan har du det?
”Jeg har det fantastisk. Jeg kommer lige fra tre timers prøver i vals og salsa, da jeg jo er med i årets Vild med Dans. Generelt prøver jeg at gøre det, som jeg er glad for, og jeg er jo en voksen kvinde, som efterhånden har fundet ud af, hvad der er mig, og hvad jeg trives med.”
Kirsten Siggaard sprudler over af iver over livet, som vi fanger hende på telefonen et sted på den sjællandske landevej, hvor hun er på vej fra dansetræningen til et arrangement i Tyskland. Det er tydeligt, at hun trives med dette varierede repertoire, der nu er suppleret med dans, og som også fører hende udenfor Danmarks grænser.

Et farverigt liv
Alverdens granprix-entusiaster har kunnet glæde sig over besøg af og toner fra Kirsten Siggaard, siden hun i 1984 vandt det danske Melodi Grand Prix sammen med Søren Bundgaard. Og det blev som bekendt til yderligere to sejre i Danmark.
”Jeg har oplevet meget. Jeg har haft og har et farverigt liv. Efter det første Melodi Grand Prix var jeg nødt til at opgive det faste job, jeg havde i en bank, for at tage ud at synge.”

Føler du dig privilegeret?
”Ja. Tingene er kommet til mig, jeg har aldrig opsøgt jobs. I stedet har andre mennesker troet på mig, og jeg har gjort mit for at levere en god, kunstnerisk kvalitet, og det er indtil videre gået godt. Jeg har aldrig været medlem af en A-kasse.”

Hvorfor tror du, at du stadig kan holde danskernes interesse?
”Det kan være fordi, at jeg genremæssigt har bevæget mig meget rundt. Jeg har vist nye sider af mig selv ved at spille teater, såsom Edith Piaf og Les Miserables, ligesom jeg også har deltaget i revyer. Jeg synger også for ældre på plejecentre; det holder jeg meget af. Og jeg har altid haft et godt publikum.”

Hvilken begivenhed har været højdepunktet for dig?
”Der har været mange højdepunkter. Men det at blive nummer tre ved Eurovision Song Contest i 1988 samtidig med at jeg var højgravid og så føde min søn tre uger efter, at jeg kom hjem. Det var stort.
Det var det også, at Det Ny Teater i 1991 turde satse på mig i rollen som Edith Piaf i en forestilling, som skulle køre i flere måneder og med 1.100 pladser – der i øvrigt blev udsolgt.”

Tre koncerter i Sydspanien
Stort og sjovt kan det også kun blive, når hun den 10. og 12. oktober i hhv. Torre del Mar og Mijas synger til den danske Oktoberfest.

Hvad kan gæsterne se frem til?
”Begge koncerter er jo sammen med Johnny Reimar. Det bliver festligt. Meget festligt.”

Hvordan er denne aftale kommet i stand?
”Arrangørerne henvendte sig til mig, og jeg tænkte, at det kunne være både sjovt og spændende at være med til, og at det kunne være interessant at besøge området. Johnny har jo fået sig en bolig dernede, så for ham er det meget naturligt at være med.”

Du afholder desuden en egen koncert den 11. oktober, hvordan er den tilrettelagt?
”Dette bliver min egen koncert med mere stille sange, om end også en blanding af genrer, fra grandprix-numre til nogle sange fra min nye CD. Der bliver noget for enhver smag, og det bliver et rigtig hyggeligt arrangement.
Den nye CD udkom tidligere på året, og den kaldes My Favorite Love Songs, og den indeholder simpelthen de kærlighedssange, som jeg holder mest af. Den er produceret af Søren Bundgaard, der bor i Toscana, så jeg indspillede den dernede.”

Et besøg med golf eller dans
Kirsten Siggaard har flere gange besøgt Spanien, hvilket dog for hende vil sige Gran Canaria, hvor hun har optrådt primært for ferierende danskere, og Torrevieja, hvor et par af hendes venner har et hus. Det bliver altså hendes første besøg på Kysten.

Hvad forventer du dig af besøget?
”Jeg glæder mig. Det bliver et ophold kombineret af koncerter og af selv at have det hyggeligt.”

Hun er endnu ikke sikker på, hvilke og hvor mange planer, hun ellers kan lave. Det afhænger af, hvordan det går hende i Vild med Dans. Dette års udgave af seer-magneten, hvor hun danser med Thomas Evers Poulsen, afvikles frem til d. 25. november, og ved nærværende magasins deadline var parret stadig med, men hvordan det går dem sidenhen og frem til afgangen til Spanien, kan ingen vide.
”Der er en chance for, at det kan blive rigtig hektisk. Er vi stadigvæk med i konkurrencen, rejser Thomas med derned, så vi kan øve, ligesom vi bliver nødt til at rejse tilbage til Danmark torsdag den 13. oktober for at være med i fredagens program.”

Og hvis du ikke skal dansetræne?
”Så vil jeg gerne ud at se så meget som muligt. Alt er jo nyt for mig. Jeg kunne også godt tænke mig at spille en runde golf. En af mine gode venner har overtaget en café på Kysten, den ligger ved én af de gode strande, og måske får jeg tid til at besøge ham. Men bliver der ikke tid til det denne gang, så tænker jeg, at jeg kan komme tilbage en anden god gang.
Jeg keder mig aldrig. Og jeg glæder mig meget til besøget og håber, at de, der kommer med til koncerterne, får en rigtig god og glædelig oplevelse.”

____

DSC 7415

Kort om Kirsten Siggaard

  • Født den 7. september 1954 i Fuglebjerg mellem Slagelse og Næstved.
  • Fulde navn er Kirsten Elisabeth Siggaard Andersen
  • Hun er gift og har to sønner.
  • Oprindeligt er hun bankuddannet.
_____

33 år med musik, teater og revyer

  • Hun deltog i 1983 første gang i det danske Melodi Grand Prix.
  • Med undtagelse af 1989 var hun med hvert år frem til 1990.
  • Sammen med Søren Bundgaard udgjorde hun duoen Hot Eyes, som i 1984 vandt danske Melodi Grand Prix med Det’ Lige Det, i 1985 med Sku’ Du Spørg’ Fra No’en og i 1988 med Ka’ Du Se, Hva’ jeg Sa’.
  • De tre danske sejre førte ved Eurovision Song Contest til hhv. en placering som nummer 4., 11. og 3.
  • Undervejs har hun udgivet otte CD’er.
  • Hun har medvirket i flere revyer og teaterstykker, heriblandt Les Miserables og Edith Piaf, hvor hun spillede hovedrollen.
Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa