Boganmeldelse – ‘Du er ikke alene’ af Chris MacDonald

Boganmeldelse - 'Du er ikke alene' af Chris MacDonald

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Den dansk-amerikanske sundhedsekspert Chris MacDonald har netop udgivet bogen ”Du er ikke alene”, der er en hyldest til hans far. I januar 2009 fik faren konstateret kræft, og han døde i sommeren 2010 af kræft i spiserøret. Chris hjalp sin far med at kæmpe mod kræften og i en periode fik han det bedre. De vidste dog begge, at det var et spørgsmål om tid, inden kræften ville vinde kampen. De brugte deres sidste tid sammen til at tale om de ord, der har betydet meget for dem. Et af ordene er accept: evnen til at acceptere, at der er ting, man ikke kan ændre på. La Danesa bringer her et uddrag fra kapitlet om accept. Chris’ far har netop fået at vide, at han har fire til seks uger tilbage at leve i. Chris fortæller ham, at han kommer hjem så hurtigt som muligt, så de kan tilbringe den sidste tid sammen.

»Jeg glæder mig sådan til at se dig, far,« sagde jeg. »I lige måde, makker,« sagde han. »Og jeg ville ønske, at jeg kunne have givet dig nogle bedre nyheder i dag, Chris.«
Vi fik sagt farvel, og da jeg havde lagt på, gik jeg rundt i cirkler på parkeringspladsen og græd. Jeg ville ikke acceptere, at min far havde modtaget den endelige dom, og at han nu skulle væk. Hele min krop gjorde modstand. Jeg ville ikke give op. Lægerne havde kastet håndklædet i ringen, de havde slukket lyset og forladt kamppladsen. Men jeg gik stadig rundt derinde i mørket. Livet havde altid lært mig, at hvis man kæmper og bliver ved med at kæmpe, så skal man nok klare det i sidste ende. Men nu blev jeg tvunget til at acceptere, at der bare er nogle kampe, man ikke vinder.
Det er skakmat nu, sagde jeg til mig selv. Hans lever er ved at stå af, og der er ikke noget, vi kan gøre længere. Så kom tankerne, tvivlen, spørgsmålene, selvforhøret. Som en stormflod væltede de frem: Hvad gjorde du forkert? Vi skulle ikke have stoppet med kemoen, da kræften gik i dvale dengang. Han var stærk, hans krop klarede kemoen godt, vi skulle have kørt videre og taget alle otte omgange i stedet for at stoppe efter fem. Vi skulle heller aldrig være gået i gang med stråling. Vi skulle være gået tilbage til kemoen, straks kræften kom igen. Tankerne blev ved og ved, jeg satte mig ind i bilen og sad i to timer på den parkeringsplads, og derefter lå jeg hele natten i sengen på et hotel og tænkte på, hvad vi skulle have gjort anderledes. Dagen efter ringede jeg til min far. »Hey makker,« sagde han. »Hvordan har du det?« Her var min far, som lige havde fået at vide, at han var ved at dø, og så spurgte han til, hvordan jeg havde det. Jeg kunne næsten ikke fatte hans styrke. »Jeg bliver ved med at tænke på, hvad vi kunne have gjort anderledes,« begyndte jeg. »Chris, det må du ikke tænke,« afbrød han. »Vi skal ikke ud i de tanker. Vi traf de bedste valg, vi kunne, med den information vi havde. Hvis vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved vores beslutninger nu, rejser vi tvivl om alle de gode ting, det lykkedes os at gøre undervejs. Så lov mig, at du vil modstå trangen til at betvivle et eneste af de valg, vi har truffet. Når trangen kommer, så sig til dig selv: Vi skal ikke ud ad den vej. Det har jeg også gjort, og det virker.«
»Jeg skal gøre mit bedste, det lover jeg,« sagde jeg. Jeg kæmpede for at holde sammen på mig selv. »Nej, hvor er det hårdt, det her, far … Jeg vil ikke miste dig.« Min far var tavs et langt øjeblik. »Chris,« lød det så i den anden ende. »Det er okay … Jeg er afklaret … Jeg er helt i fred med at skulle dø.« Og jeg glemmer aldrig hans næste ord. »Men jeg vil hellere leve.«
De ord ramte mig, men han talte også med sin rolige stemme. Den stemme, der havde guidet mig gennem hele livet.
»Jeg har fået næsten tre gange så lang tid, som diagnosen sagde. Og jeg har bare været så taknemmelig for, at jeg overhovedet fik noget tid,« sagde han. »Vi kæmpede en helvedes kamp, Chris, og vi har gjort det bedste, vi kunne. Nu lader vi naturen og Gud tage over herfra. Alt er okay.«
Det var måske første gang, jeg begyndte at give slip. Han var i fred. Han troede på, at døden er en del af livets cyklus, og at det var sådan, det skulle være. Det var naturens måde at opretholde balancen i hele systemet, og vi var bare en del af det hele. En del af en stor, naturlig cyklus.
Han ville hellere leve. Men han havde accepteret, at han skulle dø. Det er det stærkeste, jeg nogensinde har hørt noget menneske sige. Jeg tror, at min far havde fundet den accept meget tidligt i forløbet. Allerede kort efter han i januar 2009 fik beskeden om, at han havde fået kræft, havde jeg kunnet mærke det, når vi talte sammen. Han havde en ro i stemmen, og tit var det ham, der trøstede mig.

Allerede dengang havde han accepteret sin dom. Men han havde ikke givet op. Der er stor forskel på accept og på at give op. Og da jeg talte med ham nu og tænkte tilbage på hans kamp, forstod jeg, at accept er at forstå, hvad vi ikke kan ændre. Og nu vidste han, at det snart var slut. Han var ikke apatisk, men han havde accepteret sin skæbne. Vi kunne ikke gøre mere.
Han havde kæmpet med alt, hvad han havde, han havde kæmpet for alt det, han kunne ændre, og han havde kæmpet sig til et år mere at leve i, men nu var vi magtesløse, og nu ville vi lade naturen og Gud tage over.

Chris MacDonald

Født 10. januar 1973.
Opvokset i USA.
Kom til Danmark i 1999 for at læse fysiologi på Københavns Universitet.
Kendt fra tv-programmer som ”By på Skrump”, ”Chris og chokoladefabrikken” og ”Chris på skolebænken”.
Blev i 2005 nummer to i Race Across America, hvor han på 10 dage cyklede 5.000 km tværs over Amerika.
Er en af Danmarks mest efterspurgte foredragsholdere inden for sundhed.

Du er ikke alene, Af Chris MacDonald
456 sider
Udgivet april 2011
Forlaget Turbulenz
Køb bogen på www.saxo.dk

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa