Også den spanske regering gratulerer Bin Laden-drab
Spaniens statsminister, José Luis Zapatero, lykønskede som de fleste øvrige vestlige landes regeringer i går USA’s præsident Barack Obama for de amerikanske sikkerhedsstyrkers drab på Osama bin Laden.
Fra Moncloa-paladset lød beskeden, at elimineringen af al Qaeda-lederen er ”et afgørende skridt i kampen mod international terrorisme”.
Vicestatsminister Alfredo Pérez Rubalcaba har dog som så mange andre understreget, at drabet ikke betyder, at terrortruslen er ovre, da al Qaeda som bekendt opererer i uafhængige enheder. ”Vi kender dem jo godt,” sagde Rubalcaba med reference til cellerne, der stadig opererer i Nordafrika og som har kostet mange spanske liv, inklusiv de 191 der den 11. marts 2004 blev dræbt under attentaterne på togene i Madrid.
I dag mødes statsministeren med Rubalcaba, udenrigsminister Trinidad Jiménez og forsvarsminister Carme Charcón for at debattere konsekvenserne af drabet og de spanske troppers sikkerhed i Afghanistan.
Marbella kommune vinder hidtil største slag og skal have 100 millioner retur
Revisionsretten har netop besluttet, at arvinger til Marbellas tidligere borgmester Jesús Gil y Gil skal betale kommunen over 100 millioner euro. Det drejer sig om penge, som Gil skulle have tiltusket sig i årene 1991 og 2003, hvor han sad på borgmesterposten.
Det er Diario Sur, som skriver, at kommunen lige har fået besked om revisionsrettens beslutning, truffet den 12. april.
De fire direkte arvinger, som er hans børn, Jesús, Miguel Ángel, Fernando og María Ángeles Gil Marín, og tidligere byrådsmedlemmer Pedro Román, Marisa Alcalá, Rafael Gonzaléz og Antonio Luque samt tidligere borgmester Julian Muñoz skal nu tilbagebetale arven samt renter til kommunen. I alt er der tale om 66,5 millioner euro samt 39 millioner i renter.
Det er Marbellas største sejr i kampen mod den megen korruption, som har hærget byen.
1. majtaler og modløshed
Tusinder protesterede søndag den 1. maj i 80 af landets byer mod den stadig stigende arbejdsløshed og mod nedskæringer i sociale ydelser, mens fagforeningerne gjorde opmærksom på de manglende resultater af regeringens arbejdsmarkedsreform.
De to største fagforeninger, UGT og CCOO, brugte dagen på at beklage sig over statsminister José Luis Zapateros reformer, indført sidste år. I stedet, mener de, at regeringen bør tage nye metoder i brug for at bremse den arbejdsmæssige snebold, der stadig synes at løbe løbsk ned ad bakke.
”De sagde, at de ville skabe et miljø, hvori arbejdspladser ville blive skabt, men arbejdsløsheden stiger fortsat. De sagde også, at deres initiativer ville give det spanske samfund en tillidsindsprøjtning, men modløsheden vokser fortsat,” citerer El País generalsekretær for UGT, Cándido Méndez, fra dennes tale i Valencia.
Hverken han eller lederen af CCOO, Ignacio Toxo, der gav en lignende tale, fremkom dog med nogle alternativer til, hvordan regeringen bør mindske antallet af arbejdsløse, der nu er på 4.910.200, svarende til 21,29 procent af arbejdsstyrken.
Málaga-provinsen har nu den næststørste arbejdsløshed per indbygger, kun forbigået af Huelva, hvilket vil sige, at 258.600 personer eller 32,73 procent i den arbejdsdygtige alder er uden job.
PP’s popularitet stiger
Ifølge det sociologiske institut CIS stiger Partido Populars popularitet stadig. Var der valg i dag, ville det konservative PP få 43,8 procent af stemmerne, mens regeringspartiet PSOE skulle nøjes med 33,4 procent.
Real Madrid-spiller anholdt
Fodboldspilleren Marcos Alonso fra Real Madrid er blevet anholdt, da politiet antager, at han har været skyld i en ulykke, hvori en kvinde blev dræbt.
Alonso er udlejet til Bolton Wanderers. Ulykken i går fandt dog sted i Madrid, hvor han tilsyneladende havde været i byen med venner. Her mistede han herredømmet over en gammel BMW, der kørte ind i en mur. Den 20-årige Alonso slap uskadt, men i bilen var fire passagerer, hvoraf de tre fortsat er indlagt, mens den fjerde, en kvinde på 19 år, der ikke brugte sikkerhedssele, senere døde på hospitalet.
Marcos Alonsos spiritusprøve viste 0,45 promille.
Burro taxis i Mijas vil genopfinde sig selv
Ejerne af æseltaxaerne i Mijas Pueblo vil genopfinde sig selv for at gøre æselturene mere populære, skriver La Opinión i dag. Ejerne har det seneste årti set en stor nedgang i omsætningen, da byens besøgende hellere benytter anledningen til at beklage sig over dyrenes forhold frem for at lade dem transportere sig gennem byens stejle gader, en tur som kun varer 10 minutter. Derudover mener æslernes ejere, at lugten fra nu 61 æsler og disses efterladenskaber er et problem, og det er det, som man nu vil løse.
Æseltaxaerne har været et fænomen i snart 50 år.
Nøgenhed forbydes i Barcelona
Barcelonas byråd har indført et nyt forbud for at forbedre byens æstetiske image. Fremover vil man få en bøde på mellem 120 og 300 euro for at gå for let klædt i byens gader; det vil sige, at både mænds og kvinders overkroppe skal være tildækket. Initiativet kommer efter klager fra restauratører og hotelejere i byen.
Det koster 500 euro at blive snuppet i kejserens nye klæder.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001