Det er ikke længere kun computere, der er i fare for at blive hacket. Det stigende brug af smartphones, som giver nem adgang til netbank, e-boks, e-mails og sociale medier, gør, at vores private data er i fare for at blive hacket. Risikoen for hackerangreb mod smartphones er en tendens, der vil brede sig hastigt i 2016, mener it-sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen, som er grundlægger af MyMobileSecurity. Her giver han seks gode råd til at beskytte din smartphone mod it-kriminelle.
1. Undgå falske applikationer
Falske apps ligner ofte velkendte, populære apps, og det kan derfor være svært at gennemskue, om en app er falsk. Et tip er at tjekke andre brugeres anmeldelser af appen, og at undgå apps uden anmeldelser. Faren ved de falske apps er, at de sender data tilbage til bagmændene, som på den måde kan få adgang til personfølsomme data.
2. Brug pinkoder
Du kan sikre din smartphone ved at bruge en pinkode både til selve mobilen og til sim-kortet. Endnu et tip er at bruge forskellige pinkoder til f.eks. netbank og Facebook, således at adgangen til disse holdes adskilt ved et evt. hackerangreb. Skift også dine pinkoder løbende.
3. Pas på åbne netværk
Vær særlig forsigtig med at koble dig på åbne netværk, der ikke kræver en adgangskode. It-svindlere kan stå bag disse netværk og få adgang til dine personlige data derigennem.
4. Tag backup
Det er en god idé at tage backup af din smartphone med jævne mellemrum, så du sikrer ikke at miste vigtige data, såsom billeder, videoer og kontakter. Dette gøres nemt gennem iCloud eller Dropbox, men kan også gøres manuelt.
5. Brug antivirus-program
Et antivirus-program sikrer dig mod hacking af data på din smartphone.
6. Vær kritisk
Inficerede e-mails eller links kan også tilgås fra din smartphone. Vær derfor altid kritisk i din brug af smartphone.
Af Janus R. Nielsen