Kære læser januar 2013

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Den første hverdag i 2012 var min første arbejdsdag i fuldstændig fred og ro i 25 år. Jeg havde taget værktøjskassen med hjem i kælderen og skulle nu i gang med et liv som hjemmearbejdende redaktør – og studerende. Jeg ved ikke lige, hvad jeg havde regnet med, men i hvert fald blev der ikke megen tid til at rende rundt og lege desperate housewife. Som bekendt er jeg en bondeknold fra Midtjylland, så jeg kan godt finde ud af det der med at stå op før hønsene – og det blev der sandelig brug for i året, der gik. Måske er det alderen, måske er det uvanen med faglæseriet eller måske er det bare, fordi jeg helst gør tingene 110% – i hvert fald fik jeg min sag for, da den resterende del af mit grundstudie i BodyTalk skulle lagres på min indre harddisk, før jeg kunne gå op til eksamen i London i december måned og få min autorisation.
Det hele begyndte for to et halvt år siden på en æselsti på Mallorca. Jeg elsker både æsler og Mallorca, så det var for så vidt en fin begyndelse. For mig var det en arbejdstur, mens min mand var taget med for at slappe af og nyde den skønne natur. Og det var netop det, vi gjorde den dag sammen med æslerne i bjergene over Deía. En elegant kvinde med grå krøller henvendte sig, og spurgte, om jeg ville interviewe hende til en artikel. Hun var tysk BodyTalker. Jeg kunne desværre ikke klemme flere interview ind i dagens program, men lovede at kigge forbi hendes klinik til en kort intro til det, som, jeg dengang ikke anede, skulle komme til at fylde så meget i mit liv. Jeg havde 20 minutter mellem to andre aftaler, så det var ikke meget, jeg fik at vide om dette bevidsthedsbaserede sundhedssystem. Til gengæld fangede BodyTalkeren straks, at jeg var bekymret for min mand. Han havde 11 år forinden haft en blodprop i hjernen og et af de mén, der var fulgt med, var en invaliderende træthed, både fysisk og mental, som ramte ham stort set hver eftermiddag. Det var i sagens natur meget belastende for ham, og, ja, sådan helt egoistisk set, også temmelig træls for mig. Selv på en afslappende og dejlig dag som denne overmandede trætheden ham, og han sad nu og hang i et skyggefuldt hjørne og havde hverken lyst til det ene eller det andet. BodyTalkeren bad mig om at tænke på ham, og sekunder senere talte hun om iltindholdet i hans blod, og om nogle salte, som han manglede. Så var de 20 minutter gået, og jeg måtte videre. Jeg spurgte, om jeg skulle fortælle min mand, at vi have ‘arbejdet’ med ham, og hun svarede, at det behøvede jeg ikke. Han skulle nok selv opdage det. Da jeg en lille times tid senere var færdig med endnu et interview, fandt jeg min mand glad og frisk. Trætheden var væk, og den har været det siden!
Jeg er klart et humaniora-menneske; sprog og ord er mit felt – punktum! Eller det var mit felt – punktum! Det er stadig mit felt, men nu efterfølges det ikke længere af punktum, men af prik, prik, prik. Muligheder! Muligheden for at gøre noget andet. Muligheden for at leve uden kronisk sygdom. Muligheden for at tune mennesker ind på deres egne kroppe og helbrede sig selv. Muligheden for at udvide mit felt til også at inkludere kvanteteori, energimedicin, anatomi, fysiologi, endokrinologi… Den dag på æselstien blev mine begrænsninger og det store punktum udskiftet med muligheder, masser af prikker og en helt ny passion: BodyTalk.
BodyTalk har ændret mit liv, mit perspektiv og min tilgang til mennesker, konflikter og sundhed – og så har det allerede haft stor effekt på mange af mine klienters fysiske og mentale helbred. Dramatisk effekt hos nogle, mens andre blot oplever en følelse af harmoni og veltilpashed efter en session. Og det er ikke så ringe endda, for ro i krop og sjæl er afgørende for at opretholde god helse fremadrettet.
For nylig bad en bekendt mig om at forklare, hvad BodyTalk er for noget, og hun rundede samtalen af med et: “Ja, normalt er jeg temmelig anti i forhold til alternativ behandling…”. Sund skepsis skal man have i alle livets forhold, og især når det gælder vores helbred. Desværre er det kun de aller færreste, der udviser skepsis overfor kemisk fremstillet, afhængighedsskabende medicin, der ofte har så mange bivirkninger, at de overskygger den lidelse, som patienten oprindeligt kom med. Den konventionelle, medicinske behandling burde være alternativet. Misforstå mig ikke, jeg erklærer ikke krig mod medicinalindustrien, er ikke anti-operation, anti-kemo eller anti-noget som helst andet for den sags skyld, og jeg prædiker ikke om hverken sund kost, naturmedicin eller motion. Men jeg kan facilitere den mulighed, at vores kroppe kan helbrede sig selv og sætte forebyggende mekanismer i aktion, når det er nødvendigt. Jeg tror på, at det var den store plan, men at vi mennesker har lagt låg på intuitionen og ikke længere er i stand til at opretholde en ærlig kommunikation med vore krop og sind. Muligheden er til stede, vi kan bare ikke finde ud af at bruge den. Men det kommer vi til!
Der er intet så kraftfuldt som en idé, hvis tid er kommet, sagde Victor Hugo en gang. Det har han ret i.

Godt nytår!

he

Læs mere om BodyTalk i Helsesektionen her i La Danesa.

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa