Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa


Spaniens statsminister pr. 21. december

Mariano Rajoy viser sine kort i dag

Spaniens kommende statsminister, Mariano Rajoy, der den 21. december bliver taget i ed som landets nye statsminister, leverer i dag sin åbningstale i kongressen.

Mariano Rajoy modtager stafetten fra José Luis Zapatero fra PSOE, der går af efter knapt otte år ved magten. Landets økonomiske forværring tvang ham til at udskrive valg i utide, men det er først nu, at vi får at vide, hvad den nye regering planlægger at gøre for at få skuden på ret køl igen. Tiden er kommet for Rajoy at vise sine kort.

Det forventes ikke at blive behageligt.

Tværtimod vil Mariano Rajoy formodentlig forklare den aktuelle situation, Spanien befinder sig i, og at uanset hvad, så vil landet i 2012 nå sit mål med et underskud på kun 4,4 procent af bruttonationalproduktet. For at det skal lykkes, skal der spares mellem 15 og 30 milliarder euro, vurderer El País.

Der kan blive tale om at reducere antallet af ministerier fra 15 til bare 12, ligesom der kan blive sat stop for alle offentlige investeringer, heriblandt i infrastruktur, der i de fleste tilfælde dog allerede ligger underdrejet.

Den kommende statsminister vil nok også forsøge at indgyde håb i befolkningen, og forsikre dem om, at han trods alt ikke vil røre ved pensionerne eller fastfryse dem i 2012, at skatterne ikke vil stige, og at bedre tider er på vej.

Hans tale er ikke kun rettet mod befolkningen, men lige så meget mod udenlandske partnere, der også har ventet på at høre Rajoys budskaber.

 


Smølferne kan blive i byen, afgør indbyggerne.

Juzcár forbliver blå

“Her er barer, som tidligere havde to ansatte; nu har de fire,” siger borgmesteren i Juzcár, David Fernández.

Den udtalelse forklarer, hvorfor indbyggere til folkeafstemningen i går omkring farven på byens huse besluttede, at de skal forblive blå.

141 stemte for, 33 imod.

Dermed kan Smølferne blive i byen, som de kom til i juni i forbindelse med optagelserne til filmen Smølferne 3D. Siden er den lille bjergby blevet nærmest verdensberømt og ifølge borgmester Fernández har omkring 80.000 mennesker siden juni besøgt den nu forhenværende hvide by i Ronda-bjergene.

 


I fængsel siden 1976.

Fange længst bag tremmer benådet

Miguel Montes Neira er den indsatte, som har siddet længst i de spanske fængsler.

Faktisk har han rusket tremmer siden 1976, da han desserterede fra forsvaret under aftjeningen af værnepligten. Siden har han sultestrejket flere gange, uden at det dog har givet det ønskede resultat, ligesom han har flygtet seks gange, sidst i 2009. Hver gang har han begået nye lovovertrædelser, sammenlagt 30 tilfælde, hvorfor straffene har akkumuleret.

Han er ikke dømt for nogen voldelige eller voldsomme forbrydelser, det er mest tyveri og narkohandel, der har fået ham i klammeri med loven.

Derfor har den spanske regering på det sidste ministerrådsmøde besluttet at benåde Montes Neira.


Det spanske hold forstod at udnytte chancerne.

Spanien for meget for Danmark

24 – 18. Til Spanien. Sådan lød resultatet ved sidste fløjt i bronzefinalen ved verdensmesterskabet i håndbold for kvinder, der stod mellem Spanien og Danmark.

Det spanske hold var ganske enkelt for stor en mundfuld for danskerne, der ikke formåede at udnytte en lang række chancer.


Heltemodtagelse venter i eftermiddag i Barcelona.

FC Barcelona verdens bedste

FC Barcelona kan det kommende år kalde sig verdensmestre. Holdet forsvarede i går i Japan sin titel i finalen i VM for klubhold imod Santos fra Brasilien, og dermed er der ikke længere tvivl om, hvem som er bedst i verden.

Siden den nuværende træner, Pep Guardiola, tog over, har han ført holdet til 13 titler ud af 16 mulige.

Holdet vender i eftermiddag til en forventet heltemodtagelse.

 


Castillo Bil Bil danner rammen om koncerten.

World Music koncert

Den 20. december kl. 20.30 afholder Ido Segal koncert på Castillo Bil-Bil, Avda. Antonio Machado s/n, Benálmadena Costa. Koncerten omfatter indisk, tyrkisk, sufi og jødisk musik til fordel for El Refugio de Burrito.

Ido Segal har studeret i 10 år i Indien hos Dr. J.N. Goswami fra Varanas og Ustad Sujhaat Hussein Khan, der er en af de bedste sitar-spillere i verden. Han har også fået undervisning i arabisk og tyrkisk violinspilning og har selv lært at spille rammetromme.

Se hans musik på www.myspace.com/segalido eller www.youtybe.com/idogtr.

Billetter kan købes hos Vitamina i Centro Idea. Tlf. 952 58 43 13. Pris 10 euro. For mere information kontakt Inga på 654 513 380.

 

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.