Del 4: Askepot i Arabien

 

 

 

Sjakalernes høje hyl skyder som pile frem og tilbage over ørkenlandskabet ved Palæstinas grænse mod Libanon. Den kuldegysende lyd fylder også det lille værelse, hvor Helena sidder på en hård seng og venter på at se solens morgenstråler oplyse horisonten udenfor det lille vindue med jerngitter. En svagtlysende pære kæmper forgæves mod det tætte nattemørke, og Helenas tanker beskæftiger sig med scenarier, hvor en af de tre andre senge i rummet bliver natteleje for en fremmed mand. Derfor har hun opgivet søvnen og lader minutterne blive til timer. Hun befinder sig ikke i fangenskab på trods af gitteret for vinduet, men på et værelse tilhørende en lille restaurant i Palæstinas ørken. Planen var egentlig, at hun skulle rejse med en polsk ven fra militæret til Libanon og Syrien på forsædet af hans komfortable jeep, men inden afgang fik hun en meddelelse om, at han havde brækket benet.
“Jeg havde allerede betalt for at få mit visum til Libanon og Syrien, så jeg ville ikke opgive mine rejseplaner,” forklarer Helena.

Derfor var hun taget mod busstationen, iført sin kakifarvede spejderuniform, der ved et hurtigt øjekast kunne ligne en militæruniform. Helena lod sig ikke slå ud af, at der ingen busser kørte den dag og stillede sig i stedet afventende i vejkanten, til en transportmulighed dukkede op. Hun var kommet til grænsen på ladet af en mælketransport efter flere timer med mælkejungerne som eneste selskab. I det militære område ved grænsen var hun blevet mødt af en engelsk sergent, der ikke vidste, hvad han skulle stille op med en ung, lyshåret pige i uniform.
“Han troede, at jeg var en militærperson og bad om min militære dokumentation. Jeg forklarede, at jeg var spejder, og at jeg havde et visum. Så rystede han på hovedet og fortalte, at jeg blev nødt til at overnatte ved grænsen,” siger Helena.

 

Spejderuniform sikrer transport
Efter at være flygtet gennem Europa endte Helena og hendes mors rejse i Palæstina, der i 1939 var under engelsk mandat, og i dag kaldes Israel. Her slog de sig ned i Tel Aviv, hvor de fik både arabiske og jødiske bekendte.
Heldigvis skal Helena ikke bruge sin medfødte, polske evne til få venner på det lille værelse ved grænsen, for natten går, uden at de andre senge bliver lejet ud. Da solen står op, opsøger Helena igen den engelske sergent, der forsikrer hende, at hun snart kan komme videre på sin rejse. Kort efter standser en postbil ved grænseposten, og Helena får lov at køre med til Beirut, hovedstaden i Libanon. Denne gang er medpassageren i førerhuset englænder, og han overlader på gentleman-vis sit sæde til den unge pige. I Beirut ligger et amerikansk universitet, hvor unge, polske kvinder studerer, og Helena får lov at bo hos dem på deres pensionat. Med base i Beirut rejser hun nu ind i landet til Baalbeck, hvor de bedst bevarede romerske ruiner i Libanon strækker deres søjler mod himlen. Derfra går turen videre til Damaskus i Syrien.
“Det var tit svært at få transportmuligheder, og jeg havde ikke så mange penge, så jeg brugte militærkøretøjer. Det kunne kun lade sig gøre på grund af min spejderuniform, så den viste sig at være meget praktisk”, fortæller Helena.

 

Eventyr i Beirut
Men ved én lejlighed kunne den lysebrune bluse og nederdel ikke bruges. Ved et damask-væveri i Damaskus bliver Helena tilbudt et lift af en højtstående fransk militærmand, der skal tilbage til Beirut. I stedet for de sædvanlige støvede jeeps og lastvogne kan han tilbyde en skinnende, sort limousine med chauffør.
“Jeg tøvede lidt, for jeg havde ikke regnet med at forlade Damaskus allerede, og min tillid til ældre mænd var ikke særlig stor. Men jeg var træt, og det var et helt usædvanligt tilbud, så jeg tog imod det,” forklarer Helena.

Køreturen forløber uden mange udvekslede ord, da Helena ikke kan fransk, og franskmanden ikke kan engelsk, men han inviterer alligevel Helena på middag samme aften i Beirut. På pensionatværelset skaber invitationen pigekvidder og en akut make-over, da Helena ikke kan tage til middag i spejderuniform. Som en anden Askepot bliver hun påmindet om, at porten til pensionatet bliver lukket og låst kl. 23.00. Med sine veninders nysgerrige og smilende ansigter i vinduet bag sig går Helena den franske militærmand i møde.
“Middagen var fantastisk med musik i restauranten. Det var første gang, jeg smagte vin, og tiden gik hurtigt. Pludselig var klokken næsten elleve,” fortæller Helena.
På trods af limousines fart igennem Beiruts mørke gader er porten blevet låst. Da bilen og franskmanden er kørt, må Helena forcere en høj mur, der efterlader hende med hudafskrabninger som minde om den romantiske aften.

 

England, Argentina, ægteskab
I 1947, efter krigen sluttede i Europa, blev det tid til, at Helena og hendes mor kunne forlade Palæstina. Faren var endt i England, efter fem års fangenskab i Tyskland, så det britiske ørige blev damernes mål. Da Helena og hendes mor var blevet forenet med den mandlige tredjedel af familien, brugte de to år i Sydengland. Men efterkrigstiden var besværlig, rationeringerne små, og det kolde klima var ikke opmuntrende. Derfor bestemte Helenas forældre sig for, at familien skulle udvandre til Argentina, ligesom mange andre polakker gjorde i de år. På toget mod Tilbury havn lægger Helena mærke til en flot, ung mand.
“Han skilte sig ud fra de andre passagerer, og sad og så tankefuldt ud af vinduet,” husker Helena.
På det tidspunkt ved hun ikke, at den unge mand hedder Peter, at de dagen efter vil møde hinanden på dækket af skibet The Highland Princess og har 63 års ægteskab foran sig.

 

I næste afsnit følger vi Helena og Peter Müllers år i Argentina.

Af Lisa Nordbo Fiil, lisa@norrbom.com