Invasion eller integration? -Kineserne i Spanien

Invasion eller integration? -Kineserne i Spanien

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Sui Feng arbejder i Super Basar Euro Asia. Det er en af de utallige forretninger, der sælger tøj, solbriller og andre sager importeret fra Kina, og hvis lige er blevet fusioneret ind i bybilledet i de fleste spanske byer.
Hun flyttede for 10 år siden til Spanien fra Quing Tiao i det nordøstlige Kina. Også kineserne har nydt godt af den spanske regel om familiesammenføring og regeringens beslutning i 2005 om at give de før illegale indvandrere opholdstilladelse.
Sui Feng kom ikke kun hertil for at finde arbejde, men fordi hele hendes familie allerede var her.

”Hvor mange er det?” spørger vi.
”¡Muchos!” griner hun.”
Hvorfor rejste de hertil?”
”Det ved jeg ikke, det må du spørge dem om,” svarer hun.

En stor del af industriområdet Polígono Guadalhorce i Málaga er kendt som China Town. Mange af firmaerne her er grossister, som importerer og sælger tøj, sko, tasker og tingeltangel eller fødevarer fra Kina. De sælger ikke kun til detailhandelen eller de mange restauranter – alle kan handle her og der er åbent fra tidlig morgen til meget sent.
Svaret på vores spørgsmål er mange steder det samme: De få ord de har lært.
”No hablo español,” ytrede da også Hua Hai, der ses her i sin tøjforretning, Hua Hai Ropa.
”Vi er kommet hertil på grund af vores forældre,” oversætter en af hans velvillige medarbejdere, der dermed afslutter det interview.

Rongli Wong driver restaurant Chao Long sammen med sin mand.
”Jeg var 16 år, da jeg for 25 år siden kom til Spanien med mine forældre. Det var på mode dengang at flytte til Europa,” fortæller Rongli Wong, som kommer fra Weng Zhou i Sydkina.
Hendes medarbejderes ansættelsesforhold lever ikke op til fordommene om, at kinesere arbejder nærmest døgnet rundt.
”De arbejder otte timer om dagen, har fri en dag eller halvanden hver uge, og de fleste har lige været på ferie i Kina, da restauranten var lukket pga. ombygning. Vi følger de spanske love,” siger Rongli Wong, der videre fortæller, at restauranten er opkaldt efter hendes søn, som går på en international privatskole, hvor han omgås med spaniere, men også englændere og skandinaver.

Xiao Huane og Wei Jin er gift. Det blev de for tre år siden i Kina. Hun havde allerede boet her i 10 år, mens han flyttede hertil et år efter deres bryllup. De arbejder begge i Yue Yang, der eksporterer og importerer tøj m.v.
Inden hun bosatte sig i Málaga, havde hun opholdt sig en årrække i Madrid.
”Her er smukkere,” siger hun. Hun taler godt spansk, mens han endnu ikke helt har fået fod på det.
”Det er ikke fordi, kinesere ikke vil lære spansk, det er ganske enkelt svært for os, specielt for de ældre. Mange lærer det dog for at kunne gøre forretning med spaniere, ellers handler vi jo mest med andre kinesere,” forklarer hun.

Disse menneskers historier ligner andre kineseres. Mange er, ikke ulig andre nationaliteter, kommet til Spanien for at søge en bedre tilværelse, eller for at blive genforenet med forældre og andre slægtninge.
En kilde ved Policia Nacional i Madrid, hvis navn ifølge korpsets regler ikke må offentliggøres, siger, at langt de fleste kinesere, præcis som alle andre rejsende og tilflyttere, kommer ind i Spanien via lufthavnene, altså ganske legalt.
Ziliang Zhan fra den kinesiske avis El Mandarin, der udkommer i hele Spanien, fortæller os, at der er 166.223 kinesere skrevet i mandtal. Catalonien er med 47.387 den foretrukne region, mens der bor 44.304 i Madrid og 16.054 i Andalusien. Ziliang Zhan, der ikke har ønsket at blive fotograferet, forklarer videre, at kinesere naturligvis skal have visum for at komme ind i landet. Det kræver kort fortalt, at man kan bevise, at man er økonomisk uafhængig og at man har et tilhørsforhold til landet.
”Det er ikke nemt at få visum, og det er også svært for os at få opholdstilladelse. Der er fire forskellige muligheder: Midlertidig opholdstilladelse til studerende, giftermål med en spanier, opholdstilladelse for selvstændige erhvervsdrivende og tilladelse til dem, som har opholdt sig her mere end tre år,” forklarer han.
Ifølge Ziliang Zhan kommer de fleste hertil for at tjene penge og lave forretning. ”For dem er der ikke den store forskel på, om de åbner en Todo a Cien eller en restaurant i Spanien eller Italien,” indskyder han.

