Kære læser december 2012

Kære læser december 2012

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Da 2012 begyndte, skinnede solen og tørken i vort sydspanske paradis var en realitet. Den nye regering var netop trukket i arbejdstøjet, og ballet var åbnet for den helt store spareplan. Et nyt år ventede forude – og nu er det pludselig snart gået.

Dengang vidste vi ikke, at årets mest brugte ord, udover Syrien, Sandy og Søvndal, ville blive: De, der falder ud af dagpengeordningen pr. 1. januar 2013…, som om det at sige det tusindvis af gange i sig selv var nok til at få den ellers længe ventede og ikke mindst nødvendige dagpengereform til at gå i sig selv.

Endnu var intet krydstogtskib gået på grund ud for Italiens kyst, ingen Robert havde overtaget fattig-Karinas rolle i den danske taber-idiosynkrasi og vi troede fortsat på det med betalingsringen udenom København. Ligestillingsforslaget fra SF, der skulle føre til stående tisning for kvinder på de såkaldte missoirer, var endnu ikke stillet og X Factor-Ida havde stadig bøjle på tænderne. Der var en ræverød og überkorrupt regering i Sevilla – hvilket vi desværre også har nu, og generalstrejken i Spanien var blot en trussel. Anders Breivik var endnu ikke færdig med at grine af dommeren i retten i Oslo og håbet om endelig at opleve en dopingfri Tour de France sammen med ditto om godt vejr i den danske industriferie var stadig intakt.

Vi havde Whitney Houston, Mærsk Mc-Kinney Møller, Jan Trøjborg, Henning Moritzen og Neil Armstrong. Da året var omme, var de væk.

Der var ikke underskrevet EU-finanspagt, og vi troede stadig på de rødhvide drenge til EM. Vi havde dengang ikke forestillet os, at det stod så slemt til med spansk økonomi, at Rajoy måtte lade IVA’en stige og at 8.000 hektarer ville brænde ned her på Costa del Sol. Vi vidste heller ikke, at en ung dame ved navn Carina Melchior, der kæmpede med sin hjerneskade på et hospital i Hammel, skulle blive genstand for megen omtale, selvransagning i sundhedsvæsenet og panik blandt de danske organdonorer.

Det var den gang, Vejlegården var mere kendt for stegt flæsk end blokadevagter, og længe inden TV2 kunne afsløre, at tunesiske asylansøgere simpelthen bare tog bussen ind til Vesterbro, hvor de helt uden risiko solgte stærk narkotika på åben gade, inden de tog tilbage til den nordsjællandske idyl, hvor tyendet stod klar med aftensmaden. Finansloven 2013, skattekommissionen og Kim Larsen nye CD havde ikke set dagens lys. Bøsserygterne om Stephen Kinnock var intakte og DSB havde endnu ikke sendt deres stewardesser på smile-kursus for snart efter at opleve en omsætningsstigning på 25%… Den gang viste vi heller ikke endnu, at bandemedlemmerne i Vollsmose overreagerer for meget (dobbeltkonfekt!?!), når de bliver sure, men det belærte skadestue-Mohammed os om i Nyhederne. Så må vi jo håbe, at 2013 bliver året, hvor vi lærer ikke at gøre dem sure.

Vi var lykkeligt uvidende om, at Villy-bassen ved at trække sig fra formandsposten i SF startede en fløjkrig, der blev alt andet end køn, mens vi omvendt var helt klar over, at der ville blive kastet med andet og mere end mudder over there på den anden side af Atlanten. Hvad vi ikke var helt sikre på, var om amerikanerne ville give Obama endnu en chance i Det hvide Hus. Vi vidste heller ikke, at mange ledige danskere ville ryge af dagpengesystemet ved nytårstid, men vi havde gættet, at en stor portion af dem simpelthen ikke er kvalificerede til de ledige job, som er i DK. Sådan måtte det jo være, idet de for gud ved hvilket år stadig var på offentlig forsørgelse. I 2012 grublede vi meget over, hvilke kvalifikationer, det kræver at gøre rent på Ruth’s Hotel, som, pga. manglende danske ansøgere, kun har udlændinge ansat i den afdeling. Vi var flere, der nåede frem til den konklusion, at det allerede gik galt, den gang danskerne pludselig ikke længere gad at plukke deres egne jordbær…

At Skyfall 10 måneder senere skulle høste den bedste James Bond-kritik nogensinde, var vi ikke klar over. Vi anede ikke, at en orkan ved navn Sandy for en stund satte en stopper for præsidentvalgkampen, den ellers permanente rush hour-stemning i Undergrunden og aktiehandlen på Wall Street og at den gav Obama Stoltenbergsk folkekærhed og den fornødne vind i valgsejlene. SAS’s nærdødsoplevelse havde vi set komme. Spørgsmålet var bare: Hvornår? Nu kan vi så bruge julemåneden til at reflektere over, om selskabet ikke bare skulle have haft lov til at dø – ligesom Grækenland i euro-sammenhæng? Nogle ting er bare ikke værd at holde i live, men fortjener en hurtig og nådig død. Og collateral damage hører med, også selvom det, gud forbyde det, kunne blive Spanien næste gang.

Juletræssagen i Kokkedal, der i sin principielle karakter blev vældigt illustrativ for en dobbeltmoralsk standard i forhold til tolerance og mangfoldighed, havde vi ikke forestillet os som 2. afsnit i den serie, der startede sidste år, da flere danske skoler fravalgte det ellers så traditionelle kirkebesøg på årets sidste skoledag for netop ikke at være intolerante…

Ja, der er sket meget i årets løb, meget er forandret, mens noget synes aldrig at ville bevæge sig. Fx den manglende smidighed på det spanske arbejdsmarked og fastlåstheden blandt både politikere og befolkning. Det eneste, der synes at rykke her i landet, er arbejdsløsheden, som øges dag for dag. Og hvad med Mellemøsten? Der har godtnok ikke været megen bevægelse i sagerne i min levetid. Med alt det, de mennesker har kørende internt i deres region, forstår man ikke, at de overhovedet har tid til også at kæmpe mod os her i Vesten. Og det jeg slet ikke fatter, det er, hvorfor vi gider at blive ved med at mægle hos dem. Men okay, det er selvfølgelig vigtigt at være til stede, så man kan være med til at sikre, at varig fred ikke ligger lige om hjørnet. Det ville i hvert fald se skidt ud for de magtfulde våbenhandlere, der ligesom medicinal- og energiindustrien er dem, der træffer de egentlige beslutninger om verdens gang. Og så er der skattetrykket i DK, som heller ikke flytter sig. Det gør til gengæld arbejdspladserne – til udlandet. Men så er det selvfølgelig heldigt, at man kan gå direkte på offentlig forsørgelse under en eller anden form – dagpenge eller ej. Som Milton Friedman en gang udtalte: Hvis du beskatter folk hårdt, når de går på arbejde og du giver dem mange penge for at blive hjemme, hvordan kan du så undre dig over, at folk ikke er i beskæftigelse? Det kan man åbenbart sagtens undre sig over…
Denne parallel kan man passende trække til julehjælpen. Hvis andre betaler folks jul, hvorfor skulle de så tage ansvar og spare op til den selv?

God jul!
he

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa