Festlig ceremoni, hvor Chile-spilleren Morales for sidste gang stillede op for Málaga CF
La Peña de Dinamarcas officielle optagelse i Federación de Peñas Malaguistas blev en stilfuld og festlig aften i restaurant Casa Danesa.
Over 100 mødte frem – heraf mange autografhungrende børn for hvem de to Málaga-spillere Pedro Morales og José Manuel Casado velvilligt stillede sig til rådighed.
En begivenhed der samtidig markerede La Peña de Dinamarcas indvielse af den flotte lounge i restauranten.
Fra Mijas kommune mødte viceborgmester Mario Bravo op sammen med Anette Skou fra udlændingekontoret, og fra Málaga CF de ledelsesvalgte rådgivere Abdallah Ben Barek og Antonio Benitez – begge tidligere spillere og trænere i klubben – og formanden for Federación de Peñas Malaguistas, Miguel Molina, samt de to La Liga-spillere, som formanden for La Peña de Dinamarca, Morten Møller, overrakte fornemme Georg Jensen salt- og pebersæt. Endvidere udveksledes gaver mellem de to fan-organisationer.
Viceborgmester Bravo roste La Peña de Dinamarca for med sin klub at bidrage til den vigtige integration af udlændinge i Andalusien.
For Morales blev det den sidste optræden for Málaga CF. To dage senere skrev han kontrakt med Vancouver Whitecaps i den nordamerikanske Major League Soccer. Den 28-årige midtbanespiller opnåede 24 kampe med fire scoringer for Málaga CF, som fik 350.000 euro for ham.
Morales er født i Chile og har bl.a. tidligere spillet for Dinamo Zagreb i Kroatien.
Han tog et uforglemmeligt minde fra Casa Danesa med sig til Canada.
La Peña de Dinamarca har deltaget i sin første generalforsamling i Federación de Peñas Malaguistas. Efterfølgende inviterede Málaga CF til reception i VIP-loungen på Estadio La Rosaleda, hvor næstformanden i La Peña de Dinamarca, Herdis Nysted, kom i snak med Ben Barek, Vicente Casado (generaldirektør), Antonio Benitez og Francisco Martín Aquilar (chefrådgiver).