Sorg er hjemløs kærlighed: Farvel far og mor – må I hvile i fred

Sorg er hjemløs kærlighed: Farvel far og mor - må I hvile i fred

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Christina-Frandsen-LD-Marts-2015

I denne serie sætter vi fokus på dødens mange facetter, og hvordan livet ser ud for de efterladte, når en elsket går bort. Hverdagen ændrer sig, og “vi” bliver til “jeg”. Det man engang gjorde sammen, gør den efterladte nu alene – en ny tilværelse begynder og livet, ja, det fortsætter, som om intet var hændt.

Cristina Frandsen Ulrich er i dag 28 år. Det er syv år siden, hun mistede sin mor Hanne Ulrich, og 11 år siden hun mistede sin far Tage Frandsen. Begge tabte kampen til kræften og blev revet fra hende i en alt for ung alder. Det, som ellers skulle have været en ubekymret teenagetilværelse, blev skiftet ud med et angstfyldt liv præget af ensomhed, enormt ansvar og erkendelsen af, at hun nu var helt alene i Spanien.

Krøllet sammen på badeværelsesgulvet i fosterstilling forsøger den 17-årige Cristina Frandsen at få kontrol over vejrtrækningen. Men det er umuligt. Angsten og panikken breder sig i kroppen, og luften minder om en tyk masse, der er umulig at hive ned i lungerne. Gennem sprækkerne i de sammenpressede øjne ser hun sin mor komme løbende. Hjerteslagene bliver langsomt roligere, og snart er dette angstanfald en del af fortiden – nøjagtig som hendes far for nylig er blevet det.

75-årigeTage Frandsen døde en novemberdag i 2004. Han havde været syg i fire år, og de vidste, det ville ske. Alligevel kom det som et stort chok for Cristina Frandsen, og hun genkender, hvordan sorgen overtog en hver følelse i hendes krop og gjorde hende vred på resten af verden.
“Jeg kunne slet ikke klare, at min far var død. Jeg kan huske, jeg tænkte: “Han er bare på ferie i Danmark”. For dét at skulle sige højt, at min far var død, det kunne jeg ikke,” fortæller hun, mens intensiviteten i hendes øjne forstærkes.
“Jeg var vred på alle mennesker. Hvordan kunne de bare foresætte deres liv? Jeg havde specielt svært ved, når folk på gaden grinte eller smilte – for hvordan kunne de dog det? Min far var jo lige død.”
 
Når kræfterne slipper op
Det mørke hår med lyse reflekser bliver holdt oppe af en elastik, der lydigt svinger håret fra den ene til den anden side, mens hun taler. Hun har mørke øjne og ligner på mange måder en typisk spansk eller dansk pige. Historien, hun kan fortælle om sit liv, er dog langt fra typisk. Siden hun var 11 år har døden været tæt på, og hun har gentagne gange måttet sove på sygehuset, når hendes far blev indlagt, og kunne blot se til, mens hans kræfter langsomt slap op.
“Der gik to-tre år, før de fandt ud af, hvad han fejlede. De blev ved med at sige, at det var noget med hjertet, men det viste sig, at det var mavecancer. Dengang kunne man ikke erstatte mavesækken, ligesom man kan i dag. Han blev opereret, men uden mavesæk kan du ikke tage på, så han blev til sidst meget tynd”.
Tiden efter operationen var hård, husker Cristina Frandsen. De måtte selv stå for al pleje af Tage, og det satte sine spor på hverdagen, der nu drejede sig om at få pleje, skole og arbejde til at gå op.
“Til sidst vejede han kun 34 kilo, og vi vidste jo ikke, hvordan vi skulle håndtere ham. Vi tabte ham på gulvet, når han skulle i bad, og der var ingen hjælp at hente fra nogen sider. Min mor skulle jo stadig arbejde og sørge for, at jeg kom i skole, så da vi var på hospitalet den sidste gang, sagde hun, at hun ikke kunne tage ham med hjem igen,” fortæller Cristina og tager en slurk af de kolde Nestea, som står på glasbordet.
“Jeg blev rigtig sur, når hun sagde sådan. Hun talte ofte om, at vi måske skulle finde et sted at sende ham hen, men det synes jeg ikke, vi kunne gøre – det var jo min far. Vi skulle da passe på ham. I dag forstår jeg det godt. Hun kunne jo se, at hverken vi eller økonomien kunne holde til det. Men det var jeg for ung til at forstå dengang.”
De forsøgte at forberede sig på det uundgåelige. Tage skulle dø. Spørgsmålet var bare, hvornår. Lægerne gav ham maks. fem år at leve i, og han nåede at leve de fire. Hvert år fik han lungebetændelse og blev indlagt på hospitalet, og hver gang troede de, at de ville miste ham. Han kom dog altid hjem igen, så da han blev indlagt i november 2004, troede ingen af dem, han ville dø.
“Vi tænkte: “Nå ja, det har vi jo været igennem så mange gange før”. Men Bum! så skete det pludselig. Min mor blev selvfølgelig rigtig ked af det, men var forberedt på det på end anden måde end mig”.
Christina havde kort forinden afsluttet tiende klasse og var næsten lige begyndt på bachillerato (svarer til dansk gymnasium), da hun mistede sin far. Dødsfaldet gjorde, at hun begyndte at få angstanfald, og det var umuligt for hende at passe skolen, og ikke mindst dét at skulle til eksamen. Det resulterede i, at hun fik 0 i alle sine fag og efterfølgende besluttede at droppe ud af skolen.
“Det var for svært at indhente de andre i klassen. Jeg havde været væk i næsten en hel måned, og på det tidspunkt lærte vi at skrive og læse på latin, og mistede man bare et par dage, var det umuligt at følge med.”
Cristina Frandsen begyndte at arbejde i en tøjbutik, samtidig med at hun forsøgte at få angsten under kontrol sammen med psykologer og medicin. Det hjalp, men blot et halvt år efter hendes fars død, måtte hun igen se kræften i øjnene. Hendes mor fik konstateret underlivscancer.
 
“Jeg skulle bare overleve”
Endnu tre år med sygdom prægede Cristinas Frandsens liv. Utallige hospitalsbesøg, en blodprop og beskeden om, at kræften havde spredt sig til hendes mors lunger forstærkede situationens alvor. Kemobehandlingen og stråleterapien havde ødelagt Hanne Ulrichs indre organer, og stomiposer blev en nødvendighed. Det var svært at finde et hospital, der ville operere hendes mor og indsætte den sidste stomipose. Hun blev indlagt en mandag, en uge inden juleaften, og de forberedende prøver blev taget. Hun kom på astronautdiæt for at styrke immunforsvaret, men det forblev faretruende lavt. Om lørdagen fik Cristina Frandsen derfor den besked, at lægerne ikke kunne operere hendes mor, og hun skulle over flyttes til Cudeca, som tager sig af døende kræftramte og deres pårørende.
“Mandag blev hun indlagt på Cudeca. Lægen sagde, at det ville være i dag eller i morgen, hun ville dø – og klokken 00.30 juleaften døde hun.”
Tilbage stod 21-årige Cristina Frandsen med et stort hus i Calahonda og ingen idé om, hvad hun nu skulle stille op. Hendes moster, som bor i USA, tog til Spanien for at være med til begravelsen og hjælpe Cristina Frandsen i ugen efter, men derefter blev hun nødt til at tage tilbage.
“Du kan ikke bare efterlade mig her, sagde jeg. Men der var ikke noget at gøre. Vi havde forsøgt at få mig til USA, men da jeg ikke var i nær familie med min moster, kunne det ikke lade sig gøre. Hun købte en billet til mig, så jeg kunne komme derover i en måned i august, men ellers måtte jeg klare mig alene.”
Cristina Frandsens mor havde arrangeret, at en revisor skulle hjælpe hende med at få ordnet skødet, så huset stod i hendes navn. Det skulle dog vise sig et være omkostningsfuld proces, der den dag i dag stadig påvirker Cristina Frandsens liv betydeligt.
“Min mor havde efterladt mig nogle penge, som jeg skulle leve for, men i Spanien betaler man arveafgift, og banken skulle have 36.000 euro. Jeg forsøgte at tage et lån for at betale afgiften, men det ville banken ikke give mig. Jeg spurgte i fem forskellige banker, og det var kun La Caxia, der til sidst indvilligede i at hjælpe. Men de krævede, at de penge min mor havde sparret sammen skulle stå på en blokeret konto som kaution for lånet, så i sidste ende havde jeg ingen penge.”
Cristina Frandsen måtte således begynde helt fra bunden. Og det sværeste i den efterfølgende proces har været, hvordan hun skulle betale alle de udgifter, hun pludselig stod med. Huset skulle færdigbygges, før det kunne sælges, og konstant kom der nye regninger, der skulle betales. Samtidig kæmpede hun stadig med voldsomme angstanfald, og tiden lige efter morens død satte sit aftryk hos Cristina Frandsen.
“Jeg var som en robot. Dagene gik med arbejde, ture på hospitalet på grund af angstanfaldene og bare dét at overleve. Jeg ville selvfølgelig ønske, at min mor havde ordnet papirerne på huset, inden hun døde, så det havde stået i mit navn. Men vi vidste ikke, hun ville dø. Hun skulle jo bare opereres,” siger hun med et lille skævt smil.
Cristina Frandsen har i dag svært ved at være i huset og kommer kun ind for at spise og sove. Det er forbundet med mange følelser, og det har gjort det svært at finde sig til rette, og ikke mindst dét at skulle sælge det.
“Jeg har svært ved at skifte tingene ud. Det er jo mit mors hus. Og det hele står, som dengang hun døde, og værelset her omtaler jeg stadig som min mors værelse,” siger hun og peger mod den hvide dør.
“Der var på et tidspunkt et par, som ville købe det sidste år, men så sagde jeg, at jeg ikke ville sælge det alligevel. Det er jo det eneste, jeg har tilbage fra hende, og jeg har det dårligt med at sælge det. Men jeg ved, det er nødvendigt. Jeg har rigtig meget brug for at finde mit sted nu.”
 
Minderne og begyndelsen på et nyt liv
I dag husker Cristina Frandsen tilbage på forløbet med blandede følelser. Men specielt en følelse af svigt fylder meget og vækker en stor vrede i hende.
“Ikke en eneste gang er der nogen, som har spurgt mig, om jeg måske havde lyst til at komme over til kylling i karry i aften. Og det var jo lige meget, om det så var kartoffelsuppe eller rugbrød, det var jo bare det lige at få et kram, som betød noget. Bare det, at de var kommet forbi for at sidde i sofaen i et par minutter, ville have været rart. Men folk ved ikke, hvad de skal gøre og sige, så de fortsætter bare med deres eget liv,” fortæller hun med en tydelig skuffelse og vrede i den ellers så afdæmpede stemme.
Det er tydeligt, at svigtet fra omverden har sat sig dybt i Cristina Frandsen. En voksen, som kunne have været der for hende, ville måske have gjort tingene en smule nemmere. Og her kunne Cristina Frandsen godt have ønsket, at de havde boet i Danmark.
“Her har man ikke på samme måde en vennekreds. Det er en turistby, hvor folk kommer og går, og så glemmer de en. Mine forældres venner er gledet ud, og de danske veninder, jeg har fået gennem tiden, er måske kommet hertil for at arbejde i et halvt år, og så tager de hjem igen. Så der er ikke særlig mange piger på min alder hernede.”
Tilbage står således huset, minderne og en 28-årig kvinde, som i dag betegner sig selv som værende svær at vælte. Hun har stået overfor flere udfordringer end de fleste af hendes jævnaldrende, men er kommet ud på den anden side. Hun har i dag en lille datter på fire år, og nu skal huset bare sælges, så de kan begynde et nyt liv. Deres eget liv.
Mindet om far og mor står stadig klart. Og specielt hendes fars glade væsen vækker smilet og en blid stemme frem.
“Han lavede altid fest og ballade. Han var typen, der stak et stykke ‘Gamle Ole’ op i hovedet på én om morgen, eller listede en isterning ned ad ryggen på én. Og han skældte aldrig ud. Det lod han min mor om,” griner hun og afslutter:
“Jeg var jo hans lille pige.”
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com. Foto af Mugge Fischer

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa