Kære læser april 2013

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

For nylig fik jeg sammen med en pakke fra familien i Danmark et smukt postkort med en tegning af Kjellerup Sygehus. En fantastisk flot bygning fra 1914, der rummede min barndomsbys største arbejdsplads. Tusindvis af patienter er blevet repareret i de runde operationsstuer, røntgenfotograferet i den mørke kælder og aet på kinden i sengen på en af de mange store stuer. Efter nogle tumultariske år med til- og ombygninger for massevis af kroner, strukturelle kommunal- og regionsreformer og forskellige forsøg at drive stedet som dagkirurgisk center etc., lukkede man i 2010 sygehuset, der i dag er på private hænder – dele af bygningerne udlejes til et kommunalt rehabiliteringscenter samt til fysioterapeut, kiropraktor og catering, mens resten er i færd med at blive ombygget til lejligheder. Og det er jo for så vidt godt nok. Men postkortet vækker mange minder og stor undren. Vi begynder med det sidste, for hvad er der gået galt? Hvor er kæden hoppet af? I kan sikkert alle komme med lignende eksempler fra der, hvor jeres verden går ud fra. Finanskrise eller ej, vi har aldrig været rigere. Vi mennesker i den vestlige verden har aldrig haft råd til så meget, raget så mange materielle goder (eller onder) til os som i dag og ej heller har vi nogensinde smidt så meget væk, hvilket i min optik er lig med overflod. Siden jeg var sygehusovergartnerbarnebarn i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne har den teknologiske udvikling overgået selv den vildeste nørds fantasi og i samme periode er klodens befolkningstal næsten fordoblet – bare ikke Kjellerups… Hvordan kan det være, at vi, med al den viden, vi har indsamlet og gjort anvendelig og alle de penge, der er i omløb, ikke engang formår at holde liv i et foretagende som Kjellerup Sygehus. Tror nogen, at der ikke er nok syge mennesker? Ikke nok læger, sygeplejersker, køkkenpersonale, portører, vaskerimedarbejdere og gartnere til at passe det? Næppe! Arbejdsløsheden er stor i vores verden, og antallet af syge mennesker, der ubehandlede og helt uforstående går rundt i et angstfuldt smertehelvede, mens de venter og venter… er skræmmende højt. For nogles vedkommende, fx vores her i Spanien, hvor det indtil for ganske nylig ikke var comme il faut at betale skat og sociale ydelser, bør det måske ikke undre, men i Danmark. Hvad fanden bilder man sig ind? Og nej, her tænker jeg ikke på forkælede studerende med SU i sommerferien og biblioteker i gåafstand fra enhver flække, men på landets gamle og syge – især i kombination. Det er en skændsel! Da jeg var barn, var der ikke mange, der havde råd til noget, der bare minder om den livsstil, vi ser i dag, men til gengæld var der råd til et sygehus i den tidligere stationsby Kjellerup i Midtjylland. Patienterne lå ikke og flød på gangene, men på stuer, hvor der serveredes hjemmelavet øllebrød med fløde, hjemmepresset saft og rugbrødsmadder med leverpostej og mandarinbåde. Dengang behøvede man ikke at have et jernhelbred for at være syg i Kjellerup. Behandlingen og ikke mindst plejen og omsorgen på sygehuset klarede det – som det vel egentlig også var meningen. Jeg ved det, fordi jeg, som resultat af alt for vilde ridt, flere gange var indlagt der, men også fordi verden i Kjellerup drejede rundt om sygehuset. Alle kendte nogen, der arbejdede der eller var indlagt. Min morfar var sygehusets overgartner, og op til jul hjalp min mor og jeg ham (uden at få fagforeningen på nakken) med at lave kæmpe adventskranse til samtlige gangarealer og juledekorationer med ægte stearinlys til alle stuer. Der duftede af halm og gran i kælderen, og oppe under varmerørene i loftet sang fårekyllingerne. Lyder det som Morten Korch? Det var Morten Korch, og det gør mig ondt for de yngre generationer, at de aldrig kommer til at opleve den slags liv.

Nogen har regnet det helt forkert ud. Simpelthen! Og jo, jeg kan sagtens rive en flok samfundsøkonomiske svar på mit eget spørgsmål ud af ærmet, men det er ikke sådan et svar, jeg søger. Når jeg spørger, hvad der er gået galt for os mennesker, er det ikke skatte/løn/grådighedssvaret, jeg søger. Jo mere grådige vi er, jo mindre får vi – af det der virkelig har værdi. Det ved vi alle. Men hvorfor har vi ladet det komme dertil? På så kort tid?

Sydomsguru Peter Qvortrup Geisling var for nylig gæst hos Søren Dahl i Café Hack på P4. Her fortalte han, at danskerne har en middellevetid på niveau med albanerne, som bor i et af Europas fattigste lande. Hvis man går ind på WHO’s hjemmeside, kan man læse, hvor meget de enkelte lande bruger på sygdom. Danmark bruger 40 gange (fyrre) mere pr. indbygger end man bruger i Albanien. Måske det var en god idé, at Folketingets ‘sygdomsudvalg’ tog en tur til Albanien for at lære, hvordan man får en acceptabel middellevetid med et minimum af ressourcer.

Naturvidenskaben er en af de mest revolutionerende kræfter i menneskehedens historie. Den har ændret vores liv, især indenfor de senere år. Stigningen i den gennemsnitlige levealder er netop et eksempel herpå. Men den har også givet os viden om, at Jorden er rund og at det bl.a. er bakterier og virus, der gør os syge. Der er imidlertid også meget, naturvidenskaben ikke kan bruges til; at forstå forelskelse, forklare hvor en instinktiv handling egentlig kommer fra eller om et pindsvin ved, at det er et pindsvin – og så kan man tilsyneladende heller ikke bruge den forkromede viden om bakterier og virus til andet end en konstatering. Måske skulle man se at få gang i Kjellerup Sygehus igen. Jeg kommer gerne og laver adventskransene – helt fra bunden.

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa