Peter og Helena Müllers barn- og ungdom under 2. verdenskrig og årene efter har resulteret i mange sider i deres erindringsbog. Efter krigen rejste de begge med skib mod Argentina. På vejen fandt de hinanden, og de kom til et land, hvor de ville komme til at bo mange år frem. I dag bor de i Torrox her på Costa del Sol og i denne serie, baseret på interviews med Peter og Helena Müller, bliver deres historier fortalt.
Peter Müllers far havde en ny, politisk overbevisning med sig hjem efter et ophold i Schweiz. Da krigen sluttede, betød det fængsel for Peter Müller og hans far.
Solen skinner den 5. maj 1945. Den skinner ned på alle dem, der er stormet ud på gaderne for at fejre, at Danmark er blevet befriet for den tyske besættelsesmagt. Den skinner også ned på de to sorte biler, der kører målrettet mod en adresse i Holte, men det er ikke befrielse, der er på deres dagsorden. Da de standser ved deres bestemmelsessted, stiger fire modstandsfolk med de karakteristiske blå armbind ud med maskinpistolerne hængende over skulderne. Med hastige militærstøvleskridt går chaufførerne op ad havegangen. Ringeklokken hos Müller-familien trykkes ind, og den klingende lyd tilkalder et familiemedlem, der åbner døren. Få minutter efter bliver Peter Müller og hans far ført af sted af modstandsfolkene, ind i hver deres bil, der sætter i gang og triller af sted. De kører langs den sommergrønne bøgeskov, op ad den stejle Geels Bakke i Holte, og her standser de. Deres førere stiger ud. Spørgsmålet “Skal vi skyde dem nu?” når Peter Müllers ører gennem bilens sorte stål.
Peter Müller og hans far sidder der i bilerne, fordi de er blevet internerede, en form for anholdelse, der træder i kraft under krig. Efter befrielsen af Danmark under 2.verdenskrig blev de, der var mistænkt for at have hjulpet tyskerne eller for at have haft nazi-sympatier anholdt af den danske modstandsbevægelse, og det var netop på grund af sidstnævnte, at Peter Müller og hans far sad i hver sin fangetransport på den solbeskinnede befrielsesdag.
I begyndelsen af Peter Müllers barndom boede han og hans familie i Schweiz. Når aftenen indtog Zürichs gader, sad Peter Müllers far foran hjemmets radio. Der var en taler, der ramte noget i ham, når han med fast røst fortalte om den Den Store Depression og Det Tredje Rige.
“Min far sad altid med hovedet helt inde i radioen, når der var taler af Hitler. Han blev helt grebet af Hitlers politiske idé,” fortæller 87-årige Peter Müller.
En stærk, politisk holdning
Da familien rejste tilbage til Danmark, meldte faren sig ind i et nazistisk parti. Senere blev han også anti-semitisk, da en tidligere forretningsforbindelse, der havde snydt ham, var jøde. At vokse op i et hjem, hvor den politiske overbevisning var så stærk, påvirkede også Peter Müller.
“Jeg blev grebet af denne politiske holdning, hvilket jeg selvfølgelig senere har været meget ked af,” fortæller Peter Müller.
Peter Müller og hans far lagde ikke skjul på, at de var nazister, og det betød, at familien blev isoleret i lokalsamfundet. Som krigen skred frem og det blev mere og mere tydeligt, hvem sejrherren ville blive, afbrød familiens venner forbindelsen for ikke at blive mistænkt for at være tyskervenlige. De kunne risikere at ende i centralkartoteket, hvor Modstandsbevægelsen opførte dem, de mistænkte for at have hjulpet besættelsesmagten. Peter Müller og hans fars navn havde stået på to kartotekskort, og derfor sad de nu og ventede på at finde ud af, om de skulle skydes.
“Det var meget foruroligende at høre det spørgsmål, men man var som bedøvet og kunne ikke rigtig fatte, hvad der skete,” husker Peter Müller.
Uforudsete konsekvenser
Det bliver ikke denne gang, de skal sige farvel til livet. Bilmotorerne sætter i gang igen, og de kører mod Hendriksholm Skole, hvor Peter Müller og hans far sidder på skamler i skolens gymnastiksal. Imellem dem og de andre internerede går modstandsfolk. Deres støvlesåler går mange skridt på trægulvet, mens de med fingeren hvilende på de skarpladte maskinpistoler holder øje med fangerne. Peter Müller og hans far bliver efter et døgn ført med de andre internerede ud til ventende lastvogne, hvor de træder op på ladet og bliver beordret til at have hænderne på hovedet. Vognene sætter i gang, men den ene gør et ryk, og fangerne vælter. I tumulten høres et skud. En ung mand er blevet skudt i ryggen. “Hvorfor skyder I mig ikke helt, I svin?” spytter han mod modstandsfolkene. Endnu et skud runger. Vognene sætter i gang og kører igennem København. Folk er på gaderne for at fejre befrielsen, og ved synet af de internerede bliver de fyr og flamme. “Hipo-svin!”. “Forrædere!”. “Nazi-svin!”. Spyt og skældsord bliver skudt af sted mod de internerede.
Peter Müller havde ellers vendt nazismen ryggen, da historier om kz-lejre var begyndt at nå Danmark. Efter nogle år som medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom (NSU) meldte han sig ud og begyndte i stedet at fokusere på sin uddannelse. Igennem radioudsendelser fra BBC kunne han høre, at tyskerne ikke klarede sig for godt, og på hans væg hang et verdenskort, hvor han med knappenåle flyttede krigens grænser rundt. Han prøvede forgæves at overbevise sin far om, at slaget var tabt.
“Han blev fuldstændig vild af raseri. Jeg fik at vide, at jeg var defaitist, at jeg havde en nederlagsindstilling,” fortæller Peter Müller, hvis drøm var at blive arkitekt. Drømmen bristede imidlertid, da han ikke nåede at tage den mundtlige del af sin studentereksamen, inden han blev interneret.
Mellem mur og maskingeværer
Modstandsbevægelsens lastvogne gør holdt ved Vestre Fængsel. Fangerne bliver læsset af og stillet mod en kold stenmur. “Snotten ind i væggen”, beordrer modstandsfolkene. Med næsen mod muren og hænderne over hovedet står de internerede og hører med frygt den metalliske lyd af maskingeværer, der bliver stillet op bag dem. Peter Müller tænker på, hvad der skal ske med hans mor, når nu hans far og han selv er væk. Men selvom de står og venter længe, lyder ingen skud, og fangerne bliver i stedet ført til deres celler.
Det danske politi havde ikke fungeret siden 1944, og det var derfor modstandsbevægelsen, der stod for alle dele af interneringen. Også rollen som fængselsbetjente tog de på sig, og Peter Müller oplevede, at de provokerede, og at fingeren sad løst på aftrækkeren. En medfange, der var gammel og halvdøv, fik det at føle, da han bad om at få gentaget, hvad fangevogterne sagde.
“Så skød de ham. Han lå på gulvet og rystede,” fortæller Peter Müller.
Efter at have siddet en tid i Vestre Fængsel, blev Peter Müller overført til Rødovreskolen, hvor modstandsfolk fra Borgerlige Partisaner (BOPA), holdt vagt.
Forsvundne fanger
Natten falder på over Rødovreskolen. De internerede har lagt sig til at sove i den lusebefængte halm. Udenfor vinduerne til klasseværelserne, der nu er celler, høres skud, hvis ekko forsvinder i nattemørket. Tidligere på dagen var fangerne blevet stillet op på gangen, og hætteklædte vagter havde udpeget nogle fanger, som ikke blev set igen. Om de blev ført til friheden eller en grav, vidste de andre fanger ikke.
Peter Müller sad i alt fængslet i ni måneder, før han blev frifundet af en dommer og løsladt. Hans far fik fem års fængsel. Da Peter Müller blev løsladt, tog han direkte hjem til sin mor. Han havde mistet chancen for at blive student, og var nødt til at lægge en anden plan for sit liv. Foran ham ligger et år med forskellige jobs og en værnepligt, der skal aftjenes.
I næste del af serien er Peters kone, Helena Müller, hovedpersonen. Hun ender i krigens centrum, da hun flygter til Warszawa med sin mor i 1939.
Af Lisa Nordbo Fiil, lisa@norrbom.com
