Dødelig virus sætter fattigdomsproblemer i nyt alvorligt lys

Dødelig virus sætter fattigdomsproblemer i nyt alvorligt lys

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
ebola
Ebola. Bare ordet i sig selv kan få de fleste til at ryste af skræk. En smertefuld og ubarmhjertig skæbne ligger forude for de fleste, som smittes med virussen, og selvom den er nem at slå ihjel, spreder den sig lige så nemt. Sygeplejerske Teresa R. Romero blev den første, som blev smittet på europæisk jord, og Europas mareridt blev virkeligt. Spørgsmålet om, hvorvidt
det spanske, ja, hele det europæiske, sundhedsvæsen er rustet til opgaven, ligger på alles læber, og så har epidemien vist en ny konsekvens af fattigdom.

 

“Der findes ingen kur mod Ebola, fordi det hidtil kun har været et problem i de fattige lande. Men nu, hvor det er en trussel mod Vesten, bliver folk opmærksomme på alvoren af denne virus.”

Sådan svarer David Moscoso, specialist i forbyggende medicin og folkesundhed og en del af den epidemi-specialenhed i Málaga, som overvåger sygdomme i Sydspanien, på spørgsmålet om, hvorfor der stadig ingen kur findes.
Ebola-virussen blev opdaget første gang i 70’erne nær Ebola-floden i byen Yambuku (DR Congo), som virussen har fået sit navn fra. Og kuren er stadig ikke fundet. Hvorfor? Vil epidemien eskalere her i samme grad som i Afrika. I Spanien lyder desuden spørgsmålet: “Er risikoen for smitte større, fordi landet grænser op til Marokko?”
 
Ebola-epidemi i Europa er usandsynlig
Bekymrede spaniere, portugisere og udlændinge på den Iberiske Halvø ser i disse dage med bange øjne mod Afrika. Spaniens nabokontinent er nemlig blevet omdrejningspunkt for vor tids største sundhedskatastrofe: Ebola-epidemien. I forhold til de rejsenede, som krydser den spansk/marokkanske grænse, maner David Moscoso dog til besindighed.
“Det er højst usandsynligt, at vi vil se ebola-tilfælde hos flygtninge eller rejsende fra Afrika. En inficeret person får som regel symptomer inden for den første uge og mister hurtigt sin fysiske styrke, og en krævende rejse fra Vestafrika, hvor ebola-epidemien i dag hærger, og helt til Europa vil for selv den mest udholdende person nærmest være umulig.”
Han udsteder dog igen garantier, da virusser er uforudsigelige. Hidtil har den største trussel da også været de to præster, som blev bragt til Spanien, efter de fik ebola under deres ophold i Vestafrika. Det betyder dog ikke, at man skal stoppe med at hente udenlandske statsborgere hjem, hvis de er blevet inficeret, mener Moscoso.
“De skal hjem, hvor de kan få den bedste behandling og mulighed for helbredelse. I de afrikanske lande er forholdene meget simple, hvilket også er en af grundene til, at virussen spreder sig så hurtigt der. Det vil vi ikke opleve samme omfang i Europa, da vi har et meget omfattende sundhedssystem.”
 
Det spanske sundhedsvæsen står klar
David Moscoso ved, hvad han taler om. Han er en del af et beredskab koblet sammen af mennesker og teknologi, som hurtigt giver overblik over Málaga-borgernes sundhed og en mulig fremkomst af virusser og epidemier. Tilses en patient med virussymptomer, går et helt apparat i gang. Patienten indlægges på et specialiseret hospital (i Málaga-provinsen er det Carlos Haya), hvor der, hvis der er tale om ebola, står en isolationsstue klar til patienten. På samme tidspunkt tager lægehuset, hvor patienten først blev tilset, kontakt til epidemienheden, som derefter gennemgår resultaterne og undersøger, om der er indrapporteret andre sygdomstilfælde i området. Dernæst kortlægger de, hvem personen har været i kontakt med, så også disse hurtigst muligt kommer i behandling eller isoleres, så smitterisikoen begrænses. Hvis den smittede henvender sig direkte på hospitalet står en specialenhed klar til at tage sig af patienten og undersøge, hvem personen har været i kontakt med. Begge enheder er løbende i kontakt med lokalregeringen, der melder tilbage til centralregeringen omkring udvikling, spredning og trusselsniveau etc. Desuden er der oprettet en akutenhed, som altid står klar i tilfælde med mere alvorlige virusudbrud som eksempelvis ebola, som kontaktes telefonisk og som omgående rykker ud. (Foto: præsentation)
Moscoso gennemgår de indsendte data fra lægehusene, og overvåger om lignende symptomer er indrapporteret andre steder i de seks sygehusdistrikter i provinsen. Han forstår godt europærernes og specielt spaniernes bekymring, men mener ikke, man bør frygte en epidemi på disse kanter.
“Nøglen til at bremse ebola er, at man handler hurtigt. En tidlig behandling og det at patienter og pårørende isoleres er afgørende. Her adskiller de europæiske lande sig fra de afrikanske, som hverken har de teknologiske eller økonomiske midler til at bremse smitten.”
En konsekvens af mange årtiers fattigdom og manglende industriel udvikling.
 
Fattigdom er en ond cirkel
Mange tidligere tredjeverdenslande har det seneste årti udviklet sig både teknologisk og økonomisk, så de i dag klassificeres som mellemindkomstlande, hvor befolkningerne og det politiske system udvikler sig parallelt. Kina, Indien, Japan og Sydamerika er nogle af de lande og områder, hvor processen har ført til en højere levestandard og større uafhængighed. Desværre sakker mange afrikanske lande stadig bagud. Det er dét kontinent med mest fattigdom, når det måles i økonomiske ressourcer. Ifølge Verdensbanken lever 52,9 procent af Sierra Leones godt 6 millioner indbyggere under fattigdomsgrænsen. Det svarer til 1,25 $ (0,98 euro) om dagen, og i Guinea lever 55,2 procent af 11,75 millioner indbyggere under fattigdomsgrænsen. Det er to af de lande, hvor ebola-epidemien spreder sig hurtigst. Ud af verdens 187 lande ligger Sierra Leone og Guinera henholdsvis på en 5. og 9. plads over verdens fattigste. Liberia som også er ramt hårdt af ebola-udbruddet ligger på en 13. plads.
Mange lande i Afrika er ramt af stor fattigdom og årsagerne til de ringe økonomiske kår har flere forklaringer. Korrupte regeringer, forsøg på at modvirke effekten af tørke og store gældsbyrder til OECD-landene, Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, hvor pengene er gået til at bevare en stor offentlig sektor og opretholde militærets budgetter, er nogle årsagerne til fattigdommen. Men også de tidligere kolonimagter spiller en væsentlig rolle for, hvorfor de afrikanske landes økonomier ikke har udviklet sig mere. Inden for den globale økonomi blev kontinentet hurtigt placeret som storproducent af råvarer, som efterfølgende blev forarbejdet i europæiske industrier. En større efterspørgsel på europæiske varer gjorde, at de afrikanske økonomier blev bygget op omkring primære fødevarer og mineraler, som skulle eksporteres til Vesten. Landene blev derved meget sårbare i forhold til prissvingninger på verdensmarkedet samt klimaforandringer. Priserne på de forarbejdede varer fra de industrialiserede lande er de seneste årtier steget, mens priserne på de uforarbejde varer er faldet, og med gigantiske gældsbeløb og frie handelsaftaler uden mulighed for at pålægge toldafgifter på fødevarerne er mange afrikanske lande fanget i en ond fattigdomscirkel uden store muligheder for udvikling. Det er her, den europæiske landbrugsstøtte ofte kritiseres for at skabe unfair konkurrence, da landbrugssektoren i EU-landene ikke ville kunne konkurrere med tredjeverdenslandene, uden støtte fra regeringerne.
 
Manglende udvikling i Afrika giver EU sved på panden
Hvorvidt man kan tale om, at de vestlige lande har en interesse i at fastholde de afrikanske lande i fattigdom, må være op til den enkelte at bedømme, men sikkert er det, at den omfattende fattigdom, har betydning for, at ebola-virussen spreder sig i det omfang, vi ser i dag. Som Harvard-professor og medstifter af organisationen Partners in Health (PIH), Paul Farmer, udtaler til The Washington Post, efter sin tur til Liberia: “This isn’t a natural disaster. This is the terrorism poverty.”
Havde Sierra Leone, Guinea og Liberia været længere fremme udviklingsmæssigt, kunne man måske have forhindret, at virussen var nået til Europa. I de pågældende lande deler to patienter ofte seng, og simple ressourcer som vand og sæbe er en mangelvare. Professor og ekspert i folkesundhed fra Københavns Universitet, Ib Christian Bygbjerg, udtaler til Kristeligt Dagblad den 29. september:
“Ebola-smitten var aldrig blevet spredt i det tempo, hvis Vesten havde holdt sine såkaldte ‘Millennium goals’ om at bekæmpe fattigdom. Og hvis man skal finde noget godt i denne situation, er det måske, at vesterlændinge ud af egen egoisme og angst for at blive smittet vil forbedre vilkårene i de fattige lande.”
Ebola og diskussionen om udvikling i Afrika er således kommet på EU’s dagsorden,
og groft sagt kan man spørge sig selv, om prisen for de billige fødevarer og besparelser på ulandshjælp modsvarer prisen for ebola i Europa og fremtidige epidemiudbrud.
Skjult epidemi genner sig bag ebola-virussen
Frygt. En sindstilstand, som på flere områder minder om en virus. Den spreder sig hurtigt og udligner ofte rationalitet og medmenneskelighed hos et menneske.
Ofte hører man bekymrede borgere i de spanske nyhedsmedier anfægte beslutningen om, at de to præster blev hentet hjem til Spanien. Frygt har også en hovedrolle i de konspirationsteorier, der ofte opstår i kølvandet på globale kriser – også i tilfældet med ebola. Tvivlerne står på den ene side af hegnet og anklager politikerne, de store mediehuse og medicinalindustrien for at lyve om ebola-udbruddet og lukrere på krisen. Ifølge dem skaber medierne, som er i lommen på politikerne og medicinalindustrien, falske skræmmekampagner for at påvirke befolkningerne til blindt at stole på deres ledere, købe alverdens medicinprodukter og ikke mindst gøre dem afhængige af de manipulerende nyheder. På den anden side står politikerne, medierne og medicinalindustrien, som advarer mod falske forhåbninger i forhold til en meget alvorlig situation. Bør man købe uautoriseret medicin, som hævdes at kunne bekæmpe virussen, eller tro på historier om, at omfanget af ebola-udbruddet er manipuleret?, som flere uafhængige medier, som eksempelvis Forbidden Knowledge: http://goo.gl/UGQVqD eller Nordisinfo: http://goo.gl/ld6G03, påstår at kunne bevise. Ligesom deres kommercielle nyhedskonkurrenter ønsker de at skildre én version af virkeligheden. Hvilken version man tror på, er op til den enkelte. Sikkert er det dog, at for Teresa R. Romero, og de, ifølge WHO, godt 10.000 formodet smittede og næsten 5000 døde, er ebola i den grad en virkelig trussel.
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa