Barbates fiskere har lært af fønikerne

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
IMG 0650
 
50 kilometer fra Cádiz ligger fiskerbyen Barbate. Sammen med tre andre byer på Gibraltarstrædets kyst bruger fiskerne her en 3000 år gammel teknik til at fange de kæmpestore, blåfinnede tunfisk.
 
Naturen omkring byen Barbate er overvældende. Mørke bjerge med lysegrå klippefremspring indrammer saftigt grønne marker og bløde bakker, hvor brunt kvæg græsser. Overalt strækker vindmøller deres hvide vinger mod himlen. De har været en god investering, for det blæser meget ved kysten, der ligger ud mod Gibraltarstrædet. Vindforholdene tiltrækker surfere og spanske turister sommeren over, men i modsætning til mange andre andalusiske kystbyer, er det ikke kun turismen, der strømmer til i løbet af de varme måneder.
 
Omkring april og maj begynder blåfinnede tunfisk, ‘atún rojo’ på spansk, på op til flere hundrede kilo, deres rejse mod ynglesteder i Middelhavet og senere tilbage mod Atlanterhavet. Tunfiskene holder sig tæt på kysten, da de foretrækker varmere vande, og da fønikerne beboede området i 1000-tallet f. Kr., udnyttede de dette til deres fordel. I dag, 3000 år efter, bruger fiskerne i Barbate og de omkringliggende byer stadig metoden, der kaldes ‘almadraba’, opkaldt efter fiskenettene. Ved at placere fiskenet fra kysten og ud i havet tvinges fiskene til at svømme mod det koldere vand. Når de opdager det, vender de om, men inden de når kysten igen, fanges de i en labyrint af net, der til sidst fører dem ind i det midterste net, den rektangulære ‘cuadro’. Den del af nettet kan hejses op, og sådan kommer tunfiskene op til overfladen og over i fiskerbådene.
 
Vigtige arbejdspladser
En undersøisk verden åbner sig, da vi træder indenfor i Museo del Atún. Vi er på havbunden, omgivet af museets stjerner, tunfiskene, og over og omkring os skimtes fiskenettet, der bruges ved ‘almadraba’-fiskeriet.
“Tanken var, at vi ville lave rummet her set fra tunfiskenes synspunkt,” forklarer Antonio Gómez.
 
Han er idémanden bag ‘Museo del Atún’ og en af ejerne af fabrikken La Chanca i Barbate. Her bliver tunfiskene forarbejdet til produkter som røget tun, tunrogn og ‘mojama’ – saltet og tørret tun. Produkterne fra La Chanca og de andre fabrikanter i Barbate ligger i den dyrere ende, og ideen med museet er at give kunderne en fornemmelse af, hvorfor produkterne koster, som de gør. Antonio Gómez forklarer:
“I forhold til de større firmaer producerer vi, med vores 30 medarbejdere, meget lidt, og det påvirker også prisen.”
Det er vigtigt for byerne Barbate, Conil, Tarifa og Zahara de los Atúnes, at der stadig fiskes tunfisk på den traditionelle måde. Området er præget af høj arbejdsløshed, der også hænger sammen med, at antallet af tunfiskerbåde er faldet fra 600 til ca. 20 i løbet af de sidste fem år. Derfor samarbejder byerne om at skabe mere turisme, blandt ved at lave gastronomiske arrangementer.
“Flere turister søger efter noget specielt, og vi prøver at imødese det behov, for vi har brug for en ny industri her for at holde gang i økonomien,” siger Antonio Gómez.
 
Japansk efterspørgsel giver færre tunfisk
Arbejdet med de blåfinnede tunfisk er præget af mange, gamle metoder. Udover selve måden at fange fiskene på, blev ‘mojama’-produktet også opfundet af fønikerne. Ved at bruge det havsalt, der blev tilbage efter solens bagning på højtliggende saltsøer, til at konservere tunen og efterfølgende lufttørre kødet, kunne det nu transporteres via de handelsruter, fønikerne skabte i hele Middelhavet. Til ‘mojama’ bruges den inderste del af tunfisken – ‘lomo’en – der har det laveste fedtindhold. Den bliver skåret fri af fisken ved ‘ronqueo’, der er betegnelsen for denne særlige måde at partere fisken på. Når Museo del Atún holder åbent om sommeren, er en fremvisning af ‘ronqueo’ en del af rundturen. Da La Danesa besøgte museet udenfor for åbningstiden, blev det ikke til en partering, men på fabrikken Herpac, som vi også besøgte, fik vi syn for sagen. På små 5 minutter havde ‘ronqueador’en skåret en tunfisk på 150 kg op og skåret de brugbare stykker ud, heriblandt ‘lomo’, ‘ventresca’ og rognen.
 
Tunfiskeriet ved Gibraltarstrædet er dog begyndt at lide de senere år. Den fedtfattige ‘lomo’ er meget eftertragtet i Japan, da det er den, der bruges rå til sushi og sashimi. Omkring 80 procent af tunfisk, fanget i Atlanterhavet, bliver frosset og sejlet til Japan, hvor en tunfisk på over 200 kg blev solgt for 10,3 millioner kroner i 2012. Den store indtjening på blåfinnet tun har resulteret i massiv overfiskning i Atlanterhavet og et stigende antal af dambrug. Dambrugene fanger de yngre fisk, for at få dem til at yngle, og det betyder, at færre tunfisk kommer frem til deres ynglesteder. I de sidste 40 år er antallet af tunfisk i det østlige Atlanterhav faldet med 72 procent. Fønikerne havde tænkt over problemet ved en lavere fiskebestand, og knyttede deres fiskenet med så store huller, at de yngre fisk kunne smutte igennem. Skulle en ung tunfisk have forvildet sig ind i midten af nettet, skal fiskerne smide den ud i havet igen.
 
Fakta:
Museo del Atún holder åbent fra april til oktober. En rundvisning koster fem euro, og smagsprøver på La Chancas produkter afslutter rundvisningen. Reservér på www.museodelatun.com.
 
Det er også muligt at kommer på gratis rundvisning hos Herpac. Kontakt fabrikken på www.herpac.com
Man kan købe fabrikkernes produkter efter endt rundvisning
 
Tunfiskeriet foregår mellem maj og juli.
 
Fønikerne var et handelsfolk, hvis hovedbyer lå i det, vi i dag kalder Libanon og derudover beboede de kysterne langs Middelhavet. De var dygtige skibsbyggere, og opfandt biremen, en type af galej med sejl og to rækker af roere. På grund af deres skibe stod de for meget af handlen med romerne og grækerne.
Af Lisa Nordbo Fiil, lisa@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa