Det danske magasin i Spanien
Små kapsler i store mængder
IMG 7391
 
Der samles ind i butikker, skoler, på arbejdspladser og i idrætshaller. Overalt indsamles der plastikpropper. Og ofte er det privatpersoner, der står bag de mange indsamlinger.

 

Indsamling af plastikpropper er blevet en del af hverdagen i mange spanske hjem. Laver man en google-søgning på “Tapones Solidarios”, kommer der tusindvis af artikler og tekster frem, hvor nogle linker til hjemmesider som “Tapones Solidarios para Nacho” eller “Una Sonrisa para Aitana”. Det handler alt sammen om indsamling af plastikpropper fra flasker, karton eller anden emballage. Projektet kan på dansk direkte oversættes til “Solidariske Plastikpropper”. Konceptet går på at indsamle plastikpropper, som omsmeltes og videresælges til genbrugsfabrikken, hvorefter pengene anvendes til velgørende formål. Typisk er det personer, som har brug for behandling eller en operation, som det offentlige hospitalsvæsen ikke kan klare, der får en ekstra hjælp.

 
Til Málaga for tre år siden
Et af de første Tapones Solidarios-projekter i Málaga-provinsen blev for tre år siden påbegyndt af Isabel Olea. Hun er mor til en 11-årig dreng, som lider af Louis-Bars sygdommen, hvilket ikke kan kureres. Isabel Olea blev inspireret af AEFAT’s (foreningen for familier med Louis-Bars sygdommen) kampagner i andre provinser og begyndte at indsamle plastikpropper for at skaffe penge til sin søns behandling og til forskning i sygdommen. Det var et pionerprojekt i Málaga-provinsen, og der viste sig hurtigt stor interesse for at hjælpe med indsamlingen af plastikpropper. Omvendt var det vanskeligt at finde en genbrugscentral, som ville aftage de mange kilo propper til en fornuftig pris. Men det lykkedes til sidst, og det blev startskuddet til et utal af indsamlinger.
 
Genbrugscentral bidrager på sin måde
På Replasur i Málaga, som var den genbrugscentral Isabel Olea fik afsat propperne til, samarbejder man i dag med 35 familier og sammenslutninger, som indsamler plastikpropper og sælger dem til centralen for 15 cent pr. kilo. Men det er ikke, hvem som helst, der kan tage på genbrugscentralen for at sælge plastikpropper. På Replasur, som har arbejdet med plastikgenbrug i rundt regnet 30 år, er man opmærksom på, hvem man samarbejder med. Centralen er kommercielt drevet, men man har valgt ikke at tjene på at omsmelte og videresælge plastikken. Det giver indsamlerne en bedre kilopris på de mange propper. Til gengæld vil Replasur se bevis for, at beløbet for de solgte kapsler går til et godt formål.
 
shutterstock 89070790
 
Propper og låg
Det er plastikpropper- og låg, der indsamles i husholdningerne. Det skyldes, at kvaliteten af den type plastik ofte er nyere og bedre end andet plastik i hjemmet. Tilmed er plastikken fra propper og låg miljøvenlig, da den kan omsmeltes og genbruges op til seks gange.
De forskellige typer plastik skulle oprindeligt sorteres efter type, men i dag har Replasur et moderne system, som muliggør genbrug af alle typer propper og låg i samme proces. Tilmed har de fundet en god aftager af den store mængde plastik. Til den nysgerrige kan vi fortælle, at aftageren er en producent af frugtkasser i plastik.
 
Et ton giver 150 euro
En prop til en almindelig vandflaske vejer cirka 2 gram. Det betyder, at der skal indsamles en halv million propper for at nå et ton. Et ton plastikpropper- og låg kan sælges for 150 euro. Hver en prop, og hver en cent, tæller i bestræbelserne på at hjælpe en person i nød.
Vil du i kontakt med personer, som indsamler plastikpropper og låg i dit boligdistrikt, findes det let på google: Tapones Solidarios + dit område. Så dukker kontaktdata frem.
 
Plastikpropperne betalte Lucas’ operation

En af de aktuelle Tapones Solidarios-indsamlinger går under navnet Camina con Lucas. Lucas er historien om en 6-årig dreng, der er født med den særlige sygdom Klippel-Trenaunay sygdom, som rammer og hæmmer flere af kroppens elementære dele. Sygdommen er nær uhelbredelige, og operationerne for at mindske sygdommen er yderst avancerede. Det spanske sygehusvæsen havde ingen eksperter til den type operationer og heller ikke inden for det private sygehusvæsen, kunne Lucas’ familien hente hjælp. En tysk specialist kunne dog klare opgaven, men der skulle fire operationer á hver 17.000 euro til. Store dele af operationerne blev finansieret via en massiv indsamling af plastikpropper- og låg.

“Det er et kæmpe arbejde, som aldrig stopper. Lucas skal igennem flere operationer i fremtiden i håbet om at få et nogenlunde normalt liv. Vi er evige taknemmelige for den indsats, tusindvis af familier og indsamlere har ydet igennem flere år, og fortsat yder,” siger Lucas’ forældre. Familien fortsætter kampen for Lucas og indsamlingen til hans operationer. Samtidig har Lucas’ far taget initiativ til at opstarte en organisation til indsamling af penge til børn med uvanlige sygdomme.
Af Sara Laine, sara@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.