Havespalten december 2010

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Den dansktalende gartner Eutimio fra Zona Verde Lopez giver gode råd og tips til, hvad du kan gøre lige nu i din spanske have.
Det spanske klima og den spanske flora er meget forskellig fra det, vi kender fra Danmark, og kræver derfor anderledes pasning – men det betyder ikke, at vi skal holde os fra havelivets glæder. Er du nybagt haveejer, eller er du bare ikke blevet dus med din spanske have endnu, så læs med i La Danesa’s månedlige havespalte. Her forklarer Eutimio, hvordan du med enkle midler får det optimale ud af den have, der nu alligevel ligger udenfor døren.

Hver måned får du en række årstidsrelevante råd, men du har også mulighed for at stille spørgsmål om have- og poolpasning til eutimio@zona-verde-lopez.com eller tel. 661 659 249.

Månedes spørgsmål:

Kære gartner,
Jeg er ikke vild med julestjerner, men har derimod kastet min kærlighed på amaryllis, når jeg køber juleblomster. De er smukke og dekorative både som afskårne i vaser inde i stuen og i potter ude på terrassen.

Hvordan behandles potte-udgaven, når planten har afblomstret? Skal stængel og blade klippes af? Hvornår skal løget tages op? Og hvordan/hvor længe skal det opbevares, før det igen kan plantes og give fine blomster?

Jeg har tidligere plantet afblomstrede amaryllis ud i haven, men det er aldrig lykkes mig at få dem til at blomstre igen – hvad gør jeg forkert?

På forhånd tak for dit svar, og god jul!
Sanne

Kære Sanne og alle andre Amaryllis-elskere
Amaryllis er ganske rigtig ved at blive julestjernens afløser.
Flere af julens blomster kan nemt bringes til at blomstre igen til næste jul, hvis du passer dem godt. Blandt dem er novemberkaktus (også kaldet julekaktus) og amaryllis, som begge kan sættes på sommerophold i haven.

Når blomsterne er færdige, skærer du den tykke blomsterstilk ned til ca. 5 cm over løget. Nu skal du have "fedet" løget op, så det har energi til at sætte nye blomster. Det gør du ved at give din amaryllis lys, vand og gødning. Sæt løget frem i lyset, så bladene, som der sikkert bliver flere af, kan suge energi ned i løget.

Amaryllis sættes ud i haven om sommeren. Enten kan den plantes ud i jorden i sin potte eller du kan have den stående på terrassen.

Om efteråret henter du amaryllisen ind og sætter den mørkt og køligt (ca. 12 grader). Den skal ikke vandes i den periode. Når bladene er visnet ned og tørret ind kan du klippe dem af. Den periode kaldes hvileperioden og den skal vare minimum 6-8 uger, men kan godt være længere.
Nu skal du så bare kaste et blik i kalenderen og bestemme dig til, hvornår du vil have din amaryllis i blomst igen. Fra du "vækker" den af hvileperioden, til den blomstrer, skal den bruge ca. 8 uger.

Amaryllis-løget giver selv tegn til, hvornår det ønsker at komme ud af sin dvale ved at vise en grøn spids. Løget puttes i ny jord, så halvdelen er over jordoverfladen. Derefter stilles det lyst og vandes uden gødning.

Det er især efter afblomstringen, at mange begår den fejl straks at fjerne både blade og stængel eller standse vandingen og dermed fremskynde dvalen. Det medfører imidlertid, at løget ikke får tilført tilstrækkelig næring eller de sukkerstoffer, som er nødvendige for næste blomstring.

Sådan får du mest ud af afskårne amaryllis
Med den rette pleje kan Amaryllis holde i op til 14 dage:
" Skær stilkene skråt af, og sæt blomsterne i rent vand.
" Et godt tip for ekstra holdbarhed: vend blomsten på hovedet, fyld stilken med koldt vand og stil en tot vat i åbningen. Så holder blomsterne ekstra lang tid.
" Brug gerne en høj vase, da blomsten er tung.
" Hvis du hver anden dag skærer et lille stykke af stilken, forlænges holdbarheden.
" Visne blomsterhoveder fjernes.
" Hvis stilken bliver beskadiget eller knækker, kan man bruge blomsterhovedet i en mindre vase eller skål som dekoration. Fototekst:

Månedens plante: Julekaktusen


Julekaktusen, også kaldt novemberkaktus, burde være en ren ønskeplante at have hjemme i stuen, for den er nem at passe. Den går ikke ud, bare fordi du glemmer at vande den. Julekaktusen blomstrer i 3-4 uger og du kan godt flytte rundt med den under blomstringen. Planten taber ikke knopperne af den grund.

Novemberkaktus vil gerne stå lyst. Dens værste fjende er overvanding. Pottemulden skal tørre let ud mellem hver vanding.
Kaktus er værd at gemme efter afblomstring, da den naturligt vil blomstre igen det efterfølgende år i november/december.

I vinterperioden efter afblomstring bør kaktusen have en hvileperiode, hvor den placeres lyst, gerne køligt og tåler temperaturer ned til 15° C. I denne periode vandes mere sparsomt. Om foråret, når planten bryder med nye skud, gødes planten regelmæssigt, til knopper viser sig om efteråret.

Er planten for lang og ranglet, kan de lange skud drejes af i den ønskede højde.

Af Eutimio, Zona Verde Lopez

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa