Det danske magasin i Spanien
Kampen fortsætter – med fornyet styrke i Casa Danesa

Kampen fortsætter - med fornyet styrke i Casa Danesa

Populært koncept med oplæg af kendisser. Nu om landstræner Morten Olsens afløser.

Radio- og tv-kommentatoren Birger Peitersen var programsat. Og som den helt store overraskelse for de 156, der fyldte restaurant Casa Danesa, dukkede Danmarks bedste tv-fodbold-speaker gennem tiderne, den nu 71-årige Svend Gehrs, også op til Club Danés og La Peña de Dinamarcas tv-arrangement omkring EM-kvalifikationskampen Norge-Danmark (1-1).
Et glædeligt gensyn for alle tilstedeværende og interessant at høre, hvad Gehrs giver sig til i dag? Fodboldkampe ser han nu stort set hjemme fra sofaen. Derfra, hvor alle vi andre har nydt ham.
Ellers går meget af hans og fru Kirstens tid med golf – også på Costa del Sol.
På denne dansk-norske aften duellerede Birger Peitersen endvidere med den norske kommentator Torbjørn Birkeland. Tempofyldt og festligt.
”Det viser sig at være et populært koncept med kendisser til disse fodbold-arrangementer.
Vi er glade for, at La Peña de Dinamarca har ført det med over i vores nye samarbejde”, siger næstformanden i Club Danés, Bent Flindt. ”Det giver alle en ekstra oplevelse”.

Usikkert job
Danmarks næste EM-kvalifikationskamp i tv bliver lørdag den 4. juni mod Island i Reykjavik.
Hertil har manager- og superliga-træner Ove Pedersen, tidligere Qatars U-landshold, FC Midtjylland, AGF og Esbjerg FB (ad to omgange) givet tilsagn om at komme.
Den 56-årige Ove Pedersen er et eksempel på, at et trænerjob er verdens mest usikre. Han blev i sæsonen 2001-2002 kåret som Årets Træner i Danmark, men har sidenhen i utide måttet forlade såvel AGF som Esbjerg FB her i foråret.
Med henblik på et nyt job brugte Ove Pedersen herefter tiden på at rejse rundt i verden – mest Europa – for at kigge på spilleremner. Da La Peña de Dinamarca talte med ham, var han netop kommet hjem fra opgøret Paderborn – Bochum i den tyske 2. division.

De sidste jobs
Disse kvalifikationskampe til finalerunden om Europamesterskabet i Ukraine og Polen i 2012 bliver Morten Olsens sidste som landstræner for Danmark. Hans afløser skal findes, hvilket Dansk Boldspil-Union er i færd med. Ove Pedersen vil i Casa Danesa give sine bud i oplægget til matchen Island – Danmark.
En arrangement, der afvikles med fornyet styrke i Casa Danesa.
”Vi har lyttet til kritikken og indset, at lyden i vore højtalere har været for dårlig. Derfor er nye forstærkere anskaffet”, fortæller Bent Flindt.

www.clubdanes.dk
www.malaga-support.dk

www.casadanesa.dk


Birger Peitersen, Torbjørn Birkeland og Svend Gehrs gjorde lykke ved kval-kampen Norge – Danmark i Casa Danesa.

Årets fodbold-program i Casa Danesa

Lørdag den 4. juni kl. 18.30:
Island – Danmark
Grill-arrangement med 1/2 flaske vin og oplæg ved Ove Pedersen.
Totalpris: 22 euro.
Entré uden spisning: 8 euro.

Tirsdag den 6. september kl. 18.30:
Danmark – Norge
To retters menu med 1/2 flaske vin – og oplæg.
Totalpris: 22 euro.
Entré uden spisning: 8 euro.

Fredag den 7. oktober kl. 18.30:
Cypern – Danmark
To retters menu med 1/2 flaske vin – og oplæg.
Totalpris: 22 euro.
Entré uden spisning: 8 euro

Tirsdag den 11. oktober kl. 18.30:
Danmark – Portugal
To retters menu med 1/2 flaske vin – og oplæg.
Total-pris: 22 euro.
Entré uden spisning: 8 euro.
Med det forbehold, at det europæiske fodboldforbund UEFA ændrer lidt på klokkeslættene i de to sidste kampe. Nærmere herom, hvis det sker.

Tilmelding og betaling:
Restaurant Casa Danesa,
Haza del Algorrobo, Ctra. de Mijas km. 2.2, (Mijas-vejen fra Fuengirola)
restaurant@casadanesa.dk

Tlf. (0034) 952 475151
Sweepstakes og lotteri med præmier ved alle arrangementerne.

Danmarks resultater
Det danske landshold har hidtil opnået følgende resultater i EM kval-gruppe H:
Danmark – Island 1-0
Portugal – Danmark 3-1
Danmark – Cypern 2-0
Norge – Danmark 1-1

Stillingen i gruppen:
1. Norge 4 kampe 10 point
2. Portugal 4 kampe 7 point
3. Danmark 4 kampe 7 point
4. Cypern 4 kampe 2 point
5. Island 4 kampe 1 point

Nummer 1 går direkte videre til EM-finalerunden i Ukraine og Polen i 2012. Nummer 2 skal igennem såkaldte play-off-kampe den 11. og 15. november.

Dobbelt-arrangement
Lørdag den 4. juni bliver en af de helt store i Casa Danesa.
Club Danés og La Peña de Dinamarca står for et dobbelt tv-arrangement:
Island – Danmark i EM-kvalifikationskamp i Reykjavik og Mikkel Kessler mod franskmanden Mehdi Bouadla i Parken i København.
Den tidligere danske verdensmester Kesslers comeback-kamp blev offentliggjort mandag den 9. maj. De to sportsbegivenheder sendes på forskellige tv-kanaler og vil givetvis falde på forskellige tidspunkter om aftenen den 4. juni. Men skulle de lappe over hinanden, vises den ene i patioen og den anden inde i restauranten.
Arrangementsprisen vil fortsat være 22 euro for grill-menu med 1/2 flaske vin.
Tilmelding og betaling i restaurant Casa Danesa, Haza del Algarrobo, Ctra. de Mijas km 2.2 (Mijas-vejen fra Fuengirola)
Tlf. 952 47 51 51 mail: restaurant@casadanesa.dk
Der bliver rift om pladserne!

Af Morten Møller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.