Danske kvinder i Spanien anno 2012 - del 2

– et billede på den tid vi lever i set igennem feminine briller.
I serien møder vi små og store damer i alderen syv til 82 år.

Kirsten Pedersen, 73 år, pensioneret sygeplejerske
Tre ægteskaber, en stilling som afdelingsleder på et sygehus og en periode som alenemor viser, at Kirsten Pedersen er en kvinde med ben i næsen. Hun ved, hvad hun vil, og når hun sætter sig noget for, så gennemfører hun det – også selvom det kan koste en gang imellem.

Hvordan har du det lige nu?
Jeg har det rigtig godt. Jeg står snart og skal på ferie i Østrig, det er en årlig tradition. Jeg elsker Østrig. Det land har en helt speciel renhed i luften, som jeg nyder virkelig meget.

Hvad er det bedste ved din alder lige nu?
Det må nok være, at jeg er fri for at tænke over, hvad folk går og mener om mig. Selvfølgelig skal man opføre sig ordentligt, men man har ikke den der konstante følelse af, at man ikke føler sig tilstrækkelig. Man hviler mere i sig selv, når man bliver ældre, tror jeg.

Hvad er det værste ved din alder lige nu?
Der er kommet nogle begrænsninger. Som sagt tager jeg på ferie i Østrig hvert år, og tidligere kunne jeg trave bjergene tynde. Det kan jeg altså ikke i dag. Men for mig handler det nok ligeså meget om, at jeg er bange for at falde og brække det ene eller det andet.

Din største fejl – enten begået eller i din personlighed.
Det må være, at jeg efter mit første ægteskab gik lidt for hurtigt ind i det næste. Uden egentlig at tænke mere over det. Men jeg er vokset op i en tid, hvor det at være alene var en anelse svært. Jeg ser mit andet ægteskab som fem spildte år. Både for min søn og jeg. Men jeg lærte da af det. Og jeg lærte, at jeg sagtens kunne klare mig selv.

Hvad tænker du, når du ser dig selv i spejlet?
Jeg er da blevet noget gammel at se på. Men jeg føler mig ikke gammel af sind. Selvom spejlbilledet viser noget andet. Især om morgenen tænker jeg: ”Hold da op! Du trænger vist til et par timers søvn mere.” Men det gør jeg slet ikke, ha ha.

Synes du, din indre og ydre alder passer sammen?
Det gør den nok ikke. Der er en masse ting, jeg tror, jeg kan, men så sætter fysikken lige bremserne i og minder mig om, at jeg ikke længere er 40. Men også livets erfaringer gør, at ens udseende ændrer sig. Da min mand blev syg, og jeg passede ham i et halvt år, ændredes mit udseende radikalt. Og da jeg kom til Danmark sidst på sommeren, fik mine venner et chok. Det halve år havde tæret på mit ansigtsudtryk.

Hvordan har du det med yngre generationer?
Dem, der i 20’erne og 30’erne, har jeg lidt svært ved at håndtere. Især deres mentalitet. De er for krævende, egocentrerede, og så tænker de slet ikke over, at de også en dag bliver ældre. Men jeg kan ikke bebrejde dem, for det er ikke deres egen skyld. Det er den måde, forældre vælger eller ikke vælger at opdrage deres børn på. De er virkelig curlingbørn. De har aldrig oplevet modgang. Stien er altid blevet fejet ren for dem. De opfører sig som eneherskere, når de træder ind på en arbejdsplads, men de lærer det heldigvis hen ad vejen. Det er rart at se, at når de når 40 års alderen, så falder de lidt mere til ro.

Hvad er/har været den bedste periode i dit liv?
Den periode, jeg har lige nu, er skøn. Jeg er uafhængig og kan gøre, hvad jeg har lyst til. Men samtidig var den periode, hvor jeg var gift med min sidste mand, fantastisk spændende. Han var borgmester i Nordsjælland i mange år, og der fulgte mange spændende opgaver med det job. Det var en ny verden for mig.

Hvad er lykke for dig?
Lykken må bare være at have det godt hver dag. Nyde hver dag og tage tingene, som de kommer. Lykken er ikke noget, jeg går og tænker over, men jeg føler mig lykkelig. Hvis man bare har glæden ved at stå op hver morgen, så tror jeg på, at man er lykkelig.

Hvad ville du ønske, at nogen havde fortalt dig og mænd?
Jeg har en rimelig kraftig intuition, og med sund fornuft er der ikke noget som sådan, jeg ville ønske, der var nogen, der havde fortalt mig om mænd. Selvfølgelig er jeg stødt ind i mænd, som fik mig til at revidere min holdning. Men jeg foragter ikke mænd. Jeg har sågar været gift med tre af slagsen.

Hvad vil du ønske, at nogen havde fortalt dig om venskaber?
Igennem ens liv møder man mennesker, som sætter en facade op, og når den facade så bliver brudt ned, kan man godt blive skuffet. Der ville jeg ønske, at nogen havde stoppet mig og fortalt, at lige her skulle jeg ikke have engageret mig for meget.

Hvad er det mest dominerende træk i din karakter?
Helt sikkert at jeg siger tingene lige ud. Jeg vil gerne have, at folk siger tingene lige ud til mig i stedet for at pakke det ind – det sparer en pokkers masse tid. Jeg er meget dominerende. Jeg vil gerne have, at tingene kører efter mit hoved, men jeg kan selvfølgelig godt bøje af, hvis jeg får et fornuftigt argument. Engang blev jeg beskyldt for at være perfektionistisk. Det, vidste jeg ikke, var et skældsord, men man lærer jo noget nyt hver dag.

Hvad afskyr du mest af alt?
Løgn! Når folk lyver sig bedre, end de egentlig er. Så står jeg helt af. Og folk, der praler.

Tænker du nogensinde på at dø?
Ja. Når man når min alder, så er man nødt til at begynde at forberede sig. Jeg har skrevet et brev til min søn, så han nøjagtig ved, hvor han skal gå hen, hvad han skal aflyse og afmelde. Men det er ikke noget, jeg tænker over i hverdagene. Jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for, at jeg kommer i en situation, hvor jeg ikke selv har kontrol over det.

Kunne du finde på at tage tilbage til Danmark?
Nej, aldrig! Jeg har boet i Spanien i 23 år. Jeg har simpelthen været væk for længe. Jeg kan ikke klare den danske krævementalitet. Det er hele tiden, hvad jeg har ret til, hvad jeg har krav på. Det er aldrig, hvad har jeg pligt til. Det kan jeg ikke rigtig håndtere.

Hvad skal du lave i morgen?
Der skal jeg ud at gå en lang tur. Det har jeg bare ikke haft tid til længe, og jeg kan mærke, at jeg trænger til det. Lørdag skal jeg ud at spise sammen med tre veninder, det er altid så hyggeligt.

Blå bog:
Kirsten Reslov Pedersen blev født den 14. marts 1939 i København, men flyttede til Spanien i 1989, da den danske krævementalitet blev for meget. Hun er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som afdelingssygeplejerske i København i mange år. Hun har en søn fra sit første ægteskab og har derudover tre stedbørn. Hun læser alt, hvad hun kan komme i nærheden af, hvad enten det er bøger, aviser eller bagsiden af morgenmadspakken.

Sophia, 19 år, studerer Wild Life Conservation og Zoo Biology på Salford University i Manchester

”Det kan godt være, at jeg kommer til at sige nogle engelske ord en gang imellem”. Sådan indleder Sophia interviewet. Hun er født og opvokset i Fuengirola, men tog sidste år springet fra de trygge rammer hos forældrene til Manchester i England. Her studerer hun Wild Life Conservation og Zoo Biology, og samme sted, har hun fundet ud af, at drenge ikke er helt renlige som piger.

Hvordan har du det lige nu?
Jeg har det helt usandsynligt varmt. Jeg er ved at være vant til det iskolde, regnfulde, engelske klima. Og jeg kommer lige fra min køretime, så jeg har været yderst koncentreret.

Hvad er det bedste ved din alder lige nu?
Friheden. Der følger selvfølgelig et ansvar med ens frihed, men det er et ansvar, jeg synes, jeg er parat til at tage. Og så det at jeg efterhånden bliver betragtet som en voksen af andre voksne.

Hvad er det værste ved din alder lige nu?
Det er, at mine forældre tror, at jeg kan mere, end jeg egentlig kan. De har måske også en tendens til at have lidt højere forventninger til mine beslutninger. Det kan godt være en anelse skræmmende engang imellem.

Hvad tænker du, når du ser dig selv i spejlet?
Årh nej, min hud. Jeg har i mange år haft problemer med min hud, så den sørger jeg altid lidt ekstra godt for.

Hvad har været den bedste periode i dit liv?
Det var, da jeg for to somre siden var i Sydafrika. Det er så forskelligt, hvordan folk lever. Hvor du f.eks. i Krugerparken lever i et bondesamfund, så er der Cape Town, som minder om Los Angeles. Det er så fascinerende, for hvis du bare går over på den anden side af et bjerg, så er det som at komme til en helt anden verden, hvor der stadig eksisterer apartheid. Der er de hvide bønder, og der er de sorte slaver.

Hvilket job kunne du tænke dig?
Det eneste, jeg er sikker på, det er, at jeg vil have et arbejde, hvor jeg kommer til at rejse jorden rundt – flere gange.

Hvordan vil du beskrive din stil?
Afslappet med et twist af det rå. Men om sommeren skifter jeg fuldstændig. Der er jeg til den californiske surferstil med korte shorts, tanktop og klipklappere.

Hvad vil du ændre, hvis du kunne ændre en ting ved dig selv?
Jeg har faktisk, der er to ting. Min hud og så vil jeg gerne have kureret min generthed, selvom det bliver bedre med årene.

Hvad har du gjort eller sagt for nylig, som du er stolt af?
Jeg har bevist, at jeg godt kan klare mig selv. Selvom min mor gerne ville have haft, at jeg blev her et års tid mere. Hun synes, jeg var lidt for ung til at flytte så langt væk, da jeg lige var fyldt 18.

Hvad er det mest dominerende træk i din karakter?
Jeg er lidt for sød. Jeg skal lære at sige nej. Det ender tit med, at jeg får revet hele skulderen af, hvis jeg rækker folk en lillefinger.

Hvilket talent vil du gerne have?
Jeg kunne godt tænke mig, at jeg kunne spille på et eller andet instrument, måske tværfløjte…

Hvad er din største fejl – enten begået eller i din personlighed?
Jeg bryder mig ikke om at tænke på de negative ting, jeg har gjort. Men i og med, at jeg er flyttet til England, så har jeg lidt mistet kontakten til de venner, jeg har i Spanien. Jeg har fået nye venner, og de kræver også en masse tid. Jeg burde nok være bedre til at være på Facebook eller Skype. Det er bare svært at få tid til det hele.

Hvad er lykke for dig?
Lykken for mig er at være tæt på naturen. På mit universitet har vi en kæmpe park, og når jeg går der, så er jeg i himlen, det løfter mig på en eller anden måde op til et andet sted og gør mig rigtig glad.

Hvilket tema fylder mest i dine tanker lige nu?
Klima og sommer. Klima fylder rigtig meget. Og især vand. Mange mennesker har en tendens til at lade vandet løbe, når de børster tænder, også mine forældre. Så da jeg var lille, lukkede jeg for det i protest. Man skal jo ikke spilde vandet.

Hvad ville du ønske, at nogen havde fortalt dig om venskaber?
Jeg har aldrig forstået jalousi imellem venner. Jeg havde en oplevelse mellem to veninder, hvor den ene begyndte at kæreste lidt med en fra den anden venindes familie, og det var for hende fuldstændig uacceptabelt.

Hvad ville du ønske, at nogen havde fortalt dig om kærlighed?
Man skal ikke begynde at tænke over det at skulle giftes – i hvert fald ikke i vores alder. Der er meget, vi skal nå at opleve, mange mennesker vi skal nå at møde. Jeg tror, de er gået glip af noget. De udvikler sig ikke.

Hvad ville du ønske, at nogen havde fortalt dig om sex?
At det gør meget ondt første gang. Og at sex ikke altid er lige godt.

Hvad afskyr du mest af alt?
Mennesker, der mishandler dyr, sviner miljøet til og hakker træer ned for penge. Spaniere tror ikke på, at dyr har en sjæl. Blandt andet derfor de har tyrefægtning og hanekampe.

Tænker du nogensinde på at dø?
Det gør jeg da. Især når jeg dykker. Dykning er en af de farligste sportsgrene, så der er jo altid en risiko. Men jeg tror på et liv efter døden, for den energi et menneske producerer, kan ikke bare forsvinde fra jordens overflade.

Hvordan vil du helst dø?
Sove, og så ikke vågne op.

Hvad skal du lave i morgen?
Der skal jeg til Málaga med familien. Vi skal på tapas-rundtur, og så måske en tur på Picasso museet.

Blå bog:
Sophia Caroline Windeballe Dahl er født og opvokset i Fuengirola, men studerer nu i Manchester. Hun er enebarn og boede indtil sidste år sammen med sin mor og far samt katten Luis i Fuengirola midtby. Hun interesserer sig for alt, der har med dyr og sport at gøre.