Det danske magasin i Spanien
Massage – for dig, din krop og din sjæls velvære

Massagens oprindelse er lige så gammel som menneskeheden, da berøring er den mest instinktive reaktion på ømhed og smerte. Krop og sind reagerer på hinanden indbyrdes og en ændring i din sindstilstand medfører en ændring i kroppen og omvendt. Fysiske spændinger og skavanker kan stamme fra forkerte bevægelser, stillesiddende, ensidigt og/eller slidsomt hårdt arbejde, en ulykke eller tids påvirkning fra kemikalier. Selvom de fysiske rammer er perfekte, kan spændinger alligevel komme på grund af psykiske problemer, følelsesmæssige udsving eller forstyrrende tanker.

Massage stimulerer og bevarer en balance på et fysisk, mentalt og åndeligt plan. Ved strygninger, æltning og tryk virker massagen afslappende og den påvirker ikke alene huden, men også muskelsystem, skelet, blodomløb og meridianerne/energibanerne i kroppen. Massage er derfor en himmelsk oplevelse og mere end det, for ny forskning viser, at massage frigør hormonet oxytocin, der har mange gode egenskaber, som din krop og sjæl får glæde af efter en omgang massage. Mange mennesker får meget lidt berøring i hverdagen, og det er synd, da berøring og massage løsner spændinger i kroppen, skaber ro, dæmper stress og lindrer smerter gennem udskillelsen af oxytocin. Huden er vores største sanseorgan og den er fyldt med sanseceller, som registrerer temperatur, tryk, smerter og disse celler er samtidig meget følsomme overfor blid berøring. Gennem massagens berøring frigøres derfor store mængder oxytocin, som giver en følelse af velbehag efter en behandling.

Hvad er oxytocin?
Oxytocin er et lykkehormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, knus, varme, en blød bamse eller pude samt nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen. Samtidig er oxytocin et af de bedste midler mod stress og hormonet får fx også dit blodtryk og din puls til at dale, blodets indhold af stresshormonet kortisol halveres, optagelsen af næringsstoffer forbedres, du føler ro, velvære, glæde og varme, dit immunforsvar styrkes, angst og bekymring dæmpes, du føler dig elsket og ønsket og derved er det så afgjort et af de midler, som det bare er skønt at mærke effekten af.

Det er ved at gøre gode og dejlige ting for sig selv og andre, at hormonet oxytocin udløses. Og virkningen af oxytocin er altså særdeles eftertragtelsesværdig.

Hvad er massage?
Massage eller vævsbehandling, som det hedder i fysioterapien, er en berøringsterapi, der stimulerer og hjælper til at bevare balance mellem vores fysiske krop og vores psykiske indre. Ved strygninger, tryk og æltning virker massagen både afslappende og energigivende. Massagen kan få dig til at føle dig klar til at deltage i et maratonløb eller omvendt få dig til føle dig både fysisk afslappet og mentalt neddæmpet. Huden, muskelsystemet, skelettet, blodomløbet og meridianerne eller energikanalerne bliver påvirkede, hvilket fremkalder en følelse af helhed, som frigør vore egne helbredende ressourcer.

Jeg mærker med mine hænder, om der er forandringer i vævet og justerer løbende massagen, så den altid er tilpasset dine aktuelle behov. Som fysioterapeut bruger jeg massagen i behandlingen af en række muskellidelser, både akutte og mere kroniske. Er dine muskler stramme og spændte, risikerer du, at bevægeligheden også bliver indskrænket, og at dine sener og ledbånd bliver ømme og overbelastede. Muskler og sener, der er overspændte, er samtidig meget mere udsatte for at blive revet over, hvis de udsættes for belastning. Af jo ældre dato dit problem er, jo flere behandlinger har du muligvis behov for. De overfladiske muskler skal afspændes helt, før der kan løsnes op for de spændinger, der sandsynligvis ligger i de dybereliggende muskler, og der kan skabes en balance i din krop.

To vigtige systemer i kroppen
Vores autonome (ubevidste) nervesystem er vi ikke selv herre over, hvilket vil sige, at det er styret på automatik. Vores indre organer, åndedrættet, rødmen og kuldegysninger er styret af det autonome nervesystem. Stress er i sig selv ingen sygdom, men kroppens naturlige og livsvigtige svar på en belastning. Hjertet slår kraftigere og hurtigere, blodtrykket stiger, åndedrættet øges, energi i form af fedtstoffer og sukker frigives til blodbanen og koncentrationen skærpes. Alt dette styres fra det autonome nervesystem via et kompliceret samspil af en række hormoner bl.a. adrenalin og kortisol. Det autonome nervesystem er også kroppens kamp-flugt eller ro-hvile system og reaktion. I akutte situationer, hvor vi har brug for at kunne reagere hurtigt og effektivt, er kamp-flugt systemet livsvigtigt. Får denne tilstand lov til at blive i kroppen i længere tid, bliver stress skadeligt for dig og din krop. I ro-hvilesystemet er aktiviteten i hjerte og kredsløb lav = puls og blodtryk sænkes, optagelsen af næringsstoffer fra marve-tarmkanalen høj = forbedret fordøjelse, immunforsvaret styrkes og vi er rolige, følsomme, venlige og har overskud til at vise interesse for vores medmennesker. Og ligesom ved stress er denne tilstand styret af hormoner og signalstoffer. Det vigtigste hormon i dette system er oxytocin. Disse to vigtige systemer og reaktioner – kamp-flugt + ro-hvile systemerne er vigtige i hver sine situationer. Det er velkendt, at langvarig stress kan have negative følgevirkninger i form af stressrelaterede sygdomme. For at undgå at kamp-flugt systemet ,som bliver påvirket og aktiveret af stress gennem længere tid, er perioder med hvile og nærvær vigtige og her spiller oxytocin en vigtig rolle. Trivsel skabes via en balance mellem de to systemer.

Massage og oxytocin
I dag oplever mange en mangel på nærvær og ro. Dagene er fyldt med aktivitet. Massage har igennem tiderne været brugt for at opnå roen, også lang tid før man kendte til oxytocin og alle kroppens biokemiske processer. Hvis du allerede er stresset, eller du vil forebygge stress, er der altså al mulig grund til at sørge for at få aktiveret dit ro-hvilesystem og få glæde af oxytocinets gavnlige og langvarige virkninger. Det udgør en vigtig modvægt til alle de skadelige følger af livsstilen fyldt med stress, uro og præstationsangst. Massage er en af de bedste måder til aktivering af dette kroppens eget antistressprogram.

Berøring – livsvigtigt og godt mod stress
Berøringen er den første af vores sanser, der udvikles. Nyfødte opfatter primært verden via huden. Undersøgelser har vidst, at børn, der ikke får omsorgsfuld berøring, regrederer, hvilket betyder, at barnet træder tilbage på tidligere udviklingstrin. Et nyfødt barn risikerer at dø, hvis det ikke får den fysiske kontakt.

I de perioder, hvor vi lever alene uden en partner eller børn, er den nære kropskontakt med andre mennesker meget begrænset. Og det mærkes. Vi har brug for berøringen i langt højere grad, end vi egentlig er bevidste om. Uden jævnlig fysisk kontakt med andre mennesker risikerer vi at visne, lukke os inde, blive i dårligt humør og udvikle et forkvaklet forhold til vores krop. Vi fjerner os fra vores krop, den bliver fremmed for os og vi føler os ikke rigtigt hjemme i den.

Massage er derfor en særlig god idé, hvis man lever alene eller i perioder med meget stress. Mange har ofte også brug for massage, hvis man er kommet ud af vanen med at dyrke motion, eller hvis man bruger al sin energi på arbejde eller pligter. Massage kan her være en effektiv måde til en ”tilbage i kroppen oplevelse”. Massage er en gave til din krop, som skaber balance mellem dit ydre, din fysiske krop, og dit psykiske indre og er uovertruffen, når du har behov for at slappe af, eller skal have samling på din sanser og tanker. Samtidig bliver du hurtigt mere bevidst om din krop og dens reaktioner på alt, hvad der sker i din dagligdag.

Kærlige hænder
Massagens inderste væsen er og bliver de kærlige hænder. De løsner kroppen og giver velvære. Massage skal være specifik og gennemtænkt, ellers kan vævet skades, men samtidig, når der lyttes med hænderne, kan dyb massage give den modsatte effekt og styrke vævet.

Derfor – forkæl dig selv i sommerens varme og giv dig selv en omgang massage og bliv bevidst omkring udskillelsen af hormonet oxytocin i din krop. Jeg er som fysioterapeut professionel uddannet i massage samt med min efterhånden mange års erfaring med massage, kan mine hænder og fingre mærke, hvad der findes af spændinger, ubalancer og myoser under huden. Vil du vide mere eller høre nærmere om behandlingen, så kan du ringe til mig på tlf. 666 150 448.

HUSK – yoga på stranden hver torsdag fra kl. 10.00 – 11.30. Du kan komme det antal gange, du har lyst, du behøver ingen tilmelding og betaler 8 euro pr. gang. Det foregår på stranden ved Sohail-borgen i Fuengirola, mellem broen og borgen, hvor du altid vil kunne finde parkering. Det eneste, du behøver at medbringe, er et håndklæde og hav behageligt tøj på, som du kan bevæge dig i.

 

Akupunkturpunkter
Lokalisering: Tre tommelfingrers bredde direkte over centrum af den midterste ankelkno. Dette punkt er ofte ømt. Tre meridianer krydser i dette punkt: Milt-, lever- og nyreenergien og derfor er det et punkt med mange virkninger. Det er derfor også et specielt punkt til forbedring af energistrømmen i alle meridianer og har en gavnlig virkning på hele dit velvære. Et punkt jeg altid bruger ved alle former for fordøjelsesproblematikker, kvindelige underlivsproblemer og vandladningsproblemer såsom bl.a. urinsvejsinfektion.

Af Fysioterapeut og akupunktør Betiina Larsen, www.betiinalarsen.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.