Folketingsvalg 2011

Den 15. september sluttede ti år med VK-regering i Danmark, da Socialdemokraterne atter formåede at vinde et folketingsvalg. De fleste danskere på Kysten havde ikke mulighed for at påvirke resultatet, men det forhindrer dem ikke i at have en mening. La Danesa har mødt tre danskere bosat på Costa del Sol til en snak om valget, dets resultat og det at blive frataget stemmeretten i sit eget hjemland.

Britta Sjødahl: Pessimisten

Med blå bloks nederlag ved folketingsvalget svandt Danmarks chance for at komme fornuftigt ud af den økonomiske krise, frygter Britta. Hun ærgrer sig over, at hun ikke kunne give sit bidrag til et anderledes resultat.
”Det har været et slemt valg,” siger Britta Sjødahl og kigger ned i bordet med et blik, der ser ud, som om den tyve dage lange valgkamp passerer revy for hende. I baggrunden høres svagt lyden af Villy Søvndal, der dagen derpå interviewes til DR1. Fjernsynet har i valgperioden kørt på højtryk, og på selve valgaftenen blev det først slukket efter den afsluttende debat ved halvtotiden. For selv om resultatet ifølge Britta var slemt, er det jo ikke foregået uden en vis spænding.
”Jeg har fulgt med fra start til slut, og jeg må sige, at det har været et af de mest spændende valg, jeg kan huske,” siger Britta, som fortæller, at hun nok var endt med at stemme på Lars Løkke Rasmussen, hvis hun havde haft muligheden. Hun håbede derfor til det sidste, at de tætte exit polls og tidlige optællinger, der sendte regeringsmagten til rød blok, ville vende.
”Lars Løkke har ført en rigtig god valgkamp, synes jeg, og så tror jeg helt sikkert, han er den, der bedst kan få os ud af den økonomiske krise. Så jeg havde gerne set ham fortsætte. Helle Thorning er simpelthen ikke dygtig nok,” vurderer Britta.

Den manglende stemmeret
Som bekendt har permanent bosatte danskere i udlandet ikke stemmeret til et folketingsvalg. Om det er rimeligt eller ej, lader sig ikke sådan uden videre afgøre, da argumenterne både for og imod er mange. Britta ved dog godt, hvad hun synes.
”Efter min mening burde vi helt sikkert have stemmeret. Selv om jeg nu har boet her i 24 år, har jeg stadig masser af tilknytning til Danmark, og jeg vil da være med til at påvirke udviklingen der,” siger Britta, der med sin stemme ville hjælpe familiens firma ved at pege på et parti, der ifølge hende gør det nemmere at være selvstændig. Omvendt er det okay, at tilflyttere ikke har ret til at stemme i Spanien, synes hun.
”Det er rimeligt nok, at vi ikke bare kan flytte herned og så være med til at bestemme, hvordan tingene skal være. Det kan jeg godt leve med,” siger Britta.

”Frygter for Danmarks fremtid”
Helle Thorning-Schmidt har allerede proklameret, at en del af løsningen på Danmarks økonomiske problemer med hende i spidsen vil være flere skatter og afgifter. Den strategi er Britta bestemt ikke enig i, og hun er bange for, at det vil få alvorlige konsekvenser, at danskerne har valgt, som de har.
”Jeg tror ikke, hendes løsning er den rigtige. Danmark havde været bedre tjent med en blå regering, som kan styre økonomien,” siger Britta, der er direkte utryg ved landets nye ledere. ”Jeg frygter ærlig talt for Danmarks fremtid. Men nu må vi se. Det kan være, der snart kommer valg igen, hvis Helle Thorning ikke kan få det til at fungere,” slutter Britta.

Uffe Madsen: Den positive pessimist

Uffe Madsen har altid stemt så langt til højre som muligt. Alligevel kalder han Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen ”Folketingets mest veltalende” og en ”notorisk begavelse”, og da han var barn, skulle han altid lytte til radioen, når Aksel Larsen talte. Samtidig er han ikke imponeret over regeringen i den netop overståede valgperiode. Måske derfor er Uffe ikke udpræget negativ ved valgresultatet.
Danmark er bedst tjent med en blå regering. Det er Uffe Madsens klare overbevisning, og derfor ærgrer det ham også, at flertallet af danskerne har ment noget andet. For landet står i en økonomisk krise, og det kan kun blive værre under en rød regering. Samtidig medgiver han dog, at VK-regeringen til tider har gjort en noget uheldig figur.
”Der har været rigtig mange ærgerlige elementer i den sidste valgperiode. Man har ikke haft styr på sagerne, og Lene Espersens optræden har været direkte ødelæggende,” siger Uffe, der foreslår, at Espersen bliver udnævnt til feriefritidsminister. Netop fordi den nu forhenværende regering ikke har været overbevisende, håber Uffe, at Thorning kan være et friskt pust og overraske.

”Hun kan i hvert fald ikke gøre det mere ringe,” trøster Uffe sig med.

Tivoli Valgkampen
I mange år var Uffe en af Mogens Glistrups trofaste støtter, og i dag ville han, hvis han havde muligheden, stemme på Dansk Folkeparti. Uffe er dog på ingen måde prototypen på det, mange forbinder med den yderste højrefløj. Hans opdragelse dikterer, at man skal respektere og kunne tale med alle – uanset politisk eller religiøs overbevisning. Derfor har han heller ikke noget imod at rose den modsatte fløj.
”Johanne Schmidt-Nielsen er en eminent politiker og den mest veltalende i Folketinget. Hun er en notorisk begavelse a la Obama, og det har hun sandelig fået vist i denne valgkamp,” skamroser Uffe, der til gengæld ikke har mange pæne ord tilovers for store dele af valgkampen. Den er på mange måder blevet plat, synes han.
”Det er for eksempel et kæmpe skråplan, når TV2 begynder at lave valgdebatter om til håndboldkampe med point og cheerleaders. Der er generelt gået for meget tivoli i den, og det er valget sgu for alvorligt til,” mener Uffe, der synes, at dækningen skal være en ligevægtig blanding af fokus på substans og form.

Manglende stemmeret okay
Selv om udfaldet af folketingsvalget ikke blev, som Uffe havde håbet, får det ham ikke til at ærgre sig over, at han og andre udenlandsdanskere måtte se langt efter muligheden for at trække afgørelsen i den anden retning. Det er helt fair, at når man forlader Danmark, så afgiver man også muligheden for indflydelse, mener han. Til gengæld kan han godt se rimeligheden i, at hans ret til at stemme i Spanien, som lige nu begrænser sig til kommunalvalgene, udvides.
”Jeg har selv valgt at flytte fra Danmark, og derfor er det egentlig også okay, at jeg ikke kan stemme mere. Omvendt betaler jeg min skat og lever på lige fod med spanierne her, så det vil være fair, hvis jeg får valgret her,” argumenterer Uffe. Ligegyldigt hvilke valg, han på sigt måtte få stemmeret til, er det sikkert, at han vil benytte den. Man har nemlig pligt til at stemme, mener Uffe. Indtil da må han nøjes med rollen som kritisk observatør. Og det passer ham egentlig også meget godt.

Inger Weidner: Optimisten

Inger Weidner håbede til det sidste, at blå blok ville gøre meningsmålingerne til skamme og vinde valget. Sådan gik det som bekendt ikke. Alligevel er Inger forventningsfuld optimist.
Politisk har de sidste ti år ”ikke været noget at råbe hurra for”, mener den ellers trofaste blå stemme, Inger Weidner. Stadig var krydset dog blevet sat hos Venstre, hvis hun havde haft muligheden. Men selvom danskerne ikke foretrækker endnu en periode med blåt styre, er Inger generelt positiv overfor Danmarks fremtid. Hun har store forhåbninger til Helle Thorning-Schmidts udmeldinger om et bredt samarbejde over midten.
”Danmark har brug for at arbejde sammen over midten. Jeg tror på, at de bedste løsninger kommer ved brede forlig, og jeg håber virkelig, at Helle Thorning vil lykkes med det projekt,” siger Inger, der ikke frygter indflydelse fra det yderste venstre. ”Enhedslisten har en masse gode ting at bidrage med. Jeg er meget enig i deres klimapolitik, indvandrerpolitik, mening om dagpenge osv., så det frygter jeg bestemt ikke,” bedyrer hun. Anderledes negativ er Inger overfor Dansk Folkepartis store magt de seneste 10 år. Faktisk ser Inger hellere en socialdemokratisk ledet regering end en VK-regering under indflydelse fra Dansk Folkeparti.
”Det er ganske grusomt, som DF med deres politik er med til at fremavle had til indvandrerne. Derfor er det ekstra vigtigt at samarbejde bredt, så DF bliver efterladt uden noget at skulle have sagt,” mener Inger.

Ikke jubeloptimist
At perspektiverne i dansk politik er gode, ændrer ikke ved Ingers manglende tiltro til Helle Thornings evner som statsminister. Hun er lidt en varmluftballon, synes Inger. Hun trøster sig dog med, at Margrethe Vestager får så stor indflydelse, som meget tyder på, hun får.
”Margrethe Vestager er enormt dygtigt. Hun er virkelig trådt i karakter og har vist, at hun står ved det, hun siger. Jeg er meget tryg ved, at hun får så meget at skulle have sagt. Ellers var det nok blevet for dyrt,” siger Inger, med hvad der nok bedst kan beskrives som et ironisk smil. Vestager og Det Radikale Venstre ligner nøglen til at få gjort op med blokpolitikken, men Helle Thorning står overfor en uhyre svær udfordring med at binde det hele sammen, vurderer Inger. En udfordring, der kan vise sig for stor.
”Det er noget af en utaknemmelig og uoverskuelig opgave, Helle Thorning har fået. Men jeg håber virkelig, hun kan få det hele til at passe sammen,” fastslår Inger og melder sig derfor ikke under de blå faner, der ønsker Helle Thorning ulykke til. Danmarks trivsel må sættes over partiskel.

”Better be happy than right”
Selvom valgresultatet ikke er nogen katastrofe, ville Inger meget gerne have haft mulighed for at påvirke det. Kun i omegnen af 17.000 stemmer skilte valgets vindere og tabere, og stemmeret til udenlandsdanskere kunne derfor i teorien have gjort forskellen. Inger har boet i Spanien i 22 år og kan derfor uden problemer få spansk statsborgerskab. Men det har hun aldrig været fristet af. For hun deler ikke spaniernes sindelag. Hun er dansker.
”Det er fuldstændig urimeligt, at man som dansk statsborger ikke har ret til at stemme i sit eget hjemland. Når jeg ikke har søgt spansk statsborgerskab, så er det, fordi jeg vedkender jeg mig til mit land og til mit danske sindelag. Jeg synes, det er at gå i meget små sko at nægte os stemmeret, når vi er og føler os danske,” tordner Inger mod de gældende regler. Hun har det til gengæld fint med, at hun ikke må stemme til det spanske parlamentsvalg.
”Jeg føler mig ikke informeret godt nok til at stemme, og så er jeg altså stadig dansker – ikke spanier. Jeg lever som spanier, men tænker ikke som en. Derfor er det fint, jeg ikke må stemme,” synes Inger.
Frustrationen ved den manglende valgindflydelse drukner lidt i landets relativt lyse fremtidsudsigter. På bundlinjen er det vigtige ikke, hvem der regerer landet, men hvordan det går landet. ”Better be happy than right”, som Inger siger. Derfor har hun heller aldrig været medlem af noget parti. ”Det er bedre sådan, for så er jeg i min gode ret til at kritisere alle,” hævder Inger med et stort grin.