Smuglinger og triader
Også det er som med alle andre nationaliteter; ingen ved med sikkerhed, hvor mange kinesere, der virkelig opholder sig i Spanien. Gætterier fra flere kilder peger på 230.000 fordelt på hele landet, også at der i 2020 vil være 950.000 fra verdens folkerigeste nation, af hvilke 35 procent er smuglet ind i Spanien.
Nogle bliver givetvis hjulpet af kinesiske bander eller en slags mafia, kaldet triader, som i flere årtier har opereret i Europa, inklusiv Spanien. Mange kinesere kom til Europa med den øvrige immigration, størstedelen fra provinsen Zhejiang, en af de kinesiske provinser med flest bander, og det er der, anslås det, at 80 procent af de kinesere, som i dag opholder sig i Spanien, kommer fra.
Med Mao Tse-Tung og den kommunistiske revolution reduceredes antallet af udvandrere drastisk, men mange flygtede som bekendt, forfulgt af regimet grundet politisk eller religiøs overbevisning. Det undertrykkende, kommunistiske styres hårdhændede metoder fik også triaderne til at flygte, først til andre asiatiske lande, hvorfra de siden har ekspanderet forretningerne.
Fra da Mao døde i 1976 og op igennem 1980’erne blev Kina et mere åbent land. Det blev nemmere at rejse derfra, men samtidig ønskede færre at gøre det.
Mange af dem ankom ganske vist til Europa med visum og fik arbejdstilladelse takket være familie eller venner, der allerede var her og som sørgede for en kontrakt. Alligevel regner man med, at over halvdelen af disse kontrakter har været fiktive. Men med visa kom de ind i landet, og familie eller venner hjalp dem så med at finde et reelt arbejde. Andre har ikke haft denne forbindelse og er altså i stedet blevet tilknyttet triader, som tager sig af mennesketransport til Europa, Nordamerika og Australien.
Den anonyme kilde fortæller, at det koster omkring 30.000 euro for en kineser at blive transporteret til Spanien, og at omkring 80.000 kinesere skulle opholde sig her illegalt. Og mange af dem skal først senere afbetale ”billetten” samt renter – og resten er som i en film.

Politiets arbejde
Spansk politi vil dog ikke tale om disse problemer. Vores kilde mener ikke, at man kan tale om en decideret kinesisk mafia, heller ikke, at der er hold i rygtet om, at kun kinesere kan sælge goder importeret fra Kina og åbne kinesiske restauranter.
”Nej, det kan jeg ikke bekræfte,” siger han. ”De kinesiske restauranter drives af kinesere, ligesom italienere har pizzeriaer. En spanier kan jo alligevel ikke finde ud af at lave kinesisk mad.”
Men det betyder ikke, at politiet ikke har problemer, også med kinesere.
”Nogle af dem er involveret i distribution og salg af kopivarer, især kopier af kendte tøjmærker, og det er det, vi arbejder mest med,” indrømmer den unavngivne kilde i Policia Nacional.
Men politiet skulle de seneste år optrævlet 270 bander og anholdt godt 500 medlemmer, der mest har opereret med tyverier, kidnapninger og opkrævning af beskyttelsespenge inden for det ret lukkede, kinesiske samfund, hvis hermetik komplicerer politiets arbejde. I dette samfund gælder en regel om ikke at ytre noget til nogen udenfor de kinesiske vægge, hvorfor de spanske myndigheder har begrænset kendskab til, hvad der foregår.

Samfund i samfundet
Kineserne har desuden deres egne leverandører, forretninger, restauranter, frisørsaloner, traditionelle læger, børnehaver, rådgivere og oversættere, meget lig andre nationaliteter, der er stærkt repræsenterede her i landet.
Kineserne repræsenterer 16 procent af udenlandske, selvstændige erhvervsdrivende i Spanien. De fleste er restauranter eller små forretninger, der før kaldtes Todo por Cien, med reference til dengang, hvor man her kunne købe det hele for 100 pesetas. 10 procent af Spaniens engrossalg af tøj er på kinesiske hænder.
Alene i Málaga-provinsen er der nu over 2.000 firmaer, der er ejet af kinesere. Det er ikke længere kun kinesiske restauranter, Todo a Cien eller basarer og supermarkeder; de kinesiske indvandrere, nu entreprenører, søger også andre muligheder. Flere af dem har de senere år opbygget hele imperier, men som så mange andre nationaliteter holder de sig for sig selv, uden helt at blive integreret. Specielt de ældre lærer ikke spansk, ikke kun fordi det er svært, men fordi det ikke er nødvendigt for at kunne klare sig.

Generation integration
Derimod har mange af de yngre, der de senere år har kunne kommet hertil legalt takket være reglerne omkring familiesammenføring, en anden indstilling.
De er bedre uddannede, og de ønsker at have et tilhørsforhold til det land, som de i mange tilfælde anser som mere deres end Kina.
De lærer sproget og er integrerede dele af det kulturelle kludetæppe, som Spanien er i dag, hvor man kan være sig selv og leve med det bedste fra begge verdener. Og jo, de fleste arbejder ihærdigt.
”En ud af syv kinesere har eget firma, det være sig som importører, grossister, restaurantejere eller en anden form for forretning. Den største del af arbejdsstyrken arbejder så i disse kinesisk ejede firmaer, og en normal spansk løn er lig med mange penge for de fleste kinesere. Nogle sparer op og sender penge hjem til familien i Kina. Den tredje gruppe, som inkluderer studerende, ønsker at lære den spanske kultur og det spanske sprog at kende,” siger Ziliang Zhan.
Han mener, at mange integrerer sig fint, fordi det er nødvendigt for at kunne lave forretning med spaniere, men også fordi de med hans ord er sympatiske, tolerante og forstår at nyde livet.

Forretning vs. tradition
Det er måske deres indstilling til spanierne, der gør, at kineserne generelt set er velkomne. Det er dog med den undtagelse, at spanske forretningsfolk frygter den nærmest invasionslignende ekspansion af kinesiske basarer og restauranter, som med meget lave priser og ihærdighed udgør en trussel mod de spansk ejede forretninger. Et eksempel var en demonstration sidste år i Eixample i Barcelona, hvor indbyggerne føler, de er blevet invaderede. I bydelen er der over 400 kinesisk ejede forretninger, mens de spansk ejede så småt forsvinder, da kineserne er parate til at betale højere huslejer end spanierne kan.
Spanierne mener, at den store kinesiske tilstedeværelse har ødelagt bydelens traditionelle og kulturelle struktur, og de ønsker, at myndighederne griber ind – også selv om kineserne følger loven og har de samme rettigheder som alle andre.

____

Et land til salg
José Luis Zapatero var i midten af april på statsbesøg i Kina, statsministerens fjerde besøg. Under hans ophold i Beijing meddelte regeringen, at Kina var parat til at opkøbe flere spanske statsobligationer. Kina står allerede for 12 procent, svarende til 25 milliarder euro, af den samlede spanske gæld til udlandet.
Samtidig meddeltes det, at det østasiatiske land også ville investere i den spanske banksektor. 9,3 milliarder euro ville de poste i de trængte sparekasser. Det gav stor glæde i den spanske banksektor, en tilfredshed som gav ekko i dagspressen. Man ville åbenbart hellere have kinesiske investorer, lig med den kinesiske stat, end at lade den spanske stat nationalisere sparekasserne.
Et par dage senere kom det dog frem, at det alligevel ikke var tilfældet, at Kina var parat til at investere i las cajas, og regeringen måtte erkende, at der var ”begået en fejl i identificeringen af investeringen og i beløbet.”
Statsministeren gjorde også kineserne opmærksomme på andre investeringsmuligheder i Spanien, nemlig i udsalget af Loteria Nacional og i lufthavnsselskabet, AENA, hvoraf 49 procent skal privatiseres.
Statsministerens mission var også at øge spansk eksport, der allerede er for opadgående. Spaniens salg til Kina steg fra 2009 til 2010 med omkring 35 procent.

Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa