Det danske magasin i Spanien
Dagens Spanske nyheder 2012

Dagens Spanske nyheder 2012


Demonstranter har indtaget Plaza de la Constitución i Málaga.

Hundredetusinder på Spaniens gader mod arbejdsmarkedsreformen

Hvor mange mennesker, der egentlig deltog i demonstrationerne, som i går blev afholdt i 57 byer rundt om i landet, er der en del uenighed om. Arrangørerne mener, at omkring 500.000 demonstranter deltog i Madrid, næsten samme antal i Barcelona, 80.000 i Valencia og så videre. Politiet mener dog, at antallet var langt mindre.
I Málaga skulle der f.eks. have været ca. 30.000 deltagere, mens politiet mener, der kun var 6.000.
Demonstrationerne var arrangeret af landets to største fagforeninger, CCOO og UGT, som en protest mod den nye arbejdsmarkedsreform, som den konservative regering indførte for en uge siden. Reformen gør det billigere for virksomheder at afskedige overflødigt mandskab for dermed at skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked.
Fagforeningerne har beskrevet demonstrationerne som et eksempel på, hvad regeringen kan vente sig, hvis den ikke ombestemmer sig, og dermed er der truet med en generalstrejke.
”Vi ønsker ikke konfrontation, vi ønsker en korrektion,” sagde formanden for UGT, Cándido Méndez, dog i går, men hvorvidt han får det ønske opfyldt, er tvivlsomt, eftersom de nye regler allerede er trådt i kraft. Med den nye arbejdsreform håber regeringen at kunne bremse udviklingen på arbejdsmarkedet, som lige nu betyder, at 5,3 millioner (22,85 procent) arbejdssøgende er uden job.
Statsminister Mariano Rajoy (PP) har frygtet en generalstrejke, hvilket han i januar under et møde i Bruxelles blev fanget i at viske til sin finske kollega, Jyrki Katainen.
Hans frygt kan stadig gå i opfyldelse på trods af, at demonstrationerne ikke er fortsat i dag.

 


Indviet i 1971, men kan ikke undværes.

Atomkraftværket i Garoña bliver ikke lukket

Atomkraftværket Santa María i Garoña (Burgos) kan udmærket fungere fem år til, mener Spaniens nukleare sikkerhedsråd, Consejo de Seguridad Nuclear (CSN). Derfor bekræftede industriminister José Manuel Soria (PP) i weekenden, at værket fortsætter efter den 6. juli 2013, der er den dato, som den tidligere PSOE-regering havde sat som lukkedag for det gamle atomkraftværk.
Industriministeren mener, at Spanien i øjeblikket ikke kan undvære nogen af de eksisterende energikilder.
Santa María Garoña blev indviet i 1971 og er Spaniens ældste atomkraftværk. Dets ene reaktor er af samme model som én af reaktorerne i Fukushima i Japan.

 


”Det er helt grotesk, at de bliver frataget deres demokratiske ret,” siger Zenia Stampe.

Radikale vil give udenlandsdanskere stemmeret, andre partier tvivler

Radikale Venstre vil give udenlandsdanskere stemmeret i Danmark, skriver bl.a. Berlingske Tidende.
Som reglerne er nu, mister vi stemmeretten efter to år i udlandet, og den regel ønsker regeringspartiet at ændre til 10 år.
”Rigtig mange udenlandsdanskere har stadig en bolig i Danmark, og andre arbejder og betaler skat i Danmark. Det er helt grotesk, at de bliver frataget deres demokratiske ret,” siger de Radikales grundlovsordfører, Zenia Stampe.
”Der er nogle mennesker, som vi rigtig gerne vil have tilbage på et tidspunkt, så de med deres kvalifikationer og erfaringer kan bidrage til arbejdsmarkedet,” fortsætter hun.
Man regner med, at omkring 100.000 danskere i øjeblikket bor i udlandet. Danmark er et af de eneste lande, hvor statsborgere, som opholder sig i udlandet, ikke har stemmeret til folketingsvalgene.
Loven blev i øvrigt indskrevet i grundloven i 1866, formodentligt for at tysksindede i Slesvig-Holstein ikke skulle kunne påvirke valgene i Danmark.
Repræsentanter for andre partier er principielt enige med Stampe, men de tvivler dog på, at grundloven vil blive ændret i en overskuelig fremtid. Heriblandt er Venstres næstformand, Kristian Jensen, som udtaler, at han ikke mener, at sagen er stor nok til at sætte hele maskineriet omkring en grundlovsændring i gang.

 


Tre nonner var blandt de omkomne.

15 omkommet på landevejene

15 personer blev den forgangne weekend dræbt i otte forskellige ulykker på de spanske landeveje, hvoraf to var motorcyklister, oplyser trafikdirektoratet DGT.
Den nok værste ulykke skete i fredags i Torreblanca (Castellón), hvor to kvinder blev dræbt og tre blev såret – alle var nonner.
I år er foreløbig 171 personer omkommet på vejene, hvilket er 11 færre end samme periode sidste år.

 


Statsminister Mariano Rajoy (t.h.), vicestatsminister Soraya Saénz de Santamaría og justitsminister Alberto Ruiz-Gallardón pønser på lønnedgange på 25 – 35 procent.

Ledere af offentlige selskaber skal vænne sig til at tjene langt mindre

Spaniens regering er ikke færdig med at indføre besparelser, og nu er det lederne af de ca. 4.000 statsejede selskaber, der får sparekniven at føle.
Regeringen besluttede i fredags, at direktørerne i de største af selskaberne ikke må tjene mere end 105.000 euro om året, mens lønningerne i de mellemstore og små selskaber skal begrænses til hhv. 80.000 og 55.000 euro.
Det betyder, at de får lønnedgange på mellem 25 og 35 procent.
Allerede den forhenværende regering under José Luis Zapatero (PSOE) reducerede lønningerne med gennemsnitligt fem procent for samtlige offentlige ansatte. De er ikke steget igen siden.

8.116 borgmestres lønninger

Regeringen er desuden begyndt at undersøge, hvad landets 8.116 borgmestre egentlig tjener.
Omkring halvdelen af dem får ingen løn for at udføre hvervet, men tjener deres levebrød på anden vis. Det drejer sig fortrinsvist om kommuner med mindre end 1.000 indbyggere.
Den bedst lønnede er Barcelonas borgmester, Xavier Trias (CDC), som tjener 109.309 euro om året, mens borgmestre i andre storbyer også tjener mere end 100.000 euro. Heriblandt er Madrids borgmester, Ana Botella (PP), som er gift med forhenværende statsminister José María Aznar.
Både Fuengirolas og Marbellas borgmestre, Esperanza Oña og Ángeles Muñoz (begge PP), får ikke løn for deres arbejde som borgmester, men får det for at være medlem af det andalusiske parlament, Junta de Andalucía.

 


Málaga CF på San Mamés.

Forudsigelig Liga-top

Topholdene i La Liga bød ikke på overraskelser i weekenden. Real Madrid vandt 4 – 0 over Racing Santander, mens FC Barcelona stadig hægter sig fast i forhåbningerne om at indhente Real Madrid ved at genfinde tidligere tiders elegance og vinde 5 – 1 over Valencia.
Málaga CF mødte Athletic i Bilbao, hvor hjemmeholdet i løbet af tre minutter scorede lige så mange mål, og det var så det. 0 – 3, og Málaga må nu tage sig til takke med en niende plads indtil næste weekend, hvor modstanderen er Zaragoza.
Samme Zaragoza spiller i øvrigt i aften, hvor modstanderen er Betis. Kampen starter kl. 21.00 og vises på Canal + og GolTV.

 

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.