Ude og hjemme – som set i Karsten Erbs' optik

 

“I mange år havde jeg drømt om at blive dansk præst i Paris. Det blev jeg ikke, men på et tidspunkt så jeg et opslag i Præsteforeningens Blad, hvor menigheden vest for Málaga søgte en ny præst. De havde lige bygget kirke, Margrethekirken. Jeg var blevet alene et par år forinden. Ansøgningen lyste op fra papiret. Det var lige præcis det, jeg skulle. Jeg søgte stillingen og fik den. Mest fordi jeg fandt mig en ny kone i Jette. Det var nødvendigt med en kone, mente menighedsrådet. Det skal de have tak for!
Kirken blev vores fælles projekt. Vi blev gift med hinanden. Først året efter, en smuk aften i Jerez de la Frontera, blev vi forlovede. Nu har vi haft kobberbryllup, og vi er så glade for hinanden.
Vi flyttede til Spanien i august 2002. Vi havde otte vidunderlige år, hvor jeg var præst for en levende og glad menighed, og Jette arbejdede som blæksprutte i kirken. Senere som regnskabsfører. Det var så godt at være præst i Margrethekirken.”

 

Er der forskel på din menighed i Danmark og den i Spanien?
“Folk i Spanien gik i kirken af mange grunde. Også bare for at møde hinanden. Og det sidste er en rigtig god begrundelse. Det gør folk ikke her i de små sogne i Danmark. De møder jo hinanden hele tiden. Så her skal der være dødsfald i familien, før de synes, de kan tillade sig at gå i kirke!”

 

 

Fra præsteboligen på anden sal til vendsysselsk landskab
“Vi flyttede hjem i 2010. Jeg havde fra mit første embede som præst i Skanderborg besluttet mig for aldrig at komme til at sidde fast et sted. Jeg ville gerne hele tiden prøve nyt. Det blev til Skanderborg, Hersom i Himmerland, Sct. Mortens i Randers og så Margrethekirken på Costa del Sol.”

 

Var det denne beslutning, der fik dig til at forlade Spanien?
“Jeg ville gerne slutte i en dansk præstegård sammen med Jette. Så selvom jeg var 63 år gammel, søgte jeg det genopslag i Vendsyssel og fik det.”

 

Hvordan gik den første genintegration?
“Det var så fantastisk at flytte ind i Vrensted præstegård med en udsigt til et vendsysselsk landskab, som vi i årene siden har nydt. Vi har siddet på husets terrasse og suget det til os. De første måneder var det en åbenbaring. Det danske landskab med den store himmel. Med rådyr og harer, lærker og en ro, som vi havde savnet i de år vi boede i Fuengirola, hvor vi boede i præsteboligen på Maestra Aspiazú på anden sal. Nu sad vi midt i det danske landskab. Det var virkelig at komme hjem. Det var som om øjnene og alle de andre sanser kunne hvile sig igen.
Og på samme måde var det bare så godt at komme hjem til familien igen. At få børnebørnene på ferie i danske omgivelser med køkkenhave og hønsehold, som vi har her i præstegården. At have familie og venner hos os her i danske omgivelser. Og vi kunne være der for Jettes mor hele tiden, da hun blev syg og døde.”

 

Kindkys versus meningsfuld adgang
Trives du i dit sogn?
“Nu har jeg ansvar for fire små sogne i et større pastorat. Og når jeg kører rundt i det og kommer hjem, er jeg helt afslappet. Der er jo ingen trafik. Slet ikke som i Spanien, hvor der var herlig megen trafik. Det kunne få pulsen op engang imellem. Nu faldt den drastisk. Det er Vendsyssel, vi er kommet til, så det er rart igen at kunne handle ind på dansk og snakke dansk med naboerne. Men der var stor forskel om søndagen.”

 

Hvordan det?
“I Margrethekirken var det altid en fest at gå i kirke. Knus og kram og kindkys. Nu kom jeg til kirke efter kirke, hvor der kun sad ganske få. Det var en forandring. Hvor det på Kysten var tilladt alle og enhver at interessere sig for kirken, så er folk mere bundne i små danske sogne. Det skulle nødig hedde sig, at vi pludselig skulle begynde at gå i kirke! Som nævnt, kræver det næsten et dødsfald.
Til gengæld er der en dyb og meningsfuld adgang lige ind i alle hjem, når der så endelig skal være begravelse. Så er det godt at være hjemme i den danske tradition.”

 

 

Udvikling og tilhørsforhold
Hvordan har du oplevet samfundsudviklingen i de to lande?
“På otte år sker der meget i et samfund. Det gjorde der i Spanien, mens vi var der. Og i Danmark var der også sket forandringer, som vi skulle vænne os til. Især de forandringer, der foregik på landet i nullerne. Folk flyttede fra landet i stor stil. Da jeg kom til Vrensted, var der stadig konfirmander. Nu er skolen lukket. Der sker noget i et samfund, når folk bliver låst i deres huse, fordi de ikke kan sælges. I Vrensted fører det til et nyt sammenhold. Men sådan er det ikke alle steder.”

 

Savner du noget fra Spanien?
At have fået otte år i Spanien opfatter vi som en stor gave. Vi vil for altid være forbundet med Margrethekirken og Costa del Sol og Spanien i det hele taget. Jeg læser to aviser om dagen. Og er der noget om forholdene i Spanien, så læser jeg det næsten som det første. Vores glæde ved at opleve spanierne er uændret. Så vores ferier går næsten altid til Spanien. Jette læser stadigvæk månedsbladene. Men naturligvis er det danske samfundsforhold, vi nu interesserer os allermest for. Og dansk politik.”

 

Hvad tog I med i det mentale flyttelæs?
“Spanien har påvirket os på mange måder, så vi slet ikke kan lade være med at tænke Spanien med. Det gælder i sproget. Jette har læst spansk, siden vi kom hjem. Det gælder i livsholdningen, i musikken, i køkkenet, hvor olivenolien har sin fuldstændig faste plads. Og den spanske rødvin. Og vi kan slet ikke lade være med at kindkysse. Efter et år i Vendsyssel inviterede vi menighederne på en tur til Costa del Sol. Vi var 44 af sted. Det blev bare så godt. Og de oplevede hjerteligheden og livligheden i Spanien. Og jeg har fastholdt kindkyssene til alle damerne lige siden. Det anser jeg for noget af en præstation. Her i landsdelen!”

 

Solnedgange og slotte over Vesterhavet
“Vi elskede Spanien og måned efter måned kørte vi ind bag bjergene. Og vi elskede bjergene. Når skyerne står som slotte over Vesterhavet ved solnedgang, minder vi hinanden om, at det ligner vores elskede bjerge i Spanien.
Vi savner undertiden virkelig Spanien. Hele den livsstil, som spanierne giver plads til. Vi savner tapasbarer her i Vrensted. Vi bor fem kilometer fra Løkken. I Løkken er der i sommertiden et liv, som ligner lidt Costa del Sol. Men det bliver det aldrig. Og så er der vejret. Lyset om vinteren savner vi. Solen. Men under alle omstændigheder er det vigtigt at have alle stederne med sig, både når vi flytter til udlandet, og når vi flytter hjem igen. Og især de mennesker, som vi kommer til at holde af.”