Ny butik bød på frivillig usikkerhed

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
IMG 0499
 
Claus Bentkjær åbnede for knapt et år siden sin nye butik på travle Avenida de Jesús Santos Rein i Fuengirola efter at have haft et godt øje til placeringen i flere år. Men før cava’en kunne skænkes og gaverne åbnes, skulle det spanske bureaukrati overvindes.
 
Om det er i Spanien eller Danmark har selvstændigt erhvervsdrivende noget til fælles. Det kan både have noget at gøre med bevidstheden om, at hvis der ikke lægges tid og energi i forretningen, er der ingen løn og med den usikkerhed, de alle har stået i, når pengene er lånt, investeret og brugt og afkastet lader vente på sig.
“Du har faktisk slet ikke råd til at tænke på, at dit projekt ikke kommer til at gå,” forklarer Claus Bentkjær, der har været selvstændig optiker i Fuengirola i 14 år, og forsætter: “Den følelse af usikkerhed bliver siddende i kroppen altid, men det er også den følelse, der gør, at du tager dit arbejde seriøst. Du har ikke råd til, at det går galt!”
 
Claus Bentkjær begyndte med en butik på Avenida de Mijas. I 13 år lå den på et hjørne, et trygt og sikkert sted, der gav en god omsætning. Men for et år siden kastede Claus sig med åbent sind ud i usikkerheden igen, da han skrev under på et lejemål på Avenida de Jesús Santos Rein, en placering han altid har haft et godt øje til.
“Jeg har altid vidst, at det her var det rigtige sted. Det har været et superbytte,” fortæller han, siddende i det lyse, åbne lokale, der kom ud af byttehandlen.
 
Lokalet var der, muligheden var der, interessen og finansieringen var der – men de spanske myndigheder viste sig at blive en større udfordring, end Claus Bentkjær havde troet.
 
Sure, spanske embedsmænd…
Det er en travl dag i den nyåbnede butik. Kunderne drysser stille rundt og Claus Bentkjær har travlt med at være serviceminded, da en repræsentant fra den spanske Sundhedsstyrelse træder ind ad døren og kræver opmærksomhed.
“Et øjeblik, så skal jeg være der,” siger Claus, mens han afslutter samtalen med sin kunde.
“Nej, det er nu, eller også lukker jeg butikken,” svarer den spanske embedsmand.
 
Episoden blev for Claus et godt billede på det bureaukrati, han måtte bakse med i et halvt år, før den nye butik kunne åbne dørene. Der skulle indhentes tilladelser fra myndighederne i Fuengirola, fra Junta Andalucía og fra sundhedsmyndighederne, og i al kontakt med det offentlige oplevede han ikke noget ønske om at gøre processen lettere for dem, der faktisk gerne ville bidrage til områdets trængte økonomi.
“Måske er det meningen, at de skal hjælpe dig, men jeg oplevede kun problemer og ballade. Det bliver dyrere, det tager længere tid, og det dræner én for energi. I det daglige kan man godt klare det, men når man i forvejen er presset, så bliver det lidt hårdt,” forklarer Claus Bentkjær.
 
… og besværligt bureaukrati…
En anden helt almindelig dag på Avenida de Jesús Santos Rein. Solen deler gavmildt sine stråler med fodgængere, kaffedrikkere og bænkesiddere. Inde i Uniopticas butik genspejler solen sig i det hvide porcelænsgulv, der ligner træ. En kommunalt ansat kommer ind i butikken. Claus Bentkjær skal fjerne sit skilt, selvom det står blandt mange andre på fortovet. Som autoritetsrespekterende dansker trækker Claus sit mandshøje skilt væk fra vejen og går til kommunen for at få lov til at leje den kvadratmeter fortov, det står på. Men det går ikke. Der er nemlig en liste over, hvilke butikker der ikke må have et skilt stående på fortovet.
“Det kan også fortolkes sådan, at hvis du ikke er på den liste, må du godt have dit skilt stående. Men det kommer an på, hvem man spørger. Det er ikke rimeligt, og man kan kun håbe, det bliver anderledes efter krisen. Det er ikke befordrende for erhvervslivet, at alting skal være så besværligt,” siger Claus Bentkjær.
 
Men nu, hvor det besværlige bureaukrati er et afsluttet kapitel, er der kun glæde for den nye butik tilbage, og den danske optiker behøver ikke ligge søvnløs med tanke på, at han skal i kontakt med de spanske byggemyndigheder igen.
 
…men en plan, der lykkedes
Den nye butik, der har været åben et år den 23. februar, var alt det, Claus Bentkjær turde håbe på. Den ligger på ruten mellem Fuengirola centrum og markedet på Feria-pladsen og tiltrækker mange flere skandinaviske kunder end den tidligere butik på Avenida de Mijas. Der er plads nok, både til det behov Claus og hans kolleger har nu, og de behov der måtte komme senere hen. Værkstedet, hvor brillerne rettes til, er blevet en integreret del af butikken, og det har betydet meget for sammenholdet blandt medarbejderne, mener Claus.
“Alle medarbejdere kan se, når vi har travlt, og det giver en bedre holdånd. Det er ikke delt op i “os og dem”, som det var i den gamle butik,” forklarer han.
 
Med et lejemål på 20 år bliver det i denne butik, Claus Bentkjær udlever resten af sit brillemandsliv – og det passer ham fint. Placeringen er perfekt, der har aldrig været flere kunder og den plan, han havde gået og arbejdet på inde i hovedet i mange år, viste sig at holde stik.
“Jeg vidste ikke, hvor meget arbejde det ville kræve at åbne den her butik. På papiret så det mere enkelt ud. Men det var min plan, og den er lykkedes, og det føles rigtig godt. Jeg er stolt af det og taknemmelig for alle de kunder, der kom til vores indvielse og stadig kommer forbi,” siger Claus Bentkjær.
Af Lisa Nordbo Fiil, lisanordbo@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa