Zahara de los Atunes, ruinbyen Baelo Claudia og Cabo de Trafalgar

Fyrtårnet ved Trafalgar.

Zahara de los Atunes ligger mellem Tarifa og Cádiz og stranden ved Zahara må være Spaniens fineste sandstrand. Den er næsten 20 km lang, over 200 m. bred og har det fineste, hvide sand med klitter. Den ligger lige ud til det rene, klare Atlanterhav, så det er ikke så mærkeligt, at Zahara i de seneste år er blevet et populært feriested. Engang var det en søvnig fiskerby, men nu har byen fået masser af hoteller og turistlejligheder, og der er liv og glade dage om sommeren. Men det er ikke nutidens turister, der har opdaget området. Allerede i romertiden lå der en livlig by i strandens østlige ende, og den er nu blevet udgravet og forsynet med et fint, nyt museum, så der er både kultur, historie og natur at fryde sig over, når man besøger området.
Årsagen til at romerne grundlagde en by her var tunens vandring – heraf naturligvis navnet ”de los Atunes”. Allerede for over 2000 år siden lagde man mærke til, at der to gange om året fandt en stor vandring sted af tunen. De store tun-stimer kom fra Atlanterhavet og havde kurs mod Middelhavet, hvor de tog hen for at gyde. Da vandet snævres meget ind ved Gibraltarstrædet, blev hele strædet smækfuld af tun, og det var derfor en let sag at fange de store fisk (en gennemsnits tun vejer 250 kg.)under denne vandring. Romerne havde udviklet en sindrigt system til at indfange tunen, og dernæst havde de indrettet ”fabrikker” hvor tunen blev parteret og saltet. Det gav anledning til, at et rigt og blomstrende samfund opstod, og det er de velbevarede rester heraf, som man i dag kan besøge. Når dertil kommer, at en anden stor historisk begivenhed, nemlig søslaget ved Trafalgar, fandt sted lige henne ved den næste pynt, ja, så er der al mulig grund til at aflægge dette spændende område et besøg.

I Zahara de los Atunes har man på trods af den stadig voksende turiststrøm forsøgt at bevare byens præg af fiskerleje. Man må ikke bygge i mere end to etager, og kernen af det gamle fiskerleje ligger stadig midt i det hele og ser oprindeligt og autentisk ud. I byens centrum ser man også resterne af den gamle borg Castilla de las Almadrabas (tunfiskenet), som i middelalderen blev anlagt af Los Duques de Medina Sidonia for at beskytte området mod pirateri. Senere blev det store anlæg brugt til at opbevare fangstredskaber til tunen, og en kristen kirke blev bygget midt i det hele. Det er spændende at gå en tur i de små gader og indsnuse den helt specielle atmosfære, som blandingen af historie og hav giver. Byens største attraktion er dog uden tvivl stranden, som er lige så fin som en Vesterhavsstrand med klitter og rent, hvidt sand.
Vi havde valgt at bo på Hotel Pozo del Duque næsten midt i Zahara, og det var vi ganske tilfredse med. Vores dobbeltværelse til 63 euro inkl. morgenmad havde balcon med fin udsigt til stranden, der var pøl, bar og restaurant, så vi havde ikke noget at klage over hvad forholdet mellem pris og kvalitet angår. Se www.pozodelduque.com for yderligere information. I en sidegade til hotellet ligger der et supergodt pizzería ”Las piedras de Zahara”, så hvis man er pizzaelsker, kan et besøg anbefales på det kraftigste.
Øst for Zahara findes der mange interessante ting. Når man kører ud af byen i østlig retning, støder man først på nybebyggelsen Atlanterra, som er et område med turistlejligheder og hoteller i den mere prismæssigt tilgængelige ende. Kører man lidt længere og hen forbi Cabo de Gracia kommer man til et af Spaniens dyreste villaområder. Her starter husene et godt stykke over 1 million euro, og de ligger skønt på store grunde der skråner ned mod den pragtfulde hvide sandstrand. Det er her landets jetset holder til, og man kan finde kendte skuespillere og toppolitikere blandt ejerne af disse perler. Dette skønne område er stadig kendt under tilnavnet ”Los Alemanes”, idet Franco efter 2. verdenskrigs afslutning gav visse flygtende medlemmer af nazitoppen lov til at slå sig ned her i det, som dengang blev betragtet som ”verdens ende” – ukendt af langt de fleste og langt væk fra Centraleuropa. Ved demokratiets indførelse forsvandt de sidste af disse ”alemanes” og fortrak til mere ”sikre” områder i Sydamerika. Hvorom alting er, så er det et spændende sted at se.
Her ender kørevejen, og der ligger en parkeringsplads, hvor vi skal holde, mens vi vandrer hen forbi fyrtårnet ved Punta de Camarinal og helt hen til de romerske ruiner ved Baelo Claudia. Nu ved jeg godt, at man også kan køre hen til ruinerne, men det er ikke lige vores stil, og for at køre derhen skal man ud på en lang omvej tilbage til hovedvejen. Der er langt mere sport i at vandre de ca. 8 km. fra parkeringspladsen hen til ruinerne og tilbage igen. Så har man fået overstået dagens motion og er på alle måder blevet beriget af denne vandring, som går gennem en lille naturpark med et rigt fugleliv samtidig med, at man har den mest betagende udsigt til bjergene i Marokko. I sandhed en perle af en vandretur, som man ikke må forsømme.

Først kommer man op til fyrtårnet Camarinal og her viser et skilt at naturparken starter. Der er også en sti, der går nordud fra fyrtårnet, og det er den, man skal tage for at komme hen til Baelo Claudia. Den lille tykke stifinder (alias Erik) mente dog, at det var lettere at gå ned til stranden og så hen til ruinbyen, og da der ikke kunne opnås enighed om ruten, måtte Lene og jeg gå én vej og Erik en anden. Det var en beslutning, han senere kom til at fortyde (så kan han måske lære det), idet hans rute førte hen over en meget stor vandreklit, som det var svært vanskeligt at gå i.Vores rute gik op forbi et fint klippeparti, hvor vi kunne observere en del store fugle på størrelse med ørne. Da vi lidt senere kom forbi en ornitolog, som med et specialkamera tog fotos af fuglene, fik vi oplyst, at det var den meget sjældne sort/hvide ægyptiske grib, vi her havde set. Samme ornitolog arrangerer fugleobservationsture i området, og han han hverves på www.andalucianguides.com hvor man også kan se fotos af mange sjældne fugle.

Således opmuntrede nåede vi hen til asfaltvejen, og nu går det i rask trav ned (og lidt op) mod den fine, nye firkantede bygning, der rummer museet ved ruinbyen. Der er gratis adgang for EU borgere, og i museet kan vi beundre fine skulpturer fra denne romerske perle af en by, der har det hele: aquadukt, forum, basilika, templer, bade, teater, broer, gader, pladser, saltningssteder og resterne af en fiskeri- og udskibningshavn. Det hele er relativt velbevaret, idet der ikke har været anlagt nogen ny by oveni, som jo ofte er tilfældet. Jeg syntes i hvert fald, at det var en superfin oplevelse at se ruinbyen og gå rundt og leve sig ind i, hvordan livet har været her for over 2000 år siden. Som vi nu står der og beundrer udsigten mod vandreklitten mod vest, ser vi hvordan en træt vandringsmand med stort møje og besvær får slæbt sig de sidste meter hen mod ruinbyen. På den besynderlige hat og den højrøde næse kan vi se, at det er resterne af Erik, der her kommer os i møde efter at have krydset klitten i knæhøjt sand. Vi havde sådan set opgivet at se ham igen, men her stod resterne af ham, og vi måtte derfor hurtigt ty til den nærmeste chiringuito, hvor han kunne blive genopfrisket. Heldigvis ligger der en fin én af slagsen lige nede ved stranden nedenfor museet, og der kunne vi få dejlig frokost bestående af salater og tortilla og masser af kolde forfriskende drikkevarer.
Efter denne optankning går det atter i rask trav tilbage den samme vej, og efter ca. 1 ½ time er vi tilbage ved bilen.
Efter et hvil ved hotellets pøl beslutter vi os til at spise aftensmad på den danskejende restaurant ”Patría”, som ligger lidt nord for Vejer de la Frontera, i nærheden af byen Muela. Efter en del besvær finder vi restauranten, og vi bliver meget glædeligt overraskede over de meget lækre retter, der her diskes op med. Vi var ovenud tilfredse med vores aftensmåltid, og kan derfor varmt anbefale, at man aflægger Patría et besøg, når man er på disse kanter. Se www.restaurantepatria.com.

Næste morgen gælder det Cabo de Trafalgar, som jo ligger henne i den vestlige ende af stranden ved Zahara. De fleste kender bedst Trafalgar fra Trafalgar Square i London, hvor statuen af Lord Nelson, den største engelske søhelt nogensinde, stadig står. Men det er ikke alle der ved, at Trafalgar ligger her i Spanien, og at et af historiens blodigste søslag fandt sted lige her ved disse skønne strande den 21. oktober 1805. Det var en forenet flåde bestående af spanske og franske skibe, der under napoleonskrigene kom i et gevaldigt slag mod englænderne om herredømmet til søs. Det lykkedes englænderne med 27 skibe at slå den fransk / spansk flåde bestående af 33 skibe så eftertrykkeligt, at der efter slaget kun var 5 spansk / franske skibe tilbage. Englænderne havde ikke mistet ét eneste og ”kun” 458 engelske søfolk mistede livet mod fjendens 3243. Lord Nelson blev dødeligt såret under slaget og kom derfor ikke til at opleve den triumf, som sejren var for den engelske flåde.
En af grundene til, at det gik så grueligt galt for den spansk / franske flåde var, at de ingen dygtige admiraler havde. Alle de bedste admiraler var nemlig blevet guillotineret under den franske revolution i 1789-99, så der var ikke så mange at vælge imellem. Så kan de måske lære det.
Navnet Trafalgar lyder jo ikke særligt spansk og er da også af arabisk oprindelse. Det stammer fra ordene Taraf al-Ghawr, som skulle betyde ”kanten af dybet”. Det giver jo god mening, idet Cabo de Trafalgar ligger lige her som det yderste næs inden man kommer ud i dybet – det store ukendte Atlanterhav.
El Faro de Trafalgar ligger på en lille tidligere ø, der nu er blevet forbundet med fastlandet ved hjælp af en naturlig landtange. Det er en fin lille spadseretur ud til fyrtårnet, og en sti fører rundt om tårnet. Når man står neden for tårnet mod vandsiden er man ganske tæt på det sted, hvor søslaget fandt sted, og her er der en planche, der viser skibenes opstilling og fortæller om det blodige slag. Uha, uha…
Nu mangler vi bare at komme ud på selve Cabo de Trafalgar, og det kommer vi ved at køre tilbage mod Barbate og så køre ind, hvor der står et skilt med: Sendero Torre del Tajo. Her kan man parkere, og nu fører en skøn sti de ca. 2 km. hen til den dramatiske klint ved caboén. Stien fører igennem en skøn fyrreskov, og der er idyl for alle pengene, idet blomsterne stråler om kap med solen og insekterne summer. Henne ved klinten er der et forrygende vue ned mod havet og over mod Afrika, som i dag viser alle sine bjerge frem. Vi beunderer lige El Torre del Tajo, som blev bygget under Filip II som led i det værn mod pirater, som kongen lod opføre hele vejen hen langs kysten, og som man stadig kan se den dag i dag i form af de mange gamle tårne, der står med varierende afstand og skuer ud over havet. Vi blev enige om, at det ikke skal vare længe inden vi atter vender tilbage til Atlanterhavskysten, som lokker med sit rene vilde hav og skønne natur.