Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Sydrom X – sådan bliver vores generations dræbersygdom kaldt, men sunde vaner kan redde dig, hvis du skulle være i risikogruppen. Fedme, sukkersyge, forhøjet blodtryk og kolesterol er farligt hver for sig, men tilsammen truer de dig direkte på livet. Syndrom X, som fænomenet kaldes, er blevet mere og mere udbredt, men heldigvis kan motion og sund kost fjerne risikoen.

Hvad er Syndrom X? Syndrom X er en truende helbredstilstand forårsaget af usund levevis. Du kan gå rundt med tilstanden i årevis uden at vide det, mens skaderne indeni kroppen hober sig op, for der er ikke nødvendigvis synlige tegn på sygdommen. Syndrom X ligger bl.a. til grund for, at livsstilssygdommen type 2-sukkersyge er på vej ud af kontrol. Syndrom X er ikke en selvstændig sygdom, men defineres af lægerne ved, at du har tre eller fire af følgende risikofaktorer: forhøjet blodtryk, for meget fedt i blodet og for lidt af det gode HDL-kolesterol samt fedme omkring maven. Hver for sig er disse tilstande livstruende, og øger risikoen for sukkersyge, blodpropper og forhøjet blodtryk. Og når de så går i fælles front i kroppen, stiger risikoen nærmest eksplosivt for at få syndrom X. Du kan godt være ramt af syndrom X uden at være overvægtig eller have forhøjet blodtryk. Derfor er tilstanden lumsk og kan være uopdaget i årevis, mens skaderne langsomt ophober sig. På et tidspunkt går det så galt i form af sukkersyge, blodpropper i hjertet eller hjernen eller ravage i kroppens indre organer.

Stenalder-arveanlæg Syndrom X opstår primært som følge af vores vestlige livsstil, der i bund og grund ikke passer sammen med de gener, som vi har fået med os fra stenalderen. De gamle stenalder-arveanlæg er optimale for mennesker, der bevæger sig hele tiden samt ikke har meget føde til rådighed, hvorfor arveanlæggene nærmest suger kalorier ind i kroppen på os. Den situation gør sig ikke just gældende i dag, hvor alt for mange mennesker bevæger sig for lidt og spiser sig stadig tykkere i kalorieholdige fødevarer. Eksperterne i Danmark skriger højt om, at der skal gøres noget nu, ellers ender vi som amerikanerne, der nu regner med, at halvdelen af de nyfødte får sukkersyge på et tidspunkt, hvilket er en klar følge af Syndrom X.

Undgå syndrom X! Den gode nyhed er, at du sagtens kan slippe uden om dette farlige Syndrom X, og der kræver ikke ret meget andet end nogle justeringer i levevisen. Derfor er det utrolig vigtigt at tage sig selv i nakken og rette livsstilen ind i en sundere retning. Der skal simpelthen lægges en sund strategi for fremtiden, når det gælder vægt, spisevaner og motion. Gevinsten kan så til gengæld blive enorm, nemlig et langt liv uden sygdom.
Sund kost og motion er de to faktorer, der er den sikreste og mest effektive vej til at forebygge tilstanden, men der kan gøres mere.

Derfor: Bevæg dig! Bevægelse sænker blodtrykket, øger det gode HDL-kolesterol, forbedrer insulinfunktionen og forbrænder kalorier, og det gør bevægelse til en meget vigtig brik i forebyggelsen af Syndrom X.

Tab dig! Overvægt er klart forbundet med Syndrom X samt sukkersyge og forhøjet blodtryk.

Masser af frugt og grønt! De sunde kostvaner indeholder mange grøntsager og frisk frugt, fisk og magert kød, fedtfattige mejeriprodukter, sundere fedtstoffer samt grove fiberrige kulhydrater. Pas på med de hurtigt optagelige kulhydrater så som hvidt brød, ris og pasta i større mængder.
Mindre salt! Vi spiser typisk 10 gange mere salt, end kroppen har brug for. Selv om de fleste mennesker tåler salt uden problemer, er der alligevel ganske mange, hvis blodtryk kan stige, fordi salt holder på kroppens vand. Det store problem er, at man ikke kan sige på forhånd, hvem der ikke tåler salt. Så for os alle er det en god idé at spare på saltbøssen. Brug krydderier og urter i stedet.

Drik kun lidt! Hold dit alkoholforbrug på højst én genstand om dagen. Rødvin kan være sundt for helbredet i små mængder, men ikke når det gælder blodtrykket. For hver daglig genstand øges blotrykket, men omvendt stiger det sunde HDL-kolesterol, når der bare drikkes lidt.

Dette er de faktorer du skal være opmærksom på, for at undgå denne generations dræbersyndrom. Og måske kan det samtidig sætte lidt gang i tankerne til din levevis i år 2011.

Også selvfølgelig vil jeg ønske alle La Danesa’s læsere en glædelig jul samt et godt og sundt nytår!

Månedens yogaøvelse


Foroverbøjning med strakte, spredte ben:
Sid på gulvet med strakte, spredte ben og bøjede fødder. Hvis du ikke kan sidde med lige ryg, så sid på en eller flere puder, indtil din ryg er lige. Løft maven og brystet, så du forlænger forsiden af kroppen, mens du læner dig frem. Læg panden og armene på en stol, evt. med en pude under panden, så du ikke krummer ryggen. Træk vejret roligt her i 2-5 minutter. Kom herefter roligt ud af stillingen ved at samle benene igen.
Effekt: alle yogaens foroverbøjninger, som denne, virker beroligende på kroppen og sindet – i modsætning til bagoverbøjningerne, som giver energi.

Samtidig strækker du indersiden af lårene.

Af fysioterapeut og akupunktør Betiina Larsen, www.betiinalarsen.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa