Kære læser maj 2013

Kære læser

I den forgangne måned døde så Margaret Thatcher, og siden forpassede venstrefløjen ikke en chance for at vise, hvor lidt format den egentlig besidder. Man talte om at ‘danse på hendes grav’ – en retorik der klinger bedre på nordkoreansk, arabisk eller sydamerikansk, for den sags skyld. En måneds tid tidligere døde nemlig Venezuelas præsident, Hugo Chavez. Også han var kendt og kontroversiel, og man kunne endda med nogen rimelighed anfægte legitimiteten af de ‘demokratiske’ valg, der førte ham til toppen. Alligevel valgte den internationale presse at fokusere på de stærkt negative reaktioner og følelser i forhold til Thatcher? Men var hun mon i praksis så kulsort og radikal, som man yndede at fremstille hende? Næppe har nogen anden europæisk politisk leder i efterkrigstiden vakt så stærke, negative følelser, men har kritikerne måske bare undladt at læse op på deres 80’er-stof? Thatcher forsøgte fx ikke at sende kvinderne hjem til kødgryderne. Hun stemte for legalisering af homoseksualitet – faktisk allerede i 1966. Hun privatiserede og liberaliserede, men de offentlige udgifter var alligevel højere, da hun forlod embedet, end da hun trådte til. Det samme var skatteindtægterne. Hun støttede oprindeligt EF-tanken, men ville have sine ‘money back’, da hun indså fællesskabets overvejende dårlige fremtidsudsigter. Det ville måske have været smart at have fulgt hendes eksempel allerede den gang… Nej, Maggie havde ingen ambitioner om at være medie-darling eller vinde en popularitetskonkurrence. Hun leflede hverken for sine venner eller fjender. Hun var ikke konsensussøgende, men tro mod sine idéer og søgte at gennemføre så mange af dem som muligt. Og det er vel i bund og grund også det, en politiker vælges til at gøre.

Som en slags underlægningsmusik til en desværre allerede glemt drøm, jeg havde i nat, lød det taktfast: The leaders of the free world, the leaders of the free world… Selv da jeg jeg stod op, blev det ved, og senere på morgenen løb jeg langs stranden i takt til disse grandiøse og efterstræbelsesværdige ord, men hvad er det egentlig, de siger? Udtrykket stammer selvfølgelig fra den kolde krig, og blev brugt til at skelne imellem den demokratiske verden med USA i spidsen og den sovjetisk dominerede kommunistiske verden, og idet USAs præsident ledede krigen mod kommunismen, blev han kaldt lederen af den frie verden. Efter koldkrigsårene har det amerikanske præsidentembede fortsat været titelindehaver i bl.a. krigen mod terror. For at flytte fokus fra det tunge strandsand under løbeskoene, der var ved at tvinge mig i knæ, lod jeg tankerne flyve tilbage i tiden til lederne af både den frie og den hvad? – ufrie verden… Sværvægtere som Lincoln, Churchill og Stalin satte i den grad deres aftryk, og det samme har Castro, Mao, Reagan og Gorbatjov gjort. Uanset hvad man måtte mene om dem og deres politik, var de blandt verdens ledere. Og de gjorde, som vi forventede af dem: Ledede! Det samme gjorde Thatcher, måske som en af de sidste politikere i vores tid, der rent faktisk var sin position bevidst og passede sit job. For hvordan synes vi egentlig det går i dag? Hvem er verdens ledere? Actionmanden Putin med voksansigtet og de lidet demokratiske valgmetoder. Obama, der, udover at være sort, sådan set ikke gør sig voldsomt bemærket. Tungkindede, traurige Merkel, der render rundt i mandeklæder af frygt for ikke at blive taget alvorligt (kom nu op i tiden!). Og så har vi i EU’s top den fesne Rompuy, der trods sit oppulente navn (det lyder som en ekstremt tung dessert), ligner en, der er lige ved at tude – hvilket han da også var ganske tæt på, da han blev tvunget til at acceptere topposten som formand for Det Europæiske Råd. Går ud fra, at I alle så Guldbrandsens dokumentar, Præsidenten fra 2011 om, hvordan EU fik en præsident. Det er jo nærmest latterligt – og skræmmende. Manden er en af den fri verdens ledere, for pokker da! Ovre i Kina får Xi Jinping følgeskab af en skræmmende flok selvvalgte og ens udseende mænd iført vestlige jakkesæt og østlige planer for verden, som vi end ikke tør tænke til ende. Der er også den fuldstændig bindegale, nordkoreanske Kim Jong-un, der i øjeblikket er i gang med at sikre sig selv en plads i historien. Vi er endnu ikke nået til noget, der bare tilnærmelsesvist tangerer efterstræbelsesværdig verdensleder. Er vi enige så langt? Det hjælper selvklart ikke at kigge til Italien, Zimbabwe, Spanien eller Danmark for i jagten på noget lederpotentiale også at inkludere nogle af de for verdenshistorien mindre betydningsfulde nationer. Men okay, statsbosserne her har så heller ikke lige overtaget deres lederposter fra de helt store samfundsomvæltere. I nyere tid havde vi JFK, hvis myte synes større end manden. Der var Jeltsin, der blottet for politisk ladning, men med både næse og kinder rødsprængte på den permanente måde, grinede og drak sig igennem sin tid på magtens tinde. Og hvad med lumre Berlusconi? Det er bare så svært at tage en mand med hårtransplantater og et liderligt blik seriøst.

Og så er der alle lederaspiranterne fra det muslimske broderskab, der ligger på deres tæpper med hver sin aladdinlampe, ud af hvilken der strømmer en ånd, som opfylder deres tre hedeste ønsker: brændevin, kvindfolk og en funklende ny kamel.

Hvis vi lige et øjeblik skruer os op i helikopterperspektiv og skuer ned over vores planet… Det ser sgu ikke for godt ud. Lad os håbe, at Bilderberg-drengene har styr på Pinicchio-snorene. De burde faktisk snart overveje at indsætte bare én troværdig figur et eller andet sted. Ellers er det næsten for påfaldende. Man kunne forestille sig en med bare én enkelt ideologi: Ytringsfrihed, som lederne af den frie verden vel først og fremmest burde kæmpe for på Voltaire-måden: “Jeg er uenig med dig, men jeg vil slås til døden for, at du kommer til orde”. Sådan en i kombination med en bundlinjeorienteret forretningsmand ville i mine øjne være en virkelig leader of ikke bare the free world, men of the world – og et ikonografisk mirakel.

he