Madrids nye iværksættere oplever både mod- og fremgang

Madrids nye iværksættere oplever både mod- og fremgang

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
shutterstock 149469548
I Madrid er mange forretninger, restauranter og barer lukket som følge af krisen. Men ved siden af de mørke, tomme lokaler ligger nye steder med ejere, der har taget chancen – og kampen mod kommunens bureaukrati.

 

Det er dejligt at komme ind i cafeen ‘La Bicicletas’ lune lokaler. Udenfor bider vinterens kulde i næsen, men indenfor er det duften af friskmalet og -brygget kaffe, der optager den. Ved det rå, aflange træbord sidder Rodrigo Taramona og fortæller om sin oplevelse som ung selvstændig i en by, der også har mærket krisen. Han er en af ejerne bag baren ‘The Passenger’, der har langet mad, kaffe og cocktails over den mørke, polerede disk i lidt over et år.

“For fem år siden var Madrid fantastisk. Folk var glade og gik i byen, og vi plejede at sige, at weekenden startede onsdag. Men omkring 2008-2009 begyndte det virkelig at gå ned ad bakke,” fortæller Rodrigo Taramona.
Alligevel kastede han sammen med sin forretningspartner sig ud i at åbne en bar i Malasaña-området. De havde erfaring fra en tidligere bar og greb chancen, da et fedt lokale var til rådighed. Men på trods af deres erfaring og gåpåmod var det stadig et stort projekt at skulle åbne noget nyt.
“Madrid har så meget potentiale og så mange borgere, der gerne vil gøre en forskel, men den kommunale administration kan ikke følge med. Det er uholdbart at skulle vente et år for at få en licens til at åbne eller servere alkohol,” siger Rodrigo Taramona.
 
Rodrigo3
 
Langsommeligt bureaukrati
Quique Arias, den ene ejer af ‘La Bicicleta’, har også været frustreret over de administrative problemer, der opstod, da cafeen skulle åbnes. Han arbejdede tidligere som grafisk designer, men som kunderne forsvandt, og forhandlingerne om betaling blev hårdere, bestemte han sig for åbne en bar. Da han fandt et lokale, begyndte udfordringerne.
“Det kan tage lang tid, før du kan få lov til at åbne, og du bliver nødt til at forhandle med udlejeren om ikke at betale husleje, før du åbner og kan tjene penge. Det er næsten umuligt at betale 4000 euro hver måned i de 6-8 måneder, du venter på at kunne slå dørene op,” forklarer Quique Arias.
Iñaki Ortega Cachón er formand for Agencia de Desarollo Económico Madrid Emprende, der varetager forhold omkring forretninger og økonomisk udvikling i Madrid Kommune. Han ved godt, at bureaukratiet i administrationen er et problem. Men spanierne er helt ikke vant til at være selvstændige.
“I forhold til andre lande er det at være selvstændig ikke så populært. Mange har den holdning, at de helst vil undgå risici, men leve trygt, og det påvirker også antallet af selvstændige,” siger han.
Det er Quique Arias enig med ham i.
“Vi er ikke et land af iværksættere. Mine venner i Sydafrika, Ukranie og Letland har en helt anden holdning til at være iværksættere. De har oplevet krise hele deres liv og har mod på at starte noget selv for at få mad på bordet. Sådan har spanierne det ikke.
 
LaBicicleta1
 
Behov og frygt for samme ting
I en storby som Madrid, der gerne skulle tiltrække nyborgere og turister til at fylde byens kasseapparater op, er det vigtigt, at nye forretninger åbner.
“Det vitalt for bylivet og gør det offentlige rum attraktivt for alle. Og så er selvstændige med til at skabe jobs,” siger Iñaki Ortega Cáchon.
Rodigo Taramona oplever, at mange unge i Madrid har mod på, at der skal ske noget nyt, men det kan være skræmmende at blive selvstændig.
“Når du ved, at det kommer til blive dyrt, og du skal betale skatter og moms, selvom det måske går dårligt, bliver du bange og tør ikke at give dig i kast med det,” siger han.
Quique Arias deler hans opfattelse.
“Man har ikke lyst til at åbne noget nyt, når man konstant hører, at det går skidt for økonomien. Når folk siger: “Er du sindssyg?”, når du fortæller, at du er i gang med at åbne en café, så bliver du bange,” fortæller Quique Arias.
 
Quique
 
Kunder kan kræve mere
Krisen er dog godt for noget, mener Rodrigo Taramona. Kunderne har fået flere unikke steder at vælge igennem, når man går ud.
“Krisen har lært os at komme ud af ‘comfort zonen’ og gøre noget nyt. Hvis dit produkt ligner alle andres, sælger det nok ikke. Men hvis du gør det anderledes, kan det godt fungere,” siger han.
“Kunderne har magten, for deres krav skal opfyldes. Det øger konkurrencen mellem de forretningsdrivende.”
Når forbrugerne skal arbejde hårdere eller tjener mindre, går de også mere op i, hvad de bruger deres penge på, har Quique Arias lagt mærke til.
“Krisen har skabt et nyt forbrugsmønster. Tidligere gik madrilenerne ud flere gange om ugen, både i deres lokale område og i centrum. Nu gemmer de i stedet pengene til at tage til centrum i weekenderne.”
Og måske bliver der i fremtiden endnu flere nye steder at tage hen. I 2013 ændrede Agencia de Desarollo Madrid Emprende nemlig arbejdsgangene, så nu kan ni ud af 10 forretninger åbne uden at skulle vente på en licens, lyder det fra Iñaki Ortega Cáchon. Et andet nyt tiltag er, at iværksættere i Madrid, som de første i Spanien, kan registrere deres firma via internettet. Også skatterabatter og momsfritagelse er redskaber, kommunen vil bruge for at gøre det mere attraktivt at blive selvstændig i Madrid. Om det får effekt er endnu uvist, men Rodrigo Taramona ser potentialet.
“Man kan reagere på to måder i en krise. Enten gør du ingenting, eller også ranker du ryggen. Der er mange, der har reageret på en positiv måde, og det, tror jeg, er godt for landet på længere sigt.”
Af Lisa Nordbo Fiil, lisa@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa