Endnu et dødsfald i Lorca, hvor materielle skader gøres op
Otte personer omkom i første omgang, da de to jordskælv på hhv. 4,5 og 5,2 onsdag ramte Lorca i Murcía. Endnu en person, en 41-årig kvinde, døde dog i går som følge af sine kvæstelser. Samtidig steg antallet af sårede fra 167 til 293.
I nat har omkring 6.000 af byens indbyggere overnattet uden for deres hjem, bl.a. i nogle af de fem teltlejre som det spanske forsvar og Røde Kors har opført. Mange af dem er immigranter, der har sværere end spanierne ved at finde indlogering hos familie eller venner, men også spaniere har foretrukket at sove i telte eller udendørs af frygt for flere jordskælv.
De materielle skader er desuden ved at blive gjort op. 17 procent af de 524 bygninger, der indtil nu er blevet undersøgt, er så stærkt beskadigede, at de ikke kan repareres, mens 38 procent af dem har mindre skader.
I går besøgte statsminister José Luis Zapatero området, hvor han lovede byens indbyggere, at myndighederne vil gøre alt i deres magt for at hjælpe dem med at genopbygge byen.
Hullet i Mijas-vejen blokerer vejen mellem Mijas og Fuengirola
Hvorfor Mijas-vejen kan forblive afspærret i meget lang tid
Vejarbejdet på Ctra. de Mijas, vejen mellem Fuengirola og Mijas, startede i september 2010. En bro blev revet ned, og siden har et stort hul afspærret vejen.
Planen var en tiltrængt udvidelse af kørebanerne samt en større rundkørsel ved Muebles Benitéz og overfarten over hovedvejen.
Den seneste uge har arbejdet dog stået stille. Mandskabet var på plads, men uden at foretage sig noget, ligesom maskinerne er forsvundet. Hvad betyder det? Skal det store hul forblive, og skal trafikanter, hvoraf mange har brug for at komme til og fra arbejde mellem de to byer, for evigt køre store omveje for at komme frem?
La Danesa Nyheder har talt med flere af de implicerede parter.
Første stop var ved vejarbejdet, hvor alle på vores spørgsmål om, hvorfor de ikke arbejder, svarer det samme: ”Fordi vi ikke bliver betalt. Vi har ikke fået løn i otte måneder, og vores arbejdsgiver har sagt, at han ikke vil investere mere her. Men ifølge vores fagforening CCOO skal vi være her, så andre ikke kan komme og fortsætte arbejdet, og så vi stadig vil have ret til vores løn. Selvom vi ville, kan vi alligevel ikke arbejde, da vi ikke har flere materialer.”
De forklarede desuden, at de ubetalte lønninger skyldes, at El Corte Inglés ikke har betalt konstruktøren samt kommunerne i Fuengirola og Mijas. Pengene (beløb ukendt) skulle indgå i en aftale omkring opførelsen af El Corte Inglés i Mijas Costa, da forbedringen af vejnettet omkring stormagasinet vil komme det til gode.
For at få sidstnævnte bekræftet ringede vi til El Corte Inglés’ hovedkontor i Madrid. Her forklarede man, at de skam har betalt alle parter, inklusive konstruktionsselskabet, Profasán, og at hvis dette selskab eller andre skulle hævde det modsatte, vil man lægge sag an.
Vores næste opringning gik naturligvis til Profasán. Her svarede en mand, som sagde, at han kun var en tekniker, og at han ikke vidste noget om noget, og at han var alene i firmaet.
Mijas-vejen hører delvist under Mijas, delvist under Fuengirola, hvorfor vi håber, at i hvert fald én af kommunerne vil kunne give os en forklaring. På kommunekontoret i Mijas er beskeden ganske enkelt, at man ikke ønsker at svare os. I Fuengirola taler vi med presseafdelingen, men vi kan ikke få nogen fra byplanlægningen i tale – heller den ansvarlige, Ana Mula. Den ansvarlige for presseafdelingen forklarer dog, at hverken kommunen i Fuengirola eller Mijas er økonomisk ansvarlige for vejarbejdet, da det er en del af førnævnte aftale med El Corte Inglés. Han forklarer, at de to kommuner sammen kæmper for at få arbejdet genoptaget og fuldført. Men forhandlingerne går langsomt.
I mellemtiden går afspærringen af vejen også ud over de forretninger, der ligger på Mijas-vejen, og de er nu i gang med en underskriftindsamling i håbet om at kunne sagsøge de ansvarlige i denne labyrint af en sag.
Også i dag er mandskabet på plads ved hullet i vejen. De arbejder stadig ikke, og må eller ikke bruge tiden på at spille kort eller anden tidsfordriv – i stedet fordriver de tiden med at vise bilister vej uden om vejarbejdet, og det lader de til at skulle fortsætte med gøre en god tid fremover.
Domínguez frikendt
Marta Domínguez, der bl.a. har vundet VM-guld i 3.000 meter hækkeløb, blev i slutningen af 2010 anholdt i en operation kaldet Galgo, hvori hun ikke kun var mistænkt for selv at have taget et dopingpræparat, men også at have solgt til andre. Nu har dommeren i sagen dog frifundet den spanske atlet, der hele tiden selv har hævdet sin uskyld.
Ny rekord i Málagas lufthavn
Málagas lufthavn har endnu engang overgået sig selv i antallet af rejsende.
Avisen Diario Sur skriver i dag, at man har oplevet den største fremgang i et helt årti. I april gik 1,2 millioner passagerer gennem lufthavnen, Pablo Ruíz Picasso, og det var 34 procent flere end samme måned sidste år. I april 2010 var antallet naturligvis begrænset som følge af den islandske askesky, alligevel mener myndighederne, at der er god grund til at glæde sig over den nye rekord.
Den seneste rekord var fra 1999 til 2000, hvor antallet af rejsende steg med 24,8 procent.
De 1,2 millioner rejsende blev transporteret på knapt 10.000 flyvninger.
Barcas Busquets beskyldt for racisme
Mens FC Barcelona stadig fejrer det spanske mesterskab, har én af holdets spillere, nemlig Sergie Busquets anledning til bekymring. El País skriver i dag, at fodboldforbundet UEFA har åbent en sag mod ham, hvori han er anklaget for racisme.
Midtbanespilleren skulle under en Clásico have fornærmet Real Madrid-forsvarer Marcelo. Bliver han fundet skyldig, vil han blive straffet med fem kampes karantæne, hvilket i så fald betyder, at han ikke kan være med i Champions League-finalen mod Manchester United senere på måneden.
¿Qué pasa? – denne weekend
Patio-festivalen i Córdoba afholdes frem til den 15. maj.
Gå gennem Córdobas gamle bydels charmerende labyrint af gader og kig indenfor i de mange smukt udsmykkede patios, der disse dage er åbne for besøgende.
Alhaurín el Grande
Indtil 1. juli
Kunstneren José Maria Córdoba udstiller nye og tidligere værker på det nye bibliotek.
Benalmádena
13. til 15. maj
Middelaldermarked i Benalmádenas marina, i den del kaldet Pueblo Marinero. Her bliver også udstillinger og salg af kunsthåndværk, fødevarer og drikke samt underholdning og teater.
Tivoli World
Tivoli i Arroyo de la Miel er åbent i weekender kl. 12.00 – 21.00, onsdag, torsdag og fredag kl. 11.00 – 19.00. Lukket mandage og tirsdage.
Fuengirola
13. maj kl. 21.00
Jazzkoncert med Javier Denis Andalusí Cuarteto i Casa de la Cultura. Gratis entré.
Málaga
Indtil 1. juni
En udstilling af 25 af Picassos keramiske kreationer (La Colección Serra) kan ses i Casa Natal Picasso, hans fødehjem, på Plaza de la Merced. Åbent alle dage undtaget helligdage. Kl. 09.30 – 20.00. www.fundacionpicasso.es
14. maj kl. 23.00
Eduardo Paniagua Klemzer Sefardí spiller jødisk bryllupsmusik og anden traditionel musik på Teatro Cervantes. Info og entré på www.teatrocervantes.es.
15. maj kl. 17.30 og 20.30
Zarzuela i form af La Revoltosa kan opleves på Teatro Cervantes.
Marbella
15. maj kl. 20.00
Klaverkoncert med Carmen Álvarez Lebredo i Teatro Ciudad de Marbella. Entré 10 euro i El Corte Inglés eller ved indgangen.
Nerja
14. maj kl. 21.00
Tango-nætter med Aires de Buenos Aires kan opleves i kulturhuset Centro Cultural Villa de Nerja. Entré 12 euro. Mere info på www.nerja.org/villadenerja.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001