Galicien og deres vine

Galicien er Spaniens grønne hjørne. Helt oppe i den nordvestlige del, hvor Atlanterhavet sender hyppige regnbyger ind over det smukke og barske land. På mange måder ligner landskabet det, man finder i Vestskotland, og på nogle måder fornemmer man også den keltiske indflydelse. Bl.a. er et af de lokale spilleinstrumenter en sækkepibe. Eller »la gaita«, som den hedder på spansk. Desuden har Galicien sit eget sprog »gallego«, som minder om det portugisiske. Kysten er i nord rå og forrevet med en mængde små, hyggelige fiskerbyer og små strande. Fra kysten ser man borgene på højene og lidt inde i landet fører små snoede landeveje gennem et dramatisk landskab med dybe floddale og høje bjerge.

Den største by i Galicien er havnebyen Vigo, men den vigtigste og mest kendte er Santiago de Compostela, hvor katedralen er et mål for pilgrimme fra hele verden. I Santiago finder man mange smukke barokbygninger, som vidner om den rigdom, der blev tilført Galicien, da man havde de sydamerikanske kolonier. I atten- og nittenhundredetallet skete der en stor udvandring, som satte tingene noget i stå. Men siden Spaniens optagelse i EU er aktivitetsniveauet steget betydeligt, bl.a. med store investeringer for at forny den lokale vinproduktion. Det er gjort med så stor succes, at nogle af de galiciske hvide vine i dag betegnes som nogle af de bedste i verden. Det er Albariño druen, der står bag, og den er spået en meget stor fremtid.

Kort og godt om Galiciens køkken
Gastronomisk er det naturligt at havets frugter spiller en stor rolle. Man har jo trods alt hele kyststrækningen ud til havet.
Der er et rigt udbud af østers, muslinger, krabber, hummer, kammuslinger og rejer af alle typer. Også mange forskellige slags fisk.
En typisk skaldyrsspecialitet er »Percebes« (rankefod), et meget velsmagende lille dyr af krabbefamilien, der nærmest ligner en elefantfod. Man skal prøve den lækre »Polpo a Feira«, som er blæksprutte skåret i skiver og overhældt med olivenolie og paprika.En typisk tapa fra Galicien er »Pimientos de Padrón«, små grønne peberfrugter stegt i olie og drysset med havsalt. Nogle er lige så stærke som chili, andre milde med en sødlig smag. »Tetilla« er en dejlig ost lavet på komælk med et let røget strejf. Lokalt spiser man ofte klipfisk. Den typiske »Tarta de Santiago« er en dejlig dessertkage med kanel og mandler.
Til et godt galicisk måltid hører den efterfølgende »Queimada«: en drik tilberedt med masser af lokal snaps »Orujo« flamberet i en ildfast beholder, tilsat sukker, citron, evt. kaffe.

Vi har 5 D.O (denominación de origen) ”vinproducerende områder” i Galicien.

DO Rías Baixas
DO Ribeira Sacra
DO Ribeiro
DO Valdeorras
DO Valle de Monterrei

Hermed en kort beskrivelse af hver af dem:

DO Rías Baixas er i realiteten det navn, som har sat Galicien på verdenskortet. De lokale vinbønder er gået sammen i bestræbelserne på at gøre Rías Baixas og Albariño til den definitive spanske hvidvin. De er kommet så langt, at en godt lavet Albariño, er en af de mest delikate og friske hvide vine, man overhovedet kan tænke sig. Med sin duft og smag af moden melon, den sprøde og friske frugtsyre og lange eftersmag, placerer den sig blandt de allerbedste hvide vine. Med alderen tørrer frugten ud, men erstattes af noget klassisk stort.
Rías Baixas er inddelt i tre underzoner. De bedste vine kommer fra Val do Salnés som ligger ud til vestkysten midtvejs mellem Santiago og den portugisiske grænse omkring byen Cambados. De to andre zoner ligger langs med Miñofloden, som danner grænsen op til Portugal.
11 forskellige druesorter er tilladt i DO Rías Baixas. Albariño udgør 90% af vinproduktionen. Druen kommer formodentlig oprindeligt fra Tyskland og er en variant af Riesling. Det er en meget lille drue med et stort sukkerindhold. DO accepterer seks forskellige typer vin i Rías Baixas: Albariño, som skal være på 100% af den drue, som har givet navnet, er den mest betydningsfulde. Val do Salnés skal have mindst 70% Albariño. Disse to typer hæver sig over de andre, fordi de har evnen til at udvikle sig på flaske. Rías Baixas fra Rosal og Condado er generelt blødere og har mere ferskenagtig karakter, er lidt tungere med mindre frugt.
Alle vine med DO Rías Baixas gennemgår en streng kontrol lige fra druerne på marken til den sidste analyse og smagning inden vinen sælges.

DO Ribeira Sacra er et betydeligt ældre DO end Rías Baixas, men har ikke haft samme vinmæssige succes. »Sacra« henviser til det meget store antal klostre og kirker, som man ser rundt i det dramatiske landskab med stejle klippesider og dybe dale. Der er ca. 50 bodegaer, der får druer fra lidt mere end 5000 hektarer, som ligger på terrasser hugget ind i stejle skråninger i Sil- og Miñodalen. Arbejdet med at passe vinstokkene er besværligt og omkostningskrævende. Der er mere end 16 forskellige druesorter repræsenteret i Ribeira Sacra (de hellige skråninger). Den vigtigste rødvinsdrue er Mencía, og det er sikkert den, der vil tegne distriktets fremtid.

DO Ribeiro er også et af de gamle vinområder i Galicien med DO status siden 1957. Indenfor de sidste ti år har man kunnet se en meget spændende udvikling. Vinmarkerne ligger i forlængelse af Rías Baixas langs Miñofloden og den portugisiske grænse. Men i modsætning til nabodistriktet, hvor man sværger til »small is beautiful«, så bliver man her præsenteret for kooperativer med kæmpe kapacitet. De er blevet inspireret af Rías Baixas’ succes og har investeret i hi-tech vinerier og resultatet er forbavsende godt og er hurtigt blevet accepteret internationalt.
Vinmarkerne ligger i et let bakket landskab. De druer, som høstes nede langs flodbredden, har ikke samme intense og gode kvalitet, som de der høstes fra de højtliggende vinmarker på skråningerne.
I modsætning til Rías Baixas, hvor en enkelt druesort dominerer, er man i Ribeiro tilhængere af at blande flere sammen. Torrontés giver en kraftig smag, let krydret og med en fin bitter eftersmag. Treixadura er allerbedst, når den står højt og får rigeligt med sol. Det er druen, som giver vinen en delikat, frugtrig og blomsteragtig duft og smag. Men flere og flere mener, at fremtiden ligger i Albariño.
Den moderne Ribeiro-vin er strågul, let, frisk, tør og aromatisk. Man fornemmer lidt friskslået hø, rosenblade og mynte. Smagen er fyldig og lang.

DO Valdeorras ligger i den østligste del af Galicien grænsende op til Castilla-León. Allerede i 1977 fik man sin DO status, men man stod ikke umiddelbart med noget, som eksportmarkederne efterlyste. Det var en lidt grov og kraftig landvin, som enten blev solgt som bulk eller drukket lokalt. Druerne til de røde Valdeorras er primært Garnacha Tintorera og til de hvide Palomino. Når de er sat på de sydvendte skråninger giver de allerbedst.
Valdeorras har lært af Rías Baixas og til dels også af Ribeiro, og laver nu det, eksportmarkederne efterspørger.
I dag kan man i store træk opdele DO Valdeorras i to grupper: Der er den store mængde almindelig regionalvin, der, som næsten eneste betingelse for at bære navnet, blot skal gære til mindst 9% alkohol. Og så på den anden side de vine som fremstilles på de anbefalede druesorter: Den hvide Godello med en minimum styrke på 12%. Det er en fremragende ung, tør hvidvin. Ren, frisk og let prikkende. Blandt de bedste i Galicien. Og det siger ikke så lidt. Den røde Valdeorras på Mencía giver fornemme, lette og elegante rødvine med undertoner af brombær, blomme og lakrids. Den skal også opnå 12%. Flere bodegaer er på vej med Valdeorras crianza-vine.

DO Valle de Monterrei udgør ca. 3000 ha, som ligger i dalen af samme navn og på grænsen til Portugal. Det er fortrinsvis hvide vine, og de vigtigste druer er Godello, som her kaldes Verdejo, og Doña Blanca. Til de røde er det Mencía, Alicante og Gran Negro. Der findes også meget af den produktive Palominodrue i denne del af Galicien.
Mange mener at Albariño vinene er blandt spaniens bedste hvide vine, de er sjældent blandt de billigste, men oftest pengene værd.
Nyd dem her i foråret og sommeren igennem, de vil ikke skuffe jer.

God påske til jer alle!