I sommertiden er det altid dejligt at tage ud at spise med familien og gerne et sted, hvor børnene er velkomne, og der ikke er for meget larm. Sådanne kulisser finder man på den belgiske restaurant Fondue Lounge, der ligger i udkanten af Elviria. Omringet af pinjeskov og isoleret fra de omkringliggende restauranter er Fondue Lounge et skønt og fredeligt sted, der med sin store udendørs terrasse har plads til både store og små selskaber. Overdækket af store parasoller beskyttes gæsterne mod solens stråler samtidigt med, at der skabes en intim atmosfære.
Fondue i flere varianter
Selvom Fondue Lounge er en belgisk restaurant med speciale i det belgiske køkken, kan man også nyde mange andre retter af mere international herkomst. Som navnet antyder, er restauranten kendt for sin Fondue, der nemt nydes rundt om et af terrassens store runde borde. Selvom fondue, der kommer af det franske ord fondre (at smelte), ikke er en nyopfindelse inden for gastronomien, er den fortsat yderst populær. Der er nok ikke mange, der ved, at den første version af fondue faktisk nævnes i Homers Iliaden ca. 850 før Kristus. Og selvom der er gået mange år, er fonduens koncept i det store hele det samme som dengang, selvom ingredienserne i dag er mere interessante end Homers gedeost med hvedemel tilberedt i vin.
På Fondue Lounge kan man bestille tre forskellige varianter til to eller flere personer. Fondue Mixta er for kødelskere med et udvalg af blandt andet kylling, svinekød og oksemørbrad. Man kan også nøjes med Fondue Pollo, der byder på kylling, eller Fondue Queso, der minder om den oprindelige schweiziske fondue med ost og brød. I buffeten inden for i restauranten kan man sammensætte en lækker salat som tilbehør til fonduen.
For de, der har en sød tand, kan man vælge at springe fonduen over som hovedret, og i stedet nyde den yderst lækre fonduedessert med belgisk chokolade.
En forførende argentiner
Det er ingen hemmelighed, at argentinsk oksekød har en formidabel smag og kvalitet, og at det egentlig ikke behøver ret meget tilbehør. På Fondue Lounge serveres den argentinske oksemørbrad i en grillet version med en let salat og en pebersauce, der er pikant på såvel krydret og sensuel manér.
Som kvinde kan man have delte meninger om den stereotype argentinske kvindeforførelse, men fra første bid af restaurantens oksemørbrad skal man have et hjerte af sten, hvis man ikke lader sig forføre. Som mand vil associationerne forhåbentlig være andre, men der hersker ingen tvivl om, at lige meget hvilket køn man er, vil den argentinske mørbrad ikke skuffe.
Et cremet men aromatisk fiskemix
Hvis man er en af dem, der ikke lader sig forføre af den sydamerikanske charme, og hellere vil prøve en af restaurantens fiskeretter, er Pescado ”a la nage” et godt valgt. Her er tale om en kold suppe a la gazpacho, men som indeholder fem forskellige slags fisk og skaldyr samt en mangfoldighed af grøntsager, hvoraf nogle er kogt sammen med fisken, og andre er friske. Blandingen af den naturlige fiskebouillon og fløde samt den kogte torsk, laks, blæksprutte, rejer, og jomfruhummer, kogt selleri, porre, og gulerødder og frisk persille og tomat giver fiskesuppen en dejlig cremet, aromatisk smag med et frisk touch, der efterlader lidt ekstra appetit til en af de mange desserter. Udover den tidligere nævnte chokolade-fondue byder restauranten også på belgisk chokolademousse, Doña Blanca, der er vaniljeis med varm chokolade, frugtsalat og forskellige slags kaffe. Til kaffen serveres en miniportion af restaurantens dejlige chokolademousse, så man under alle omstændigheder får smagt den populære belgiske chokolade.
Selvom terrassen er det bedste sted at nyde sin middag, kan man også sidde indenfor, hvis vejret skulle vise sig fra sin køligere side. Her omgives man af dejlige, varme farver og en moderne men samtidig hyggelig atmosfære. Desuden kan man nyde en drink i restaurantens specielt indrettede lounge bar, hvor der serveres forskellige traditionelle drinks men altid med et overraskende tvist.
Fondue Lounge er et populært sted ikke kun på grund af sit varierede køkken og den varme, familiære atmosfære, men også fordi restauranten er nem at finde. Derfor anbefales det at bestille bord. Specielt i weekenderne og i sommermånederne.
Fondue Lounge
Centro Comercial Los Pinares
Elviria, Marbella
Tlf. 952 83 93 47 (efter kl. 16.00) – 699 70 46 39
www.restaurantfonduelounge.com
Åbningstider: Mandag – søndag kl. 18.00 – 24.00.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001