Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Tvangsægteskaber skal forbydes

Kongressen har bedt regeringen ændre straffeloven, hvormed man skal gøre tvangsægteskab strafbart. Anmodningen sker på initiativ af Partido Popular.
Ifølge intereconomia.com er tvangsægteskaber ikke et ukendt fænomen i Spanien. Alene i Catalonien skulle der de seneste par år have været tale om 300 tilfælde, hvori unge kvinder er blevet tvunget til at gifte sig.
Antallet lader til at være for opadgående, og myndighederne mener, at stadig kun en lille procentdel bliver opdaget. Dog er der en tendens til, at unge invandrerkvinder, som er opdraget og uddannet i Spanien, modsætter sig et tvangsægteskab og derfor anmelder sagen.


Statsunderskuddet reduceret

Det spanske statsunderskud var i årets første kvartal 6,9 millarder euro, hvilket er 20 procent mindre end i samme periode sidste år.
De 6,9 milliarder er lig med 0,64 procent af bruttonationalproduktet, hvilket svarer til regeringens forventninger. Håbet er, at man i år kan mindske underskuddet fra godt ni til seks procent.


Løsepenge betalt til pirater

Da den 36 mand store besætning på fiskefartøjet Alakrana i november 2009 blev løsladt af somaliske pirater i det Indiske Ocean hævdede daværende vicestatsminister, María Teresa Ferádez de la Vega, at regeringen ikke havde betalt piraterne for løsladelsen.
I går blev de to af kidnapperne, som det spanske søværn efter befrielsesaktionen havde bragt til Spanien, af den spanske højesteret hver idømt 439 års fængsel for bl.a. frihedsberøvelse. Samtidig blev tvivlen om, hvorvidt vicestatsministeren talte sandt, fejet ud i dagslyset, da retten ifølge El País konkluderede, at “en offentlig instans uden tvivl betalte løsepenge.” Beløbet anslås at have været 2,9 millioner euro. Selv efter rettens konklusion nægtede udenrigsminister Trinidad Jiménez, at regeringen havde betalt for besætningsmedlemmernes frihed.
Besætningen på galiciske Alakrana var kidnappet i 47 dage.


Grænsestridigheder ved Gibraltar

De lokale myndigheder på Gibraltar anmeldte i går, at et spansk patruljeskib, P74 Atalaya, havde krydset grænsen ind til den britiske enklave.
Hændelsen skulle have fundet sted vest for Gibraltar, hvor det spanske skib fulgte efter et handelsskib ind i vande, som, Gibraltars lokalregering hævder, tilhører dem, men som ikke er godkendt af Utrecht-aftalen. Derfor hævder de spanske myndigheder, at området tilhører Spanien.
Det er ikke første gang, der er stridigheder omkring de åbenbart uklare grænser mellem Spanien og Gibraltar. I 2009 var det betjente fra Guardia Civil, som ”invaderede” halvøen, da de fulgte efter en båd, som de havde mistænkt for at have narko ombord.


12-årig pige hovedmistænkt i drabssag

En kun 12-årig pige er mistænkt for drabet på en 6-årig dreng i Granada.
Pigen har over for politiet indrømmet, at hun var involveret i drabet. Politiet er dog ikke sikre på, om hun dækker over sine forældre eller om der var tale om et uheld.


5.000 krydstogtsgæster til Málaga i dag

Godt 5.000 gæster fordelt på fire krydstogtsskibe kommer i dag til havnen i Málaga.
For at byde de mange, fortrinsvist udenlandske gæster, velkommen, arrangerer kommunens turistråd en række aktiviteter i byen, bl.a. dans på Plaza de la Constitución. Det første krydstogtsskib lagde til allerede kl. 08.00, mens det sidste kommer i havn omkring kl. 16. Den 12. maj forventes yderligere en stor dag, når godt 7.000 gæster kommer til byen via søvejen.


Jamiroquai giver koncert

Det britiske band giver i år to koncerter i Spanien, hvor det nye album, Rock Star Dust Light Star præsenteres. Den første koncert bliver den 31. juli i Barcelona, den anden i Málaga den 3. august.


FC Barcelona klar til Champions-finale

Efter resultatet 1-1 i semifinalekampen i Champions League mellem Real Madrid og FC Barcelona i aftes, er det catalanske holds samlede resultat mod ærkerivalen 3-1.
Kampen i aftes blev spillet uden de store dramaer, som sammenstødet for en uge siden var præget af.
FC Barcelona er dermed klar til finalen, der skal spilles den 28. maj på Wembley. Modstanderen findes i aften i kampen mellem Shalke 04 og Manchester United, der allerede har et forspring på 2-0.


Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.