Et valg i utide, men på tide

Det står på spil den 20. november
Når Spanien den 20. november afholder parlamentsvalg, og 35.701.969 spanske statsborgere har ret til at gå til et af de over 200.000 valgsteder for at vælge deres kommende regering, bliver det for bare elvte gang, siden genindførslen af demokratiet.
I løbet af de sidste godt tre årtier har kun tre partier regeret landet, nemlig UCD, som ikke eksisterer mere, samt PSOE og PP, som begge er ganske meget i live.
UCD og Adolfo Suárez González ledede den første regering efter diktator Francisco Francos død og under den efterfølgende transition til demokratiet. Partiet, senere med Leopoldo Calvo-Sotelo som statsminister, mistede magten i 1982 til PSOE og Felipe González. Han bibeholdt statsministerposten de efterfølgende 14 år og sejrede altså i fire valg. I 1996 vandt i stedet PP og José María Aznar billetten til La Moncloa, hvor han bibeholdt fast adresse i otte år, indtil den 14. marts 2004, da PSOE uventet genvandt magten, nu med José Luis Rodríguez Zapatero i spidsen.
Alle meningsmålinger og alle eksperter peger på endnu et vagtskifte den 20. november, hvormed PP vender tilbage, nu ledet af Mariano Rajoy Brey i dennes tredje forsøg på at vinde statsministerjobbet. Han er selvfølgelig oppe imod en novice, men ældre Alfredo Pérez Rubalcaba.
Undersøgelser siger også, at valget vil afspejle kommunalvalget i maj, og at PP vinder med omkring 16 procentpoint, hvilket vil sige, at de får godt 190 mandater, mod PSOE’s kun får lige over 120 mandater.
Valgkortet har haft en del tendenser gennem årene. Socialisterne har konsolideret sin styrke i Andalusien og Catalonien – med enkelte undtagelser, mens vælgerne i det centrale Spanien, Galicien, Valencia og Murcia flokkes til PP. Også flertallet af andalusiere og catalanere forventes dog til at sætte krydset ved PP denne gang.
På trods af de mange og meget indsigtsfulde spådomme, er der selvfølgelig intet, som er sikkert, før den sidste stemmeseddel er talt op. Da slet ikke i Spanien, hvor vælgernes kryds flere gange har sendt eksperter til tælling. Der er desuden en række faktorer, som adskiller landets situation i dag i forhold til de 10 tidligere valg, og det er disse punkter, der forventes at betyde noget den 20. november.

Flere arbejdsløse end nogensinde, frygt for social uro
Det, som bekymrer vælgerne mest, er den store arbejdsløshed, og aldrig før har der været så mange arbejdsløse i Spanien. Ifølge arbejdsministeriet er 4.226.744 af arbejdsstyrken uden beskæftigelse, mens en undersøgelse fra instituttet Encuesta de Población Activa siger, at her nu er 4.833.700 arbejdsløse.
Og aldrig er så mange arbejdspladser gået tabt i en enkelt regeringsperiode, som i denne sidste omgang med PSOE, hvilket givetvist er en ulempe for arvtageren Rubalcaba.
El País har foretaget en simpel men malerisk udregning, der viser, at hvis de arbejdsløse skulle danne deres eget parti, og de så alle stemte på dette parti, ville det blive landets tredje største, og uden deres støtte ville ingen af de andre partier kunne opnå majoritet.
Valget den 20. november bliver også det valg med mest utilfredshed og ulmende, social uro på grund af nedskæringerne i de offentlige udgifter, som bl.a. går ud over sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet.

Mindst terrortrussel, ETA’s største rolle
Ikke nogen valgkampagne har været så lidt præget af terrortrusler fra ETA, der er mere vingeskudt end nogensinde før. Der er gået over to år siden det sidste attentat, og ifølge politiet er kun 50 aktivister på fri fod, mens omkring 700 sidder fængslet. Alligevel kan den baskiske terrororganisation komme til at spille en vigtig rolle.
Der har været en uskreven aftale mellem PSOE og PP om, at problematikken omkring ETA skulle holdes ude af valgkampagnen. Men det har ikke været muligt, hvilket ikke er underligt, heller ikke historisk set. Man behøver ikke kunne huske længere tilbage end til valget i 2004, hvor ETA spillede en afgørende, om end tilsyneladende uvidende rolle, da PP’s José María Aznar beskyldte organisationen for at stå bag terrorattentatet på togene i Madrid, hvilket vælgerne tolkede som en kujonagtig afstandtagen til Spaniens deltagelse i krigen i Irak. Nu kan den baskiske terrororganisation igen komme til at blive afgørende, f.eks. hvis José Luis Zapatero lykkes at få en aftale om endelig våbennedlæggelse i hus før valgdagen. Venstrefløjen, abertzale, har længe hævdet, at ETA’s beslutning om våbennedlæggelse er definitiv. Men det sagde de også i 1998 og i 2006, uden at der blev fred af den grund.
Denne gang er den ETA-venlige venstrefløj ikke udklædt som Batasuna, men som Bildu, der ved kommunalvalgene fik over 345.000 stemmer. Bildu forventes at blive godkendt af domstolene i en koalition med Amaiur, Og gentager koalitionspartiet Bildus succes, får partiet, der selvfølgelig ønsker at løsrive Baskerlandet fra det øvrige Spanien, fem medlemmer i kongressen.
PP har udtrykt ønske om at få Bildu bandlyst, det har PSOE derimod ikke.

Historiske ligheder og forskelle
Et andet eksempel på et uventet valgresultat var otte år forinden, i 1996. Da indikerede meningsmålingerne, at PP ville få 42 procent af stemmerne og dermed majoritet med 176 mandater, mens PSOE kun ville få 33 procent og 120 mandater. På valgdagen var mange vælgere dog af en noget anden mening, og PP vandt kun med knapt 300.000 stemmer og en forskel på 156 mod 141 mandater.
Dengang arvede PP i øvrigt en arbejdsløshed på 22 procent.
Felipe González havde frem til da holdt fast i magten i 14 år, og de seneste år frem til 1996 gik det kun langsomt ned ad bakke. Ikke med José Luis Zapatero, hvis fodspor har skabt en trist lavine. Men mange socialister tror alligevel på befolkningens ”sunde fornuft”, hvormed man ikke vil overgive al magten til PP.

Hidtil uset højredrejning
Vinder PP alligevel så stort, som meningsmålingerne indikerer, vil partiet få den største, demokratiske magt nogensinde, og PSOE vil blive et ledende oppositionsparti med så lidt betydning som nogensinde.
Der skal vælges 350 medlemmer til kongressen og 208 medlemmer af 264 til senatet.
Og det kan blive den skarpeste højredrejning i historien. Udover centralregeringen vil PP lede halvdelen af de 8.116 kommunalråd og 11 ud af 17 regionale regeringer.

Flere dele af valgkagen
Selvom – eller måske netop fordi – PP spås en stor sejr, kan så mange som 12 partier få stemmer nok til at blive repræsenteret.
Izquierda Unida (IU) tror, at deres renæssance er kommet. Ved lokalvalgene i maj gik partiet frem for første gang i 15 år, ganske vist vandt man kun 200.000 stemmer af de 1,5 millioner, som PSOE tabte, men det var en fremgang. Nu håber partiet, at man kan tiltrække flere af utilfredse socialister og overbevise dem om at gå længere til venstre, samt nyde lidt godt af de mange arbejdsløse, som partiet selv mener, man har repræsenteret i mange år.
UPyD kunne dog få nok stemmer til at indtage pladsen som det tredje største parti. Formanden Rosa Diéz er foreløbig selv partiets eneste kongresmedlem, men hun er ambitiøs og lader til at have noget af have det i. Til valget i 2008 fik hun trods over 300.000 stemmer, det samme som baskiske PNV, mens UPyD fik 465.000 stemmer og 152 byrådsmedlemmer ved valget i maj.
Det kan også være værd at holde øje med det nye parti Equo, der er ledet af Juan López de Uralde, den tidligere direktør for Greenpeace, som trængte ind på Christiansborg under klimatopmødet.
Og så er der regionspartierne. Det største er det catalanske CiU, der læner sig op ad PP, der giver den nødvendige støtte til at kunne regere Catalonien i fred og ro, mens partiet så til gengæld vil støtte PP i kongressen, skulle man mod forventning ikke vinde med absolut majoritet. Men et sikkerhedsnet er altid godt at have, og på trods af flere forskelligheder spås de to partier et langvarigt og lykkeligt forhold.

De kontroversielle spørgsmål
Der er to aktuelle og kontroversielle temaer, som har betydning for en del spaniere, allermest dem på den yderste højrefløj. Det drejer sig om abort, som PSOE i korte træk gjorde legalt i 2009, og så homoseksuelles ret til at gifte sig, hvilket socialisterne gav dem kort efter valgsejren i 2004.
PP har derimod meddelt, at man ønsker at vende tilbage til abortlovgivningen anno 1985 – 2009, mens man endnu ikke har udtalt sig om homoseksuelle ret til at indgår ægteskaber.
PSOE vil ikke ændre på nogen af de to punkter, hvis Rubalcaba vinder i november. I stedet har man sat endnu en rød klud for højrefløjen ved at foreslå indførsel af en lovgivning omkring værdig død, om end ikke at tillade eutanasi. Samtidig har PP fægtet med populistiske postulater som krav om genindførsel af livsvarig fængselsstraf.

Økonomiske løfter og trusler
Hvordan partierne påtænker at takle den økonomiske situation kunne være altafgørende, men både PSOE og PP holder de fleste kort tæt på kroppen. De har dog løftet sløret for nogle punkter, ligesom en række løfter og trusler ligger i partiernes DNA.
PSOE truer med ændringer i skattelovgivningen, heriblandt endnu højere formueskatter, kapitalvindingsskatter og nye bankskatter samt nogle grønne afgifter.
PP vil derimod genvinde markedets tillid og genstarte den økonomiske aktivitet for at skabe beskæftigelse, og man giver udtryk for, at et regeringsskifte i sig selv vil give et skub op ad den bakke. De konservative har ikke truet med højere skatter, kun at man vil bibeholde den nyligt genindførte formueskat, foreløbig frem til 2013. Tværtimod har man påmindet om, at José María Aznar vandt markedets tillid ved at sænke skatterne.
Den nuværende regering har haft planer om at sælge en del af arvesølvet. Det drejer sig bl.a. om rettighederne til driften af landets to største lufthavne, Madrids Barajas og Barcelonas El Prat, samt 30 procent af aktierne i lotteriselskabet Loterías y Apuestas del Estado (LAE). Håbet var at få 5,3 milliarder euro fra salget af rettighederne til driften af de to lufthavne og syv milliarder euro for de 30 procent af lotteriselskabet.
Med henvisning til den aktuelle, finansielle situation er begge udsalg dog blevet udskudt og bliver nu et spørgsmål for regeringen efter den 20. november. Mariano Rajoy har tidligere kaldt salget af statsejede selskaber for ”plyndring”.

17 plager kaldet regioner og én kaldet arbejdsmarkedet
En anden særhed ved dette valg er den prekære situation i regionerne, hvoraf mange ikke har penge til at betale regningerne næste måned. Flere har derfor taget nogle upopulære skridt, som María Dolores de Cospedal, PP’s generalsekretær og leder af lokalregeringen i Castilien La Mancha, hvor hun har skåret 20 procent af de offentlige udgifter, og i Catalonien, hvor man har udskudt betalinger til leverandører.
Det bruger PSOE og PP selvfølgelig til gensidige beskyldninger om, hvem som tager de værste beslutninger. Socialisterne fremturer med ideen om, at de konservative skærer, hvor det gør allermest ondt (sundhed og uddannelse), mens de selv øger skattetrykket på de mere velhavende for at gavne de mindre heldigt stillede. De konservative påminder derimod om, at regionernes lidelser er et godt eksempel på socialisternes ineffektive politik, og man planlægger at tvinge regionerne til at følge reglerne.
PP vil fortsætte med at udvikle de arbejdsmarkedsreformer, som PSOE har startet, hvormed det er nemmere og billigere for firmaer at afskedige medarbejdere. Hvor denne udvikling vil føre hen, afslører partiet ikke, måske af frygt for at skræmme vælgere.

Næppe forudsigeligt
Tiden er kommet, omkring fire måneder i utide, til at vælge den næste regering, og det, uanset alverdens meningsmålinger og vise mænd og kvinder, som utrætteligt peger på Mariano Rajoy og absolut majoritet til PP efter syv års socialisme, sker ikke før den 20. november.
Men der skal selvfølgelig ske en katastrofe – eller et mirakel, om man vil – for at Spaniens statsminister fra omkring den 20. december, altså ca. en måned efter valget, hvor magtskiftet skal ske på La Moncloa, ikke er PP’s mand fra Galicien.

“Ingenting er sikkert. I øjeblikket står der 0 – 0 mellem Rubalcaba og mig,” Mariano Rajoy i et interview i El País.

“Jeg har lavet mange fejl, men jeg har altid gjort noget, hvilket Rajoy aldrig har,”
Alfredo Pérez Rubalcaba.

”Spanien har tidligere vist, at det kan skabe millioner af arbejdspladser, og det vil vi gøre igen. Vores prioritet er at skabe beskæftigelse, og det skal ikke kun være regeringens, men alles mål,” Mariano Rajoy.
“De tænker over det, og tro mig, de gør det meget grundigt,” Alfredo Pérez Rubalcaba om vælgernes beslutningsproces op til den 20. november.

Andalusisk valg en dag i marts
Lederen af den andalusiske lokalregering, José Antonio Griñán, som er den person, der bestemmer, hvornår der skal være valg til de regionale parlament, har besluttet sig. I hvert fald næsten. Det forlyder nemlig nu, at valget bliver den 18. eller 25. marts.
Det forventes, at den regionale formand vil vente til absolut sidste øjeblik med at meddele den endelige dato.
Det bliver niende gang, der afholdes valg til det regionale parlament i Andalusien.
Også her forventes PP at vinde en jordskredssejr